Syrerne håber på amerikansk handlekraft over for både IS og Assad

I tre et halvt år har borgerkrigen raset i Syrien og ud fra ruinerne er terrorgruppen Islamisk Stat vokset frem. Præsident Obama har nu taget initiativ til at bekæmpe IS med bombeangreb, hvilket syrerne hilser velkommen. De håber dog fortsat på, at den vestlige verden også vil vise handlekraft over for præsident Assad, fortæller Puk Damsgård i dette interview med Kongressen.com

Siden Puk Damsgårds bog ‘Hvor Solen Græder’ udkom for to uger siden, har adskillige danskere været i boghandleren for at købe DR-korrespondentens beretning fra det borgerkrigshærgede Syrien. Så mange, at bogen er strøget direkte ind som nummer et på bestsellerlisten.
Som nævnt i anmeldelsen her på Kongressen.com den anden dag, er der tale om en gribende og velskrevet fortælling om et land i ruiner. Og en befolkning, der fik nok af præsident Assad, gjorde modstand og i mere end tre et halvt år har ligget i krig. Frem af ruinerne er vokset en ny terrororganisation, nemlig Islamisk Stat, der har overtaget kontrollen med store dele af både Syrien og Irak. Og som på barbarisk vis har halshugget to amerikanske journalister, samt i britisk nødhjælpsarbejder inden for den seneste måneds tid.
Sidste sommer ventede alle, ikke mindst syrerne, at præsident Obama ville skride til handling over for præsident Assad, da han brugte kemiske våben, og dermed overtrådte, hvad Obama selv havde defineret som den røde linje. Men selv om Assad blev frataget sine kemiske våben af det internationale samfund, så er han fortsat ved magten. Og måske, måske ikke en del af bekæmpelsen af Islamisk Stat. I hvert fald er der ikke noget der tyder på, at præsident Assad uden videre vil acceptere præsident Obamas strategi om at bekæmpe Islamisk Stat fra luften. I hvert fald ikke uden, at det er aftalt med Assad først.
Puk Damsgård har gennem flere år fulgt konflikten i Syrien tæt og fortæller i dette interview med Kongressen.com om den aktuelle situation i Syrien og de fremadrettede perspektiver for et land i knæ.

Puk Damsgård, med dit kendskab til Syrien, hvordan tror du så at de vil modtage præsident Obamas nye strategi om at bekæmpe IS?
Det kommer meget an på, hvem du spørger. De moderate oprørere i Syrien har jo længe bedt om støtte, ikke bare til at bekæmpe Assad, men også Islamisk Stat. Det, der er sket over de sidste mange måneder er, at de er blevet stadig mere pressede mellem regimet på den ene side og Islamisk Stat på den anden. Det har været regimets strategi næsten fra første dag, for på den måde at presse de moderate stemmer og de moderate oprørere. Så hilser selvfølgelig initiativet velkommen. Men dem jeg taler med er samtidig også lidt uforstående over for, hvordan det kan være, at det ikke er før Islamisk Stat vinder så alvorligt frem i Irak, at der bliver gjort noget. Og at der pludselig bliver lovet våben til kurderne og den slags. I forhold til styret i Syrien er det meget komplekst. Det er meget svært for mange vestlige lande at se Assad som en allieret, fordi de spørger sig selv: Hvordan kan vi gå fra at ville have ham for krigsforbryderdomstolen til pludselig at have et samarbejde om bekæmpelsen af Islamisk Stat? Nogen vil argumentere for, at han er en del af problemet, fordi han selv har været med til at fremelske dem, hvor andre jo siger, at han er en del af løsningen. Det er meget politisk komplekst. Og Assad ser ikke ud til at være villig til at vestlige lande går ind og bomber, uden de har en aftale med ham. Den syriske udenrigsminister var meget hurtigt ude og sige, at de skam var parat til et samarbejde om at bekæmpe Islamisk Stat. Det var jo terrorister, de havde bekæmpet i flere år, sagde han. Men der er ingen tvivl om, at præcis på samme måde som at Islamisk Stat er blevet et problem i Irak, er det i høj grad også blevet det og har været det længe i Syrien.

Tit i forbindelse med bombeangreb, er der en risiko for, at lokalbefolkningens vrede vender sig mod dem, der kaster bomberne, fordi der ofte er civile, der mister livet. Er den risiko også til stede i Syrien eller hvordan vil du vurdere det?
Jeg tror, der afhænger af, hvordan det kommer til at se ud. Ofte er Islamisk Stat jo i områder, hvor der er meget befolket. Og samtidig i områder, hvor folk er meget krigstrætte. Eksempelvis i byen Raqqa i Syrien, hvor de har deres hovedkvarter i Syrien, bor der jo mange tusinde mennesker. Og hvad skal der ske med dem? Hvordan kan man bekæmpe Islamisk Stat og bombe den by, uden også at ramme civile? Der tror jeg, at det amerikansk flyvevåben vil være meget opmærksomme på at præcisionsbombe i en hel anden grad end vi eksempelvis har set Assad gøre det, når han har bombet. Så man må jo gøre et forsøg på at mindske antallet af civile tab. Men der er ingen tvivl om, at det er det, der er udfordringen i forholdet til hvordan man får bekæmpet Islamisk Stat. Og spørgsmålet er, om man kan nøjes med at bekæmpe Islamisk Stat kun fra luften. For hvis man ser på, hvor de befinder sig, så er det jo i områder, hvor staten er nedsmeltet. Det er sket i både dele af Irak og dele af Syrien. I Syrien er der jo ren undtagelsestilstand i mange af de områder, hvor de er. De er vokset frem i det kaos, krigen har skabt. Derfor skal der jo politiske løsninger og fred til, for at sikre, at der ikke er plads til sådanne grupperinger.

De syrere du kender og taler med, kan de godt forstå at Obama handler nu, når han ikke skred til rigtig handling over for Assad, da han gjorde brug af kemiske våben i sin tid?
Nej, det kan de ikke forstå. De forstår det ud fra en kontekst der hedder, at når det bare er vores liv, der er på spil, så er der ingen