Obamas uddannelsesreform kan koste Demokraterne Senatet

Et centralt punkt for Obama-administrationens uddannelsespolitik er et sæt af nationale læringsstandarder kaldet Common Core. Delstaterne bestemmer selv om de vil tiltræde ordningen, og indtil videre har det været en succes. 43 stater bruger nu de nationale standarder i forskellige omfang, men alligevel kan Common Core-spørgsmålet være med til at tabe det demokratiske flertal i midtvejsvalget.

Uddannelsessystemet i USA er karakteriseret ved en høj grad af decentralisering. De lovgivende forsamlinger i de enkelte delstater og de lokale skolebestyrelser har utrolig stor magt over, hvordan de vil indrette deres uddannelsessystem, og det er et helt bevidst valg og et princip, der gør helt tilbage til nationens fødsel. At delstaterne selv kan tilrettelægge deres undervisning giver dem muligheden for at tilpasse pensum til lokale kulturelle, praktiske og politiske forhold, men det betyder også, at det er svært for ikke at sige umuligt for den føderale regering at ensrette og forbedre undervisningen på nationalt plan. Washington kan ikke påtvinge delstaterne at undervise på en speciel måde, men de kan appellere til, at staterne tiltræder nationale standarder for læring som fx Common Core-standarderne.

Common Core består af en række læringsmål, som grundskoleeleverne forventes at møde på forskellige klassetrin. Den indeholder eksempler på, hvordan man kan tilrettelægge undervisningen og hvilket abstraktionsniveau eleverne skal behandle informationen på, men den dikterer ikke hvordan målene skal nås. Det overlades til de enkelte stater og uddannelsesråd at bestemme hvordan undervisningen bedst sammensættes. Delstaterne bestemmer som nævnt selv om de vil tilskrive sig de nationale standarder og på nuværende tidspunkt har 43 delstater helt eller delvist adopteret Common Core mens 7 stater har valgt at stå udenfor.

Nationalisering af uddannelsessystemet
Obama-regeringen har stærkt promoveret Common Core, og det har skabt stor debat i uddannelsespolitiske kredse i USA. Kritikere ser Common Core som et udtryk for en øget centralisering og dermed et brud på århundredes uddannelsespolitik.

Nogle går endda videre og ser det som første skridt på vejen mod en Washington-dikteret national uddannelsespolitik, hvilket er af et de største tabuer i USA. Desuden kritiseres Common Core for at have et for ensidigt fokus på udvalgte færdigheder inden for matematik, læsning og skrivning, for at ignorere humanistiske færdigheder og for at fjerne kreativiteten i undervisningen. Kritikere er også utrygge ved at man sætter baren for lavt og efter laveste fællesnævner ved at fastlægge nationale standarder, samt at man unødigt overtester og stresser eleverne.

På den anden side kan mange se fornuften i at have nationale standarder, der dels skal give pejlemærker for, hvad eleverne skal have lært hvornår, men som også kan give politikerne mulighed for at evaluere og dermed forbedre undervisningen på nationalt plan.

De nærmere pædagogfaglige diskussioner om detaljerne er ikke nødvendigvis hvad, der kommer til at afgøre midtvejsvalget. Det er nærmere de mere grundlæggende dilemmaer om standardiserede målinger generelt – en debat som vi kender fra herhjemme – og dels et opgør med den decentraliseringskultur og forholdet mellem nationalt og lokalt niveau, som eksisterer i uddannelsespolitiske kredse generelt, men i det amerikanske system især. Men den virkelige forklaring på, hvorfor Common Core kommer til at have betydning for midtvejsvalget er, at emnet er blevet politiseret i valgkampen i flere delstater.

Common Core et afgørende emne i valgkampen
Debatten om Common Core er blevet en arena i valgkampagnerne op til midtvejsvalget i stater som South Carolina, Kansas, Idaho, Montana, New York, Arkansas og senest Louisiana. Her har den Republikanske senator og i øvrigt tidligere Common Core-tilhænger Bobby Jindal gjort modstanden mod de nationale standarder til et omdrejningspunkt for sin valgkamp, og han har endda sagsøgt USA’s uddannelsesminister Arne Duncan for at overskride sit mandat ved at lokke delstaterne til at tilskrive sig Common Core i bytte for føderale støttekroner.

