Uddannelsesrevolutionen udebliver

Præsident Obama surfer på en uventet bølge af momentum i starten af 2015, og præsidenten retter i sin tale til nationen den 20. januar fokus mod en række initiativer for det komme år i amerikansk politik, herunder tiltag for at booste uddannelsessystemet og adgangen til videregående uddannelse. Men Obamas offensiv rammer en mur i Kongressen, og præsidenten får mere end rigeligt at se til i defensiven, hvor Republikanerne vil gøre hvad de kan få at udvande flere af Obamas reformer.

Når præsident Obama senere på måneden sætter sig til rette i Repræsentanternes Hus og foran tv-kameraerne til den årlige State of the Union-tale, bliver uddannelsespolitik et af fokuspunkterne. Det skyldes ikke at han har nogle ambitiøse tiltag på området, og at der faktisk er nogle positive udviklinger at spore – i hvert fald på overfladen.
Obama står i en langt bedre position rent politisk end mange havde forventet efter nederlaget ved midtvejsvalget i november. Økonomien er i bedring og arbejdsløsheden falder. Desuden har han nydt stor opbakning i befolkningen for nogle af de executive orders han har gennemført siden november, hvor midtvejsvalget afslørede, at Kongressen bliver meget svær at samarbejde med. Også på uddannelsesområdet er der fremskridt at spore. Eksempelvis færdiggør flere etniske minoriteter high school, hvilket har været et fokusområde for Obama. I sin tale om nationens tilstand vil han derfor gøre meget klogt ved at komme ind på denne udvikling, som hænger vældig godt sammen med den ambition han har for uddannelsespolitikken i de resterende to år af sin embedsperiode. For som vi kender det fra statsministerens nytårstale herhjemme, bruger regeringslederen på den anden side af dammen mindst lige så meget tid på at tale om visioner og nye tiltag for det kommende politiske år, som på at redegøre for landets tilstand.

Få succeshistorier
Som tidligere beskrevet her på siden har Obamas aftræk på uddannelsesområdet ikke været i nærheden af at være så revolutionerende, som han selv havde regnet med. Klare succeshistorier er svære at fremhæve uden samtidig at rette fokus på nogle af det uheldige sager, det senere har udviklet sig til. Eksempelvis startede det store prestigeprojekt omkring fælles læringsstandarder (Common Core) meget fornuftigt ud, men det blev senere genstand for megen debat op til midtvejsvalget, som har ført til at man nu knap tør nævne det i offentlige forsamlinger, af frygt for at man pådrager sig vreden fra skolebørns forældre i hele USA.
Andre programmer som No Child Left Behind (NCLB) er efterhånden blevet så udvandet af de undtagelser fra standardpraksis, som Obama og undervisningsminister Arne Duncan har givet i et forsøg på at imødekomme de forskellige delstaters særlige forhold. Programmet har reelt mistet dets relevans. Senest har Obamas eget Race to the Top program været under pres fra delstaterne og mindre overraskende fra Republikanerne. Mest pinligt for præsidenten er nok at førstedamens program mod overvægt hos skolebørn ser ud til at miste en stor del af deres finansiering. Alle spillede en rolle i realiseringen af den revolution på uddannelsesområdet, som Obama stillede sine vælgere i udsigt, men som ikke har udmøntet sig.

Realiserbare visioner efterlyses
Obama vil hurtigt hoppe frem til sine visioner for uddannelsesområdet i resten af sin embedsperiode, og selvom vi endnu ikke kender det præcise indhold af talen, har Obama ikke lagt skjul på, at den næste store udfordring han vil tage fat på, er at gøre videregående uddannelser mere tilgængeligt for de almindelige amerikanere.
Af mere konkrete tiltag fra Det Hvide Hus, bør man holde øje med Obamas college rangeringssystem og alternative uddannelsesmuligheder for videregående uddannelser. Begge tiltag ligger sig op af Obama-administrationens overordnede mål om at gøre videregående uddannelser mere tilgængelige for den brede befolkning. Hvad angår det første forslag har det længe været et ønske at lave et nyt system til rangering af colleges og universiteter, hvor uddannelsesinstitutionerne i høj grad vurderes på deres tilgængelighed, rimelige priser og de studerendes resultater. Planen er på sigt, at knytte dele af universiteternes finansiering fra det offentlige op på deres rangering. Selve målestokken er dog stadig ved at blive defineret og er i øvrigt genstand for stor faglig og politisk kritik, så en implementering ligger ikke lige rundt om hjørnet.

De alternative uddannelsesmuligheder tager højde for at det moderne arbejdsmarked efterspørger andre og mere specifikke kompetencer end tidligere. Det har en betydning for, hvordan man indretter uddannelsessystemet, hvor der nu er behov for mere kompetencedrevet undervisning. Desuden arbejder man med mere fleksible måder at optjene college point på, fx mens man er ansat på lærlinge-vilkår eller lignende. På grund af en mere håndterlig tidshorisont er det et område, hvor Obama har muligheder for at lave meningsfulde ændringer inden han skal videregive nøglerne til det ovale kontor.

Fra Republikanernes side skal man forvente fortsat fokus på debatten om NCLB og standardiserede tests samt den altid ophidsede Common Core-debat. Selv Demokraterne og Republikanerne kan blive enige om, at NCLB trænger til en grundig reform, men som sædvanligt er de milevidt fra hinanden med hensyn til hvordan det nærmere skal foregå, og så længe Republikanerne kan score billige point på at udstille Demokraternes afmagt overfor problematikken skal man ikke forvente at det ændrer sig. Det er dog trods alt på dette område at der er størst chance for et samarbejde henover midten i Kongressen.

Manglerne ved executive orders
Den politiske situation i amerikansk politik med republikansk flertal i begge kamre sætter rammerne for, hvilken politik, der kan føres, og hvilke redskaber der kan bruges. Ingen er naturligvis mere bekendt med den situation end Obama selv. I erkendelse heraf, har han meldt ud, at de fleste politiske tiltag i foråret 2015 kommer i form af executive orders som præsidenten kan udstede udenom Kongressen. Det er et ofte brugt værktøj for præsidenter med Kongressen i mod sig, og det har vist sig at være en udmærket fremgangsmåde for Obama i forbindelse med immigrationsreformer og en normalisering af forholdet til Cuba.

Problemet for Obama er, at executive orders ikke er hensigtsmæssige at bruge på uddannelsespolitikken. For det første er overdreven brug af executive orders ikke populært hos vælgerne. Hvis man gang på gang tilsidesætter Kongressen, og dermed princippet om magtens tredeling, er det skadeligt for demokratiet og vælgernes opbakning. Derfor skal det bruges varsomt. For det andet er præsidentens beføjelser bredere når det kommer til udenrigspolitiske anliggender som fx forholdet til Cuba. På indenrigspolitiske spørgsmål kan Obama ganske enkelt ikke tillade sig at tage samme frihed. Det gør sig i endnu højere grad gældende på uddannelsespolitikken, der traditionelt set er et delstatsligt anliggende. Vælgerne og delstatspolitikerne er i forvejen slemt utilfredse med hvad de ser som den føderale regerings indblanding i delstatslige anliggender, og denne modstand vil kun blive stærkere, hvis præsidenten og dermed for mange selve personificeringen ved alt hvad der er galt med USA tilsidesætter delstaternes folkevalgte repræsentanter i Kongressen.

Republikanerne æder Obamas revolution
I det store hele betyder kombinationen af den nye magtfordeling i Kongressen og uddannelsespolitikkens særlige karakter, at Obama får mere en svært ved at lave mærkbare ændringer på uddannelsesområdet, og at ambitionen om en uddannelsespolitisk revolution under hans embedsperiode udebliver. Som tingene ser ud lige nu, skal Obama være tilfreds, hvis han i 2015-2016 formår at holde de republikanske ulve fra at afmontere og udvande de skridt i den rigtige retning som uddannelsespolitikken trods alt har taget siden 2009.