Menneskerettighederne svigtes i kampen om Afrika

Stormagtskampen mellem Kina og USA i Afrika har haft store konsekvenser for menneskerettighederne. I dette interview med Kongressen.com forklarer Trine Christensen, vicegeneralsekretær i Amnesty International i Danmark, hvordan menneskerettighederne bliver overset, når de to stormagter Kina og USA kæmper om økonomiske udsigter i Afrika samt prøver at bekrige terrortruslen.

Af Pernille Bruun Nielsen og Anders Agner Pedersen

Menneskerettighederne er som regel det første offer, når stormagterne rykker ind på nye territorier. Afrika er ingen undtagelse. Og det er trist, for selv om det kan være fristende at jagte den kortsigtede gevinst og lade den komme på bekostning af menneskerettigheder, så det en kortsigtet strategi. Regningen på den lange bane bliver nemlig langt større, hvis man ikke gør tingene rigtigt fra starten, fortæller vicegeneralsekretær i Amnesty International, Trine Christensen, i dette interview med Kongressen.com

På et generelt plan, hvordan påvirker stormagtskampen mellem USA og Kina menneskerettighederne i Afrika?
”Man kan sige, at stormagterne egentlig altid har været til stede i Afrika, men Kinas progressive interesse i kontinentet er selvfølgelig optrappet inden for de sidste 10 år. Og i den forbindelse er interessant at se på den retorik kineserne er rykket ind med: Kineserne lægger stærkt afstand fra fortidens fejl, der er forbundet med Vestens kolonimagter. Derimod appellerer kineserne til ’frie’ handelsaftaler med de afrikanske lande – altså handelsaftaler som de påstår er foruden strenge af underliggende motiver. Der findes dog en masse eksempler på, at det ikke helt er det reelle billede. Presset ved Zambias valg af ny regeringsleder er blot ét eksempel. Her truede kineserne med, at hvis ikke der blev valgt en person, som var Beijing-venlig, så ville kineserne trække store handelsaftaler tilbage. Men ikke desto mindre præsenterer kineserne sig, som dem med de frie handelsaftaler.
Det vi så oplever, som menneskerettighedsorganisation, når vi prøver at lægge pres på USA eller EU eller nogle af de andre lande for at beskytte menneskerettighederne i Afrika er at vi bliver modarbejdet. Simpelthen fordi at de afrikanske legale myndigheder kan stille et ultimatum til Vesten om enten at nedtone retorikken om f.eks. totur i Nigerias fængsler eller helt miste samhandlen til fordel for kineserne. Derfor er der heller ingen tvivl om, at rummet og muligheden for, at kritisere menneskerettighedsovergreb i forskellige lande og af forskellige typer er under stærkt pres, fordi kineserne går så aggressivt ud og kobler menneskerettighedsdiskursen med en kolonimagtdiskurs. Og dét er dybt undergravende.”

Så det bliver lidt et nulsumsspil om enten vækst eller menneskerettigheder?
”Ja, det er i hvert fald den bekymring vi står over for. Hvis Vesten ikke er til stede i Afrika, så er kineserne det. Og så kan man frygte for interessen for menneskerettigheder. Selvom billedet aldrig er helt så sort-hvidt, så er vores argument i Amnesty, at hvis ikke man fokuserer på at få inkorporeret menneskerettighederne i de afrikanske landes reformer, så har man ikke stabile regimer. Og så får vi heller ikke fred på længere sigt, men i stedet en undertrykkelse, som selvfølgelig også kommer til at have en stor betydning for økonomi og handel osv.
Problematikken ligger dog i, at vi gentagene gange hører ved vores lobby-møder med EU, amerikanske ambassadører og myndigheder i det hele taget, at kinesernes står parat i kulisen. Så derfor kan Vesten heller ikke være helt så kritiske, som vi gerne ville, men i stedet bliver vi nødt til at køre på det stille diplomati.”