Jindals standpunkt er populært, og Common Core har ikke den store opbakning i den brede befolkning. En undersøgelse fra PDK/Gallup viste for nyligt, at 60 % af befolkningen på landsplan er imod skolernes brug af de nationale standarder, men det dækker over store forskelle mellem Demokrater og Republikanere. Det er særligt republikanske vælgere, som Common Core hidser op. Blandt dem er 76 % imod brugen af de nationale standarder, mens det tilsvarende tal for demokratiske vælgere er 38 %. Samme Gallup-undersøgelse afslører desuden, at et flertal af amerikanere på landsplan mener, at de lokale skolebestyrelser er den institution, der bør definere indholdet af undervisningen. 56 % af befolkningen peger på dem som bedst egnet, 28 % mener kompetencerne hører hjemme på delstatsniveau, mens kun 15 % synes den føderale regering i Washington er den rette.

Ikke overraskende dækker dette også over store forskelle mellem demokratiske og republikanske vælgere. For republikanske vælgere er fordelingen 68 % lokale skolebestyrelser, 28 % delstaterne og kun 3 % den føderale regering. For demokratiske vælgere er det tilsvarende tal 45 % lokale, 26 % delstaterne og hele 28 % den føderale regering. Det er ikke kun brugen af Common Core de republikanske vælgere er imod. De afslører også deres klare præference for decentralt udformet uddannelsespolitik, men det er også værd at bemærke, at selv de demokratiske vælgere er skeptiske overfor de nationale standarder, og også foretrækker, at uddannelsespolitik defineres på lokalt plan. Tager man med i betragtningen at 43 stater allerede har tilskrevet sig de nationale krav, er der en god mulighed for at stjæle vælgere ved som repræsentant for delstaterne at tale for at træde ud af Common Core-ordningen.

Kombinerer man de republikanske vælgeres modvilje mod brugen af Common Core med deres stærke holdninger til hvor uddannelsespolitik bør foregå, er det let at forstå, hvorfor argumentet om at Common Core er et forsøg på at diktere uddannelsespolitik fra Washington er et populært standpunkt for republikanske kandidater i midtvejsvalget. Om kritikken af Common Core i virkeligheden er rimelig er ikke relevant. Debatten er blevet politiseret, og så længe valgkampen bliver mere og mere intens er den substantielle uddannelsespolitiske diskussion skubbet i baggrunden.

Populistisk strategi kan vinde valget for republikanerne
Modstanden mod Common Core er blevet et omdrejningspunkt for mange republikanske kandidater, men selvom demokratiske vælgere generelt er mere positive overfor de nationale standarder og har mere tiltro til den føderale regerings rolle i uddannelsespolitik end de republikanske er der fortsat et stort mindretal på 38 % af demokraterne, der er imod brugen af Common Core og næsten hver anden demokrat (45 %) mener, at indholdet af undervisningen bør bestemmes lokalt. Common Core¬-debatten har dermed et potentiale for at trække folk over midten i amerikansk politik, og derfor kan det have afgørende betydning for udfaldet af midtvejsvalget. Et populistisk motto i kampagnen mod Common Core og med en slet skjult hentydning til Obamas ligeledes højtprofileret Race to the Top-reform lyder: ”It is a race to the top, except you have to stop every fifty feet to measure progress and everyone has to go the same speed.”

Med den stigende politisering af Common Core-debatten er det slet ikke usandsynligt, at uafhængige eller måske endda demokratiske vælgere vil pege på populistisk republikansk Common Core-kritiker, hvis Common Core er et tilpas vigtigt emne for den gruppe vælgere. Den forskydning kan være nok til at tippe vægten i Republikanernes favør i midtvejsvalget i en eller flere stater. I sidste ende kan det sende flertallet i Senatet over til Republikanerne og dermed isolere Obama endnu mere end nu.