Ashton Carter – et geni valgt efter udelukkelsesmetoden

Der er nu generel konsensus blandt amerikanske medier, om at den nye amerikanske forsvarsminister er Ashton Carter. Carter er et godt valg – kedeligt og oplagt – men godt. Men det er ikke kun fordi han er kvalificeret til jobbet at han sandsynligvis får det. Som flere amerikanske medier har skrevet så var han ”last man standing”.

De seneste dage har amerikanske medier været fyldte med rygter og formodninger, som peger i retning af, at det bliver 60-årige Ashton Carter, som skal efterfølge Chuck Hagel på posten som USA’s forsvarsminister. Et forholdsvist ukendt navn i bredere kredse, men han har været tæt på Pentagons top i mange år, med en akademisk baggrund indenfor sikkerhedspolitik. Så Carter har et CV, som gør ham oplagt til posten som forsvarsminister, måske næsten mere oplagt end ham han afløser, men processen indtil nu viser, at der er andre ting, som også har spillet ind.

Med det samme Hagels afgang blev annonceret i sidste uge, var der en række prominente navne fra det sikkerhedspolitiske miljø i Washington D.C., som blev nævnt som mulige afløsere. Over den seneste uge har flere af disse personer offentligt trukket deres navn fra betragtning, et pinligt faktum for præsident Obama.
Årsagerne skal findes i de udfordringer som blev diskuteret i går her på Kongressen.com, af både international og regeringsmæssig karakter.
Personen skulle vælges til de to sidste år i Obamas periode, uden de store chancer for at blive bedt om at fortsætte som Robert Gates blev det fra Bush til Obama-administrationen. Altså et job uden de store fremtidsperspektiver.

Det offentlige frafald
Den første kandidat som mange så som en åbenlys mulighed, var det mangeårige demokratiske kongresmedlem Jack Reed. Udnævnelsen af ham blev set som en god mulighed, pga. hans lange erfaring med sikkerhedspolitik i Washington, og fordi det kunne vise noget støtte fra Obamas eget parti til den førte sikkerhedspolitik.

Der gik dog ikke mange timer fra Hagels afgang var annonceret, til Reed gennem sine rådgivere offentligt tilkendegav, at han ikke var interesseret. Dette var den første af en række af prominente folk, som afslog muligheden.
Den vel mest oplagte kandidat til posten var i manges øjne Michelle Flournoy. Hun har tidligere været viceforsvarsminister med ansvar for politikudvikling og været en central del af omtænkningen af USA’s udenrigspolitik som Obama har prøvet af få igennem, siden han kom til.

Det der gjorde hende oplagt, var hendes baggrund i sikkerhedspolitik, og hendes køn. Mange så en mulighed for endelig at få en kvinde på posten, en post som ellers hidtil har været besat af mænd i en mandsdomineret verden af sikkerhedspolitik.
Flournoy gjorde dog hurtigt opmærksom på, at hun heller ikke var interesseret i posten. Hun ville hellere fokusere på sin stilling ved tænketanken Center for a New American Security som hun har været med til at starte, samt sin familie.
Andre har spekuleret i, at det ikke er tænketanken og familien, som har været årsag til afslaget. De mener snarere, at Flournoy ikke har haft lyst til at bruge af sin offentlige profilering på en post i Obama-administrationen, men vil vente på en eventuel Hillary Clinton regering i 2016. Kunne være et interessant match.

”Last man standing”
Lige fra Obama annoncerede, at Hagel ville trække sig som forsvarsminister, har jeg holdt på, at Susan Rice kunne være en interessant kandidat.
Hun har været en central del af Obamas sikkerhedspolitiske team fra begyndelsen af hans præsidentperiode, hun er inde i sikkerhedspolitikken i kraft af hendes post som national sikkerhedsrådgiver, og hun har det rigtige køn i forhold til det image af en ny moderne administration som Obama engang stod for.

Hvor jeg vil kalde Carter for det oplagte og kedelige valg, så ville Rice have været et interessant men MEGET svært valg. Republikanerne ville have kæmpet en indædt kamp i Senatet mod et Rice kandidatur, og Obama har ikke den store interesse i at provokere den nyligt republikanske kongres med en sådan nominering.
Efter Reeds og Flournoys afgang virker det til, at der kun reelt var to kandidater tilbage.
Den ene var Jeh Johnson. Minister for Homeland Security og et trofast medlem af Obamas regering, som nyder stor opbakning i det Hvide Hus.

