Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Foo Fighters og lyden af Amerika

Foo Fighters nye album ‘Sonic Highways’, der netop er udkommet, markerer ikke blot bandets 20 års jubilæum. Pladen er indspillet i otte forskellige amerikanske byer, og bliver dermed samtidig historien om amerikansk musik. Fortalt af Dave Grohl og hans band

Den 5. april 1994 blev en af de dage, der for altid vil stå i Dave Grohls erindringer som en af de værste i hans liv. Hans liv var ellers på skinner som trommeslager i grungebandet Nirvana, der et par år forinden havde udsendt albummet ‘Nevermind’ og væltet verden med hittet ‘Smells Like Teen Spirit’. Men alt dette sluttede denne forårsdag for godt tyve år siden, da Grohl modtog et opkald med den nedslående besked: Kurt Cobain havde begået selvmord. Kurt Cobain var ikke bare Dave Grohls gode ven, men også forsanger og guitarist i Nirvana. Og med ham, døde Nirvana.

Grohl gik i sort. Den ellers så energiske og udadvendte trommeslager var knust. Sendt ud i et mørke af sorg, vrede og afmagt. En tilstand, han befandt sig i det kommende halve års tid, indtil han en dag tænkte, at nu måtte noget ske. Nu måtte han tilbage på hesten igen. Grohl traskede derfor hen i det lokale musik studie og lejede sig ind en uges tid. Planen var at indspille de sange, han selv havde skrevet de seneste par år mens han havde været en del af Nirvana, men som aldrig var nået længere end blokken. Hvorfor han gjorde det, vidste han ikke på det tidspunkt. Men efter en uges tid, havde han et kassettebånd med sangene. Det lød sgu godt, tænkte Grohl, der ikke havde booket studiet i eget navn med indskrevet sig under bandnavnet Foo Fighters. Ikke fordi han havde noget band med det navn, men mest fordi han godt var klar over, at nyheden om, at Nirvana-trommeslageren var gået i studiet, ville sprede sig som en steppebrand, hvis det slap ud. Og det gad han ikke.

Klar til at erobre verden
Dagene i studiet, havde dog sat gang i noget hos Grohl. Han kunne se, at han havde mod på mere musik og at han ikke var færdig med at være en del af et band. Det nye var imidlertid at han ikke selv ville tæske tønderne, men i stedet synge og spille guitar.

Grohl fik hurtigt samlet et band, og inden længe ramte Foo Fighters’ debutalbum gaden. At det i virkeligheden var det kassettebånd, Grohl selv havde indspillet på en uge, fortalte han først mange år senere i dokumentaren ‘Back And Forth’, men bandet var i luften og klar til at erobre verden.

Og erobret, ja, det må man sige at verden blev. Således er Foo Fighters i dag et af verdens største rockbands, har solgt millioner af plader og udsendt den ene hitsingle efter den anden. I 2011 udsendte gruppen albummet ‘Wasting Light’, deres syvende album, som høstede bunker af anmelderroser. Albummet var optaget hjemme i Grohls garage og var produceret af Butch Vig, som i Nirvana-dagene producerede ‘Nevermind’-pladen.

Den amerikanske musikhistorie
Spørgsmålet var, hvad Grohl og resten af bandet, der tæller Taylor Hawkins, Chris Shiftlett, Nate Mendel og Pat Smear, havde tænkt sig at gøre med det ottende album. Svaret kom lidt tidligere i år, da Dave Grohl og HBO sammen løftede sløret for, at en ny dokumentarserie ville se dagens lys fredag den 17. oktober. Dokumentaren, som Grohl ville instruere, ville være en serie, der fortalte historien om amerikansk musik. Samtidig med, at den fortalte historien om tilblivelsen af Foo Fighters nye album. Bandet ville i dokumentaren besøge otte forskellige byer, lade de lokale musikere fortælle historierne derfra og bruge oplevelserne som inspiration til nye sange. På den måde ville albummet ende med otte sange, indspillet i otte forskellige amerikanske byer, inspireret af otte forskellige dele af den amerikanske musikscene- og historie.

Foreløbig har fire af programmerne været vist. Første stop var Chicago, herefter ventede Washington D.C., før turen gik til Nashville og senest Austin, Texas. I de kommende programmer venter Los Angeles, New Orleans, Seattle og til slut New York. Desuden har traileren afsløret, at Dave Grohl også har været et smut forbi Det Hvide Hus for at tale musik med præsident Obama.

I mandags udkom albummet ‘Sonic Highways’, som Grohl har beskrevet som ‘a love letter to the history of American music’. Tracks som ‘Something From Nothing’ og ‘The Feast And The Famine’ er sikre hits, der allerede nu er spillet et par millioner gange på YouTube. Og i det hele taget må man lette på hatten for et band, der hele tiden formår at udvikle sig. Men som efter tyve år stadig lyder som dem selv. Og som med ‘Sonic Highways’ giver deres bud på, hvad der er lyden af Amerika. Og det er bestemt et godt bud.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen