USA vil være storudledernes rollemodel

USA har endelig gjort det, mange har sukket efter. USA har fremlagt en målsætning om reduktion af CO2 udledning. Der var derfor en udbredt optimisme at spore på den netop overståede COP20 i Lima frem mod næste års afgørende COP i Paris. Men hvor optimistisk kan man tillade sig at være, hvis man samtidig skal være realist?

Med den Amerikansk-Kinesiske aftale om begrænsning af CO2 udledning, har USA formået at bevæge sig væk fra at have status som et af verdens sorte får, når talen faldt på klimaforandringer og CO2 reduktion. Nu er det sorte får vasket rent i en sådan grad, at man ser med optimisme på den vigtige COP i Paris om et års tid. COP’en i Paris er vigtig, fordi man i 2011 i Durban i Sydafrika besluttede, at der skal laves en aftale i 2015. En aftale som skal fungere som fremtidens globale klimaforandringsstrategi. COP20 i Lima fortæller historien om, at optimismen gror i de fleste, som var til stede i Peru. Og med rette.

Aftalen som USA og Kina præsenterede i Beijing i november måned var historisk. De to mest CO2 udledende nationer i verden gav håndtryk på, at begrænse CO2 udledningen. Godt nok ganske lang tid ud i fremtiden. Men ikke desto mindre medførte deres løfter optimisme forud for klimatopmødet i Paris næste år.

USA får meget ’credit’ på klimafronten
Optimismen deles bredt og af mange. FN’s franske ambassadør for klimaforandringer, Laurence Tubiana, udtrykte sin begejstring for USA’s løfte om at CO2 niveauet i 2025 skal være mellem 26 til 28 procent lavere end CO2 udledningen var i 2005. Laurence Taubiana gik så langt som at sige, at USA’s målsætning er troværdig. Troværdig er jo et positivt ord. Som i dette tilfælde vel udspringer af, at det amerikanske mål måske ikke er ligeså ambitiøst som det er, ja, troværdigt.

Værtslandets miljøminister var også fuld af roser til Obama og det amerikanske ønske om, at nedbringe CO2 udledningen. Manuel Pulgar-Vidal roste Obama administrationen for at have formået at indgå en aftale med Kina om begrænsning af CO2 udledning. Desuden blev Obama rost for at træffe det kontroversielle valg i kampen for klimaet; at gå uden om Kongressen, og lukke eller effektivisere kulkraftværker rundt om i USA.

En tredje prominent herre, formanden for Global Green Growth Institute Yvo de Boer, deler optimismen. De Boer sagde i Lima forleden, at Udenrigsminister John Kerrys hårde arbejde for at lande aftalen med Kina i sidste måned, er et udtryk for et styrket amerikansk syn på, hvordan man håndterer klimaforandringerne. Ved at kalde Udenrigsministerens rolle i forhandlingerne med Kina for historisk, kreditererede de Boer samtidig Kerry som ophavsmand for USA’s store skridt i den rigtige retning,

USA er stolte af deres målsætning
Roserne til USA kommer fra mange sider. Også fra USA selv. Ingen tvivl om, at Kerry og USA er stolte af deres nye målsætning. Det bliver der ikke lagt skjul på. Men nu vender USA snuden mod andre lande, og Kerry opfordrede under COP20 i Lima til, at alle store nationer tager ansvar og gør noget. Hvis man er en stor nation – som USA – skal man vise vejen for andre lande. Man skal komme med konkrete løsninger på, hvordan man begrænser sin CO2 udledning. Hvis man ikke gør det, så er man direkte medvirkende til, at CO2 niveauet stiger, og klimaet bliver varmere. Selvom Kerry ikke sagde det direkte, havde denne udtalelse to formål. Et: at pudse egen glorie. To: at stikke til andre store udledere af CO2, eksempelvis Indien. Nu har USA gjort sit, nu skal andre også gøre deres. For som Kerry sagde ”vi er stadig på vej mod en tragedie. Ingen tror at alt reddes ved, at der laves en aftale. Men vi kan ikke komme nogen vegne uden en aftale”. Kerry har ret. Uden en fælles aftale vil klimaanarkiet bestå.

Derfor blev Kerrys udtalelse på COP’en i Lima en slags forsmag på, hvad man kan forvente sig af Obamas besøg i New Delhi i januar næste år. Det forlyder nemlig, at et af formålene med besøget i Indien, er at forsøge at skabe en aftale mellem USA og Indien, som er verdens tredje mest CO2 udledende land. En aftale mellem USA og Indien vil bane vejen for yderligere optimisme frem mod COP’en i Paris næste år. Men Todd Stern, Udenrigsministeriets repræsentant for klimaforandringer, mener ikke, at man skal forvente samme type aftale mellem USA og Indien, som aftalen mellem USA og Kina.

Ikke desto mindre må man sige, at mødet mellem USA og Indien kan vise sig vigtigt i bestræbelserne for at kunne præsentere et resultat i Paris næste år. For hvis chancerne for succes på COP’en i Paris overhovedet skal være til stede, er det nødvendigt at have de store udledere med på ideen. Hvis USA, Kina og Indien ikke er klar på en aftale i Paris, er det svært at forestille sig, at en ambitiøs aftale bliver indgået.

Skal vi være optimister frem mod Paris?
Optimisme er altid godt. Men man skal ikke være jubeloptimist. Grundlaget for en aftale i Paris er lagt. Især nu hvor USA, Kina og muligvis også snart Indien har truffet en beslutning om, at de vil gøre noget for at bekæmpe den globale opvarmning. Dermed er sandsynligheden for, at der kan indgås en bred aftale på COP’en i Paris større end den var tidligere. Spørgsmålet er dog bare, hvad det er for en aftale. Det er svært at forestille sig, at Kina, Indien og selv USA vil blive meget mere ambitiøse i deres mål for at nedbringe CO2, end de er nu. Og ifølge de fleste videnskabsmænd, som beskæftiger sig med klimaforandringer, global opvarmning og CO2 udledning vil sige, at USA’s og Kinas målsætninger for begrænsning af CO2 på ingen måde er tilstrækkelige.

Samtidig bør man også huske på, at på COP15 i København lovede Obama guld og grønne skove. Men problemet viste sig hurtigt, da Kongressen hjemme i Washington fik præsenteret Obamas udspil. Det kom ganske enkelt ikke længere. Og midtvejsvalget i sidste måned har ikke gjort udsigterne til en mere ambitiøs amerikansk klimaaftale, end den der blev indgået i Beijing, bedre.
Derfor skal man være optimistisk frem mod COP’en i Paris næste år. Der er en grund til, at så mange i Lima i de seneste par uger har givet udtryk for optimisme frem mod Paris. Men man skal samtidig huske, at det, som besluttes på COP21 i Paris, formentligt vil være langt fra det, som FN’s klimapanel og de fleste videnskabsmænd anbefaler.