Johnson ville også have været interessant som forsvarsminister. Han har tidligere arbejdet i Pentagon, og han har erfaring med sikkerhedspolitik fra Department of Homeland Security. Desuden ville det faktum at han er afro-amerikaner have bidraget til en mangfoldighed i Obamas kabinet, ligesom Flournoy og Rice ville have gjort det.

Tidligt i denne uge trak Johnson sig fra kapløbet om ministertaburetten i Pentagon. Flere faktorer spillede ind i den beslutning. Hvis han blevet nomineret til posten som forsvarsminister skulle Obama også ud og finde en ny minister til Department of Homeland Security, og få denne bekræftet i Senatet – altså potentielt to kampe med Kongressen. Desuden har Johnson været en central del af udarbejdelsen af Obamas Executive Order om immigrationsreform, hvilket har givet ham nogle modstandere i det nu dominerende republikanske parti. Derfor ville en høringsproces for at gøre Johnson til forsvarsminister sandsynligvis blive en hård kamp.
Last man standing i denne Washington udgave af stoleleg, var en af de kandidater som fra starten var på listen over mulige kandidater – Ashton Carter.
Hvem er så denne Carter?

”Super-smart mega-genius”
Over de seneste dage er der udkommet en del portrætter af Ashton Carter i amerikanske medier. Min favoritoverskrift er en jeg så i går: ”Super-Smart Mega-Genius Ashton Carter Expected to Replace Hagel as Defense Secretary”. Der er ingen tvivl om at Carter er enormt intelligent, og af en helt anden intellektuel klasse end Chuck Hagel.
Carter har en bachelorgrad i Fysik og Middelalder Historie (hvor den kombination kom fra må guderne vide), fra Yale University. Herefter fik han et legat til at tage sin kandidatgrad og Ph.d. ved Oxford i teoretisk fysik, hvorfra han blev færdig i 1979.

Hans efterfølgende akademiske karriere har inkluderet en stilling som underviser i fysik ved Oxford, og som postdoctoral fellow ved Rockefeller University i New York og ved Massachusetts Institute of Technology (MIT). Ud over dette har han været medredaktør, eller forfatter på 11 bøger og mere end 100 videnskabelige artikler, primært om atomvåben.

Hans sidste akademiske post inden han flyttede til Pentagon i begyndelsen af 1990’erne var som direktør for center for teknologi og international politik ved Harvards John F. Kennedy School of Government, et af de helt store centre indenfor det sikkerhedspolitiske akademiske miljø i USA.

I modsætning til sine forgængere så har Carter aldrig gjort tjeneste i militæret. Han har til gengæld af flere omgange haft fremtrædende poster i Pentagon, et CV som nu gør ham oplagt til posten som forsvarsminister.
Hans tidligere karriere i Pentagon var primært fokuseret på atomvåben, og hvordan man forhindrer spredningen af disse, samt hvordan man skulle håndtere Sovjetunionens mange atomvåben efter den Kolde Krigs afslutning.

Under præsident Obama har Carter haft posten som minister med ansvar for indkøb af nye våbensystemer, teknologiudvikling og logistik i Pentagon fra 2009-2011. Hans organisatoriske evner i denne stilling førte til en forfremmelse til posten som viceforsvarsminister fra 2011-2013.

Alt i alt er Carter en god kandidat til at afløse Chuck Hagel, med hans meget alsidige viden om de forskellige dele af Pentagons virksomhed. Og vigtigt for Obama – han vil formodentlig ikke møde modstand fra republikanerne i Kongressen.
Man kan tvivle på om Carter var Obamas førstevalg, men han er ”last man standing” og kan efter en formodentlig positiv bekræftelsesproces i Kongressen, sætte sig i spidsen for det mægtigste militær i verden, med enorme udfordringer foran sig.

Til slut kan de mere nørdede af os jo more os lidt over at en Obama-administration som har været skarpt kritiseret for at være for svag på sikkerhedspolitik, nu har en person med efternavnet Carter ved roret i Pentagon.