Trine Christensen peger på Nigeria som et fantastisk eksempel på, hvordan menneskerettighedsområdet bliver undermineret af stormagtsøkonomiaspektet og terroraspektet.
I Nigeria er der både masser af positiv økonomisk fremvækst , og så er der også truslen fra terror i form af Boko Haram , som er den nigerianske islamitiske millitantgruppe, der i foråret tog skylden for at have kidnappet 300 skolepiger med formålet om at sælge dem videre.
I en for nyligt lanceret rapport fra Amnesty International blev det tydeliggjort, hvor udbredt tortur er i Nigeria i dag. Trine Christensen understreger, at det stort set er umuligt at blive arresteret i det afrikanske land, uden at blive tortureret af politiet. Hun tilføjer:
”Tortur i Nigeria er så institutionaliseret, så man i nogle fængsler og politidistrikter har en torturofficer. Totur i Nigeria er blevet så ’main stream’ og acceptabelt, at de informationer, som man får ved brug af tortur, bruger man selvfølgelig ved retssagerne. Det giver naturligvis et totalt forskruet system, som kræver helt bassale reformer, for at få ændret en sådan adfærd. Men det signal som Amnesty International får fra EU og USA er, at vi ikke må lægge for meget pres på den Nigerianske regering, fordi der er bekymring for, at Kina så vil øge dets magtposition i Afrika.
Den anden del af problematikken omkring stormagtspolitik i Afrika er også illustreret fint i Nigeria. Det drejer sig nemlig om stormagtspolitik i forhold til terror. Det er antaget, at når man trækker terrorkortet, så må man næsten alt – og der har vi USA inde som en rigtig vigtig spiller. De steder, hvor vi ser islamistiske oprørskræfter, der vil USA ind og blande sig rigtig meget. Og i disse situationer har USA brug for et godt forhold til de lokale magter for at kunne foretage de militæraktioner, som USA ønsker. Igen ser vi, at det er under stormagternes interesser, at menneskerettighederne bliver bøjet. Argumentationen lyder i forhold til terrorvinklen, at ingen vil være interesseret i at have bomber i supermarkederne eller finde IS på vores egne kyster i morgen, og hvis Amnesty begynder at kritisere specifikke lande for brug af for meget totur el. lign. så har USA ikke det samarbejde, som de har brug for bekæmpelsen af terrorgrupper i lokalområderne i Afrika.
I forhold til terror, er det interessant, at vi har set Beijing blande sig lidt mindre, men trods alt mere end tidligere. Man er begyndt at sende FN-tropper bl.a. til Mali og Sydsudan. Og dette er et klart signal fra Kinas side om, at de er mere end blot en økonomisk magt, men også en militær magt. Og det er nyt. Førhen har det været mere en teknisk type tropper, som Kina har sendt af sted. Men vi må vente og se hvordan det udvikler sig. For det bliver unægtelig mere konkurrenceparametre som bliver sat i fokus– en anden slags stormagtspolitik end for 40 år siden – hvor man nu må bejle til de lokale myndigheder for at komme ind, hvor man gerne vil. Og ved det underbyder man lidt hinanden, mener jeg.”

Har finanskrisen i USA sat menneskerettighederne i Afrika yderligere under pres, fordi amerikanerne har brug for økonomisk vækst?
”Selvfølgelig kan man se en større amerikansk interesse i Afrika de seneste par år. Det så ud til, at USA nærmest havde glemt kontinentet i et årti, men nu er det tilbage under radaren.
Jeg mener dog altid, at der fra amerikanernes side har været en vis retorisk, om ikke andet, bevågenhed omkring menneskerettighederne. Men i praksis har vi desværre også set en underminering af de fine ord. Derfor er det også svært at sige om menneskerettighederne er sat yderligere under pres. Det er dog tydeligt, at problematikken er påvirket af Kinas ageren. Altså de menneskerettighedskrænkelser, som føler med kinesernes investeringer. Amnesty har bl.a. dokumenteret hvordan menneskerettighedskrænkelser af forskellig art har fundet sted i forhold til minedriften i DR Congo i over et årti. Ud fra et stærkt ønske om at skabe en form for vækst og økonomi har DR Congo overhovedet ikke stillet de kinesiske mineselskaber til ansvar, for de menneskerettighedskrænkelser de har begået, men derimod sendt politi og militær på banen, for at skabe ro når der er opstået demonstrationer blandt minemedarbejderne.
Og der er to foruroligende aspekter at holde sig for øje: Det ene er de krænkelser, som de kinesiske firmaer udøver på afrikansk jord, og det andet aspekt er tilsidesættelsen af centrale konventioner omkring etiske regler vedrørende handel, samarbejde og leverandørstyring, som amerikanske og europæiske virksomheder trods alt er underlagt.
Hvis kineserne vil indgå ukritisk i samhandel med hvem som helst – også de firmaer, der udbytter og undertrykker – så er dette endnu en måde at forværre menneskerettighedssituationen i flere lande på. I Angola og Niger, hvor olieindustrien er voksende, har Kina bragt kinesiske arbejdere til landende. Dette har bragt de lokale i en desperat arbejdssituation, og konsekvensen af dette har været mord begået på de kinesiske arbejdere. Når et område bliver udbyttet på denne måde, som vi jo har set i årtier, – altså når man tager alle ressourcerne ud af et land – helt ned til arbejdspladser – så får vi en desperat situation, og det er dybt problematisk.”

Hvad kan man gøre i et fremadrettet perspektiv for at sætte større fokus på menneskerettighederne i Afrika?
”Man kan både gøre noget indefra og udefra. Udefra så vi gerne bedre dokumentation fra FN om, hvad det er, der foregår, ud fra organisationens ’guiding priciples.’ Derudover så vi selvfølgelig gerne flere ressourcer til Afrika – også til menneskerettighedsområdet. At der var flere rapporteurs, som kunne sætte fokus på eksempelvis totur og andre vigtige emner. Og at disse repporteurs også kunne koncentrere sig mere om, hvilke menneskerettighedskrænkelser, der finder sted i forbindelse med stormagtspolitik omkring handel og terror.
I forhold til EU så har man jo en menneskerettighedspolitik og en ’allignment’ mellem de forskellige platforme, så som menneskerettighedspolitik og handel osv. Og vi har set tidligere at dette har været et virkningsfuldt samspil. Men der skal mere til. Fokus på menneskerettigheder skal i langt højere grad implementeres i handelspolitikerne og man skal tage et større fælles ansvar. Det kan godt være, at vi i processen kommer til at støde nogle lande fra os, men der må vi også gøre op, hvor stor risikoen reelt er. Selvom Marokko eksempelvis gerne vil handle med Kina og Rusland, så er EU fortsat en vigtig spiller, og det kan være svært at forestille sig, at Marokko helt skulle vende EU ryggen. Man skal også passe på, at man som region ikke lader sig kyse af kinesernes ’frie’ handelsspekter.’ EU skal mande sig op og efterleve hvad man siger, at man vil gøre. Måske vil det koste lidt på kort sigt, måske ikke, men på lang sigt er dette den eneste vej frem.
Derudover skal man også huske på, at Kina i højere grad ønsker at være en global spiller. Kineserne laver selv menneskerettighedsrapporter om andre lande, og det er bl.a. et udtryk for, at de ikke er helt ligeglade med, hvad omverden mener om dem. Og det aspekt skal vi huske på at udnytte. Jo mere man kan dokumentere og fremhæve i medierne, hvad det er for nogle overgreb, som de kinesiske virksomheder og kinesiske interessenter begår i Afrika, jo mere pres kan man også lægge på Kina – udefra og indefra. Udefra som jeg har forklaret før, og indefra ved, at man kan få de afrikanske lande til selv at sige fra overfor Kinas metoder.
Desuden kan vi i Vesten hjælpe med at lægge et pres indefra ved at blive ved med at støtte middelklassen af politikere i de afrikanske lande, medierne, og de mange menneskerettighedsforkæmpere, som arbejder i Afrika. Ved hjælp af disse metoder, kan vi forhåbentlig også få kineserne til at agere anderledes i fremtiden.”