Carters arv efter Hagel – superstormen raser endnu

Efter Chuck Hagels afgang som forsvarsminister i sidste uge har der fulgt en uskøn proces, som viser, at mange ikke ser de store fremtidsperspektiver i at blive en del af Obamas sikkerhedspolitiske team. Det lader dog til at en afløser er fundet – tidligere viceforsvarsminister Ashton Carter. Nu venter der store udfordringer for den nye mand i spidsen for Pentagon.

Tilbage i marts sidste år, da Chuck Hagel lige var blevet udnævnt til forsvarsminister, sammenlignede jeg Hagels situation, med den situation som mødte George Clooney i filmen The Perfect Storm. Kaptajn på et skib med kurs ind i en superstorm.
Da Hagel kom til faldt en masse udfordringer sammen for at danne en superstorm. En modvillig kongres, kæmpe økonomiske nedskæringer, et presset militær efter 10 års operationer i Irak og Afghanistan og et planlagt fokusskifte til Asien. Sådan så udfordringerne ud for Chuck Hagel, da han trådte ind af dørene som forsvarsminister sidste år.

En af de første ting man må notere sig er, at superstormen som Hagel mødte, da han trådte til, absolut ikke har lagt sig – snarere tvært imod. Nu er det den tidligere viceforsvarsminister Ashton Carter, som lader til at være valgt som Obamas fjerde forsvarsminister. Valget kommer efter en uskøn proces, hvor flere prominente kandidater offentligt gav udtryk for, at de ikke ønskede at komme i betragtning til posten. Det har været halvpinligt, og også et krisetegn for en Obama-administration, som søger at puste nyt liv i det sikkerhedspolitiske apparat. I stedet er man blevet mødt med et rungende: ”Nej tak, det har jeg ikke lyst til at være del af” fra flere markante personer i det sikkerhedspolitiske miljø i Washington.

En central problemstilling den seneste uge har været at Obama reelt ikke bare ledt efter en ny kaptajn, som kan føre det gode skib ”Pentagon” gennem superstormen. Han har skullet finde en kaptajn, som vil acceptere at følge anvisninger fra en leder, som på afstand søger at dirigere skibet.

Listen af udfordringer for Carter som ny leder i Pentagon er enorm: En krig i Mellemøsten som kræver revurdering, Ruslands opførsel i Østeuropa, massive økonomiske nedskæringer, forsøg på at fastholde fokusskiftet til Asien og en ekstremt centraliseret ledelse af sikkerhedspolitikken i Obama-administrationen.

Hjemlige problemer
Det er nemlig ikke kun den internationale sikkerhedssituation og økonomiske udfordringer, som har givet Hagel kamp til sit hår. Det har også den måde, som Obama har ført sin udenrigs- og sikkerhedspolitik.
I sine erindringer skrev tidligere forsvarsminister Robert Gates, at den måde Obama førte sin sikkerhedspolitik på, var den mest centraliserede, man havde set siden Nixon sad i det Hvide Hus. Obamas måde at føre sin sikkerhedspolitik har betydet, at Hagel har været marginaliseret, hvilket har været et kæmpe problem for en forsvarsminister, som i forvejen var meget anonym.

Den sikkerhedspolitiske proces har været centraliseret omkring en lille kerne bestående af Obama og tætte rådgivere i det Hvide Hus, for simpelthen at have kontrol med udviklingen i en given situation. Årsagen til at man har kørt processen på denne måde, har været en dyb mistillid overfor militæret, som flere af Obamas rådgivere mener, bliver ved med at køre om hjørner med præsidenten. Problemet er, at denne fremgangsmåde har lammet den sikkerhedspolitiske beslutningsproces, og gjort forsvarsministeren til en frontfigur for beslutninger, som han reelt ikke har deltaget meget i at tage.

Den rolle virkede det til, at Hagel var villig til at påtage sig, da han overtog posten. Men med krigen mod Islamisk Stat og de mange andre udfordringer som USA står overfor, så har rollen som frontfigur fået Hagel til at se svag ud. Derfor var han et oplagt offer at bringe for Obama, for at vise initiativ og puste nyt liv i sikkerhedspolitikken.

Denne passive rolle til forsvarsministeren ses af mange som årsagen til at flere af de mest prominente kandidater takkede nej til jobbet som forsvarsminister. Det er de sidste to år af Obamas tid som præsident, og hvis man ikke kan profilere sig med en post som forsvarsminister, så venter de rutinerede kræfter i Washington til 2016, og ser om der mon ikke dukker en mulighed op. Og posten som Obamas forsvarsminister er ikke stedet, hvor man bliver profileret.

Krigen i Mellemøsten
Obama havde så store drømme om at afslutte USA’s krige i Mellemøsten da han satte sig bag skrivebordet i det Ovale Værelse. Nu er USA tilbage i Irak for tredje gang siden den Kolde Krigs afslutning.
Obama har derfor været på udkig efter en forsvarsminister, som konstruktivt kan bidrage til en revurdering af USA’s strategi i kampen mod Islamisk Stat. Hagel har været utrolig kritisk over for den måde Obama har valgt at føre krigen, som til tider har virket halvhjertet. Realisten Hagel har været meget tilbageholdende og reelt været imod et militært engagement i Irak.
Den nye forsvarsminister, som vi formoder bliver Ashton Carter, skal være med til en revurdering af strategien som ifølge kilder i Washington er undervejs i Obama-administrationen. Strategien skal i højere grad se på, hvad man skal gøre med Assad-regimet i fremtiden, noget som ikke har været del af strategien indtil nu. Ligeledes skal man finde ud af, om man er på rette spor med anvendelsen af militære midler. Kan man løse konflikten med luftstyrker alene, og hvordan styrker man den irakiske hær og de moderate oprørere i Syrien, som man gerne vil have til at bekæmpe Islamisk Stat samtidig med at de bekæmper Assad-regimet.

Obama har altså været på udkig efter en forsvarsminister, som igen kan styre Pentagon i krigstid, en rolle som Hagel ikke var den rette til. Carter skal nu ind og prøve at deltage aktivt i strategidebatten i det Hvide Hus, samtidig med at han skal styre generalerne, så de ikke for ofte løber ud med udtalelser om at amerikanske kamptropper stadig er en mulighed.
Med sin baggrund i Pentagon, og store overblik fra at have arbejdet med den daglige drift i Pentagon, så vil Carter kunne komme med kvalificeret input. Opgaven for ham bliver bare at få tilkæmpet sig en plads ved bordet.

En stilling som kræver forberedelse
I en artikel på hjemmesiden Foreign Policy har den tidligere forsvarsanalytiker for Washington Post og Pulitzer vindende journalist Thomas Ricks skrevet en af de seneste kritiske artikler om Hagel som er kommet frem siden sidste uge.
I artiklen forklarer Ricks, at der faktisk var jubel flere steder i Pentagon da nyheden om Hagels afgang spredte sig. Dette var et klart tegn på, at Hagel ikke havde formået at få Pentagons ansatte til at sympatisere med sig.

Det var der flere årsager til ifølge Ricks, men den mest interessante er nok at Hagel blev anset for at være doven. Ikke lige det ord man regner med at skulle koble på USA’s forsvarsminister. Men hvor Robert Gates i sin tid krævede 4-5 sider briefing materiale om de ting han skulle udtale sig om eller inden møder, og Leon Panetta krævede 2 sider, så krævede Hagel små indekskort med ca. 25 ord opsummering af den centrale problemstilling eller emne. Lige meget hvordan man vender og drejer tingene, så kræver det et særligt talent at få de kæmpe problemstillinger som Pentagon dagligt kæmper med, ned på 25 ord. Derfor har Hagel ofte virket uforberedt og uinteresseret til møder både interne møder i Pentagon men også med udenlandske besøgende. Sådan en opførsel scorer man ikke point på i Pentagon.

Ashton Carter er en helt anden type end Hagel, og med sin akademiske baggrund og mangeårige erfaring med den daglige drift af Pentagon så vil det ligge mere naturligt for Carter at dykke ned i de bjerge af dokumenter, som venter på hans skrivebord.
Ashton Carter virker på mange måder som en bedre kandidat til posten som forsvarsminister, end Hagel reelt var. Men læs med i morgen her på Kongressen.com, hvor jeg kigger på, hvorfor valget af Ashton Carter ikke bare var baseret på hans kvalifikationer, men i lige så høj grad på udelukkelsesmetoden.