Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Derfor strides Obama og Putin om Syrien

Russerne støtter Assad, mens amerikanerne støtter oppositionen. Men måske kan frygten for, at Assad-regimet bliver afløst af et fundamentalistisk islamisk styre, i sidste ende forene de to stormagter i en løsning for Syrien

USA og Rusland har hidtil stået stejlt over for hinanden i den syriske konflikt, der har kostet op mod 40.000 mennesker livet og sendt i nærheden af en million syrere på flugt. Men med det overraskende møde i sidste uge mellem Hillary Clinton og hendes russiske udenrigsminister-kollega, Sergej Lavrov, er der måske et tøbrud på vej på vej mellem de to stormagter. Om det skulle være tilfældet, får verden måske en fornemmelse af allerede i denne uge, når Hillary Clinton mødes med organisationen ’Venner af Syrien’ i Marrakech i Marokko.

Noget tyder i hvert fald på, at russerne er ved at løsne op for deres ubøjelige støtte til Assad, efterhånden som regimet bliver mere og mere presset. Et Syrien med Assads regime ved magten er økonomisk og strategisk vigtigt for Rusland. Men siden marts har de syriske oprørsgrupperinger haft adgang til flere og bedre våben via Tyrkiet, og de har erobret en række strategisk vigtige baser og byer, og kampene er nu rykket helt ind i hjertet af Damaskus og finder sted kun få kilometer fra Assads palads. Samtidig bliver strømmen jævnligt slukket i hovedstaden, og der er mangel på basale fødevarer. Det går også ud over Assads støtter og kan måske medvirke til at øge presset på præsidenten indefra. 

Russisk frygt for jihadister
Alt dette er russerne naturligvis klar over, men deres store frygt er, at Assad-regimet vil blive afløst af et islamisk fundamentalistisk styre. Oprørsgrupperingerne af såkaldte jihadister i Syrien vokser kraftigt i antal og udgør en stadig stærkere kraft i oprøret mod Assad:
”Rusernes langsigtede mål er at presse Assad til at samarbejde med oppositionen, men de er stærkt utrygge ved oppositionens sammensætning, fordi der er fundamentalistiske kræfter i mellem,” siger Karsten Jakob Møller, seniorforsker og Ruslands ekspert ved DIIS.

Den russiske bekymring for islamismen udspringer af en kraftig bølge af nationalisme og patriotisme, der skyller gennem det kæmpe land. For eksempel står kirken meget stærkt, og Putins personlige skriftefader er en kendt højreradikal. Selv de vestligt orienterede demokratiforkæmpere i landet bevæger sig på et fundament af nationalisme. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at Pussy Riot pigerne, der har påkaldt sig stor opmærksomhed i vesten, ikke har nogen synderlig opbakning i Rusland – heller ikke fra de progressive. Med andre ord er det nu frygten for islamismen, der samler russerne, modsat tidligere hvor det var vesten med USA i spidsen, der var det store fjendebillede:
”Russerne er meget lorne ved ’det arabiske forår’. For hvad er der kommet ud af det, spørger de? Russerne frygter, at det i sidste ende er det Muslimske Broderskab, og det, der er værre, der løber med magten. Og hvis Assad falder i Syrien? Så frygter de, at det er et sunnimuslimsk, fundamentalistisk styre, der tager magten. Og hvad vil der ske i Afghanistan, når Nato er ude igen?”, siger Karsten Jakob Møller. 

Islam står stærkt i Kaukasus
Russerne frygter helt konkret, at islamismen vil brede sig til Kaukasus og dermed helt frem til den russiske grænse. Islamisterne i Dagestan, Tatarstan og Tadsjikistan er ved at få vind i sejlene, og hvordan vil muslimerne i selve Rusland så ikke reagere?
”Det er et scenarie, der rider russerne som en mare, fordi der er mange muslimer i Rusland. De har hidtil været fredelige og moderate, men i Kreml frygter man, at situationen i Centralasien og Kaukasus vil føre noget andet med sig,” fortsætter han.
USA og Israel deler i udgangspunktet russernes frygt for, at den islamiske fundamentalisme vil sprede sig. Men amerikanerne føler sig overbeviste om, at det kan lade sig gøre at inddæmme fundamentalisterne i et nyt Syrien. 

Iran vægter tungest i USA
”Intet tyder på, at de militante islamister har nogen som helst chance for at løbe med Syrien i et internt syrisk opgør,” siger Jørgen Bæk Simonsen ekspert i islam og lektor ved Carsten Niebuhr Afdelingen i København:
”De to store oppositionsgrupper Syrian National Council og Syrian National Cooperation er Syrien. De har den syriske stat som udgangspunkt og omdrejningspunkt for deres virke, og de mener, at det er den forkerte mand, der sidder på magten i landet,” fortsætter Jørgen Bæk Simonsen, der også har en fortid som direktør for Det Danske Institut i Damaskus.
Han tilføjer, at Iran har absolut højest prioritet i et amerikansk perspektiv:
”Men den amerikanske interesse for Syrien er voksende. Det skyldes, at Iran er afhængig af det syriske styres overlevelse for fortsat at kunne være en regional aktør, der kan presse Israel.”

Written By

Jens Aagaard er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Dækkede i knap ti år dansk politik for Ekstra Bladet og var derefter ansat på Søndagsavisen, hvor han blandt andet dækkede dansk politik og skrev interviews og portræthistorier. Udgav i januar 2013 den anmelderroste bog ‘Da Spin Erobrede Danmark’ sammen med Anders Agner Pedersen og var blandt bidragyderne til antologien ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’. Tilknyttet Kongressen.com som portrætskribent.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen