Europa mindre vigtig for USA end tidligere

EU får i dag Nobels Fredspris, men det bliver vanskeligt for Europa fremover at spille en central rolle i den globale verden. Amerikanerne har nemlig rettet fokus mod Asien og bruger derfor ikke længere samme energi på deres gamle europæiske venner. Det er svært at se, hvad der skal ændre den tendens, mener ekspert

Af Anders Agner Pedersen og Jens Aagaard

Der har været masser af fokus på Europa og ikke mindst EU de seneste dage. Senere i dag bliver EU nemlig tildelt Nobels Fredspris, hvilket har trukket både overskrifter og fokus hen over weekenden. Men det er om at nyde opmærksomheden, mens den varer. For den europæiske indflydelse og betydning på den internationale scene er på retur. Modsat det 20. århundrede, hvor Europa, på godt og ondt spillede en central rolle, er den europæiske rolle i det 21. århundrede af mere sekundær karakter.

Med et EU i store vanskeligheder, det meste af Sydeuropa i dyb krise og flere BRIK-lande i fremgang, er det ikke længere Europa, men Stillehavsregionen, der er i fokus i international politik anno 2012. Også for amerikanerne, der i langt højere grad har fokus på Asien end Europa i disse år. Ikke at forholdet mellem USA og Europa er blevet dårligt, men set i en international sammenhæng er der ikke længere samme grund som tidligere for amerikanerne til at prioritere nære relationer til Europa. I stedet handler det om at knytte bånd til lande som blandt andet Indien, alt imens Europa prøver at finde fodfæste midt i krisen. Selv om det er bittert at erkende som europæer, så må vi sande, at Europa ikke er længere er særlig vigtig for USA, siger seniorforsker ved DIIS, Hans Mouritzen, der har forholdet mellem USA og EU som et af sine specialer:
”EU troede, at den positive linje, som Bush havde lagt, ville blive videreført under Obama, men han har skuffet en del i EU-systemet. Obama har ikke behov for at dyrke nære relationer med de europæiske statsledere. Et eksempel: den tyske og franske statsleder bliver altid gode venner. Det gør de simpelthen, fordi det er nødvendigt. Men det er ikke nødvendigt for Obama. For eksempel meldte han i 2009 afbud til 20 års jubilæet for Murens fald. Og i foråret aflyste han et møde med EU’s regeringsledere, men da han senere var til Nato topmøde i Lissabon foreslog han, at de ved samme lejlighed kunne finde et lokale og holde mødet der. Det blev de europæiske statsledere fornærmet over, og handlingen blev opfattet som arrogant.”

Van Rompuy ikke en international topspiller
Men selv om de europæiske statsledere er både skuffede og ærgerlige over, at Obama ikke har dem ret højt på sin prioritetsliste, så har man, ifølge Hans Mouritzen, heller de ikke gjort det nemmere for dem selv. Da den europæiske forfatningstraktat i sin tid blev vedtaget, indebar det, at der skulle findes en EU-præsident og en fælles EU-udenrigsminister. Disse to skulle være EU’s ansigter på den internationale scene og være med til at signalere en fælles europæisk handlekraft og styrke. Men selv om store navne som blandt andet britiske Tony Blair blev nævnt som mulige kandidater, endte det med et kompromis af den mere neutrale karakter: belgieren Herman Van Rompuy som præsident og britiske Catherine Ashton som udenrigsminister. Dermed forpassede EU en mulighed for at markere sig internationalt, ikke mindst over for USA, forklarer Hans Mouritzen:
”Jeg var i Washington, da forfatningstraktaten skulle vedtages. Den almindelige opfattelse blandt amerikanerne var, at nu skulle EU ikke komme for godt i gang. Amerikanerne så for sig, at NATO ville blive undermineret af en Europa hær. Frankrig, Tyskland og Belgien havde da også planer om et fælles forsvar med hovedkvarter lige uden for Bruxelles,” siger Hans Mouritzen og tilføjer i den forbindelse, at amerikanerne fortsat opfatter EU som tungt og langsommeligt:
”Hvorfor skulle amerikanerne for eksempel sætte sig ned og forhandle med slovenerne? Hvem repræsenterer de overhovedet? Det giver simpelthen ingen mening for amerikanerne.”

Fogh ville kunne styrke EU’s position over for USA
Den tidligere danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen, der i dag er generalsekretær i NATO, har været nævnt som mulig afløser for Van Rompuy, når der skal findes ny EU-præsident i 2014. Og ifølge Hans Mouritzen ville det blive en styrkelse af EU over for USA, hvis Anders Fogh Rasmussen skulle gå hen og blive ny EU-præsident:
”Fogh er i spil til posten, men det bliver svært for ham, så længe Danmark står uden for euroen. Men Fogh ville være en markant styrkelse. Han er et navn, og han bliver rost af mange for at have gjort et godt stykke arbejde i Nato. Han har fået noget disciplin ind i Nato-systemet, der ellers var ved at falde i søvn. Han er i direkte kontakt med stats- og regeringsledere, og så arbejder han sågar hjemmefra en gang i mellem. Det er noget, man aldrig tidligere har set.”

Hykleri at kalde EU en global aktør
Uanset, hvem der bliver ny EU-præsident i 2014, og uanset, hvor mange anstrengelser de europæiske statsledere vil gøre sig for at få Obamas opmærksomhed, så tvivler Hans Mouritzen på, at det vil lykkes. Europas rolle vil i fremtiden ikke blive så fremtrædende i den globale verden, som den tidligere har været. Og som tingene ser ud nu, vil det ikke ændre sig, vurderer Hans Mouritzen:
”EU burde foreslå amerikanerne en byttehandel: ’Hvis I gør mere for klimaet, så giver vi mere til det fælles forsvar’. Men det ser svært ud for EU. Formandskabet for det næste halve år nævner for eksempel ikke Asien med ét ord. Så det er et kæmpe hykleri, når EU hævder, at det er en global aktør. Det er langt fra tilfældet i øjeblikket.”