Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Det er alt sammen Washingtons skyld

Midtvejsvalgkampen er i fuld gang og traditionen tro betyder det stribevis af personangreb, mudderkastning og ikke mindst en intens og vedvarende Washington-bashing

Der er meget, der er galt i USA i øjeblikket. Hvad det så præcist er, der er galt, er der delte meninger om. Demokraterne mener, at Republikanerne er problemet, fordi de obstruerer stort set al lovgivning. Og Republikanerne, ja, de mener at Demokraterne er problemet, fordi de med deres fejlslagne ledelse af USA, personificeret ved præsident Obama, har sendt USA i knæ.
Således har fronterne været trukket hårdt op de seneste år, og er det igen i disse uger på grund af midtvejsvalget tirsdag den 4. november. Men en ting er, at de stridende parter mener, at det er modparten, der tager fejl. Sådan er det jo ofte i konflikter. Men en ting, både demokrater og republikanere rundt om i de enkelte delstater til en hvis grad kan enes om, er at Washington i meget høj grad er problemet. Så derfor får den amerikanske hovedstad læst og påskrevet i øjeblikket.
For det synes at være blevet en del af grundlaget for en succesfuld delstatsvalgkamp at tæske løs på den føderale stat og give den skylden for alverdens ulykker.

Den aktuelle valgkamp er bestemt ingen undtagelse. Tværtimod, fristes man til at sige. For den store gang Washington-bashing kører for fuld udblæsning over hele USA i øjeblikket og vil kun eskalere i de kommende uger. Washington er problemet, Washington har spillet fallit, Washington skal blande sig uden om borgernes liv i de enkelte delstater og så videre.

At den lovgivende forsamling på Capitol Hill ikke har ret meget grund til at klappe sig selv på skulderen er der ingen tvivl om. Ligesom det heller ikke er for meget at sige, at præsident Obama har haft bedre perioder som præsident, end den han i øjeblikket befinder sig i. Det i sig selv gør, at man dårligt kan fortænke kandidaterne i at være fristede til at give Washington og den føderale regering en par verbale hug, når de fører valgkamp. Især i en tid, hvor kun en tiendedel af den amerikanske befolkning mener, at de folkevalgte på Capitol Hill kan være deres indsats bekendt.

Massiv mistillid
Den bekymrende tendens er, at det bliver stadig vanskeligere at forestille sig, hvordan befolkningens tillid til den føderale stat nogensinde skal blive højere, hvis Washington-bashingen fortsætter. Valgdeltagelsen er allerede lav, og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at den vil dale yderligere de kommende år.

Når man taler med amerikanerne i øjeblikket, er det vanskeligt ikke at lidt beklemt. For en ting er alle dem, der ‘bare’ er vrede på systemet og Washington i særdeleshed. Endnu mere bekymrende er det med alle dem, der har meldt sig helt ud. Og som ganske enkelt ikke gider bruge tid på politik, hverken på føderalt eller delstats niveau. Og som derfor heller ikke gider bruge tid på at stemme ved de forskellige valg.

Løsningen på problemet ligger desværre ikke lige for. For så længe det er politisk opportunt at kaste eder og forbandelser fra alle dele af landet i retning af hovedstaden, vil der være mange, der gør det. For politik handler om magt, og hvis vejen til magten er at tæske løs på det system, man dybest set ønsker at blive en del af, ja, så må det være sådan.
Man kan kun håbe, at det ændrer sig til det bedre på et tidspunkt. For det er i sagens natur ikke noget sundhedstegn for et stort demokrati som det amerikanske, at befolkningens tillid til systemet er tæt på ikke-eksisterende. Tværtimod burde det give anledning til kollektiv bekymring og refleksion. Men det er desværre ikke tilfældet i øjeblikket. Og har ikke været det i et stykke tid nu. Hvilket er en skam. For jo længere tid der går, des større bliver det genopbygningsarbejde, der skal til, hvis ikke massiv mistillid og foragt skal blive det nye normal i Amerika.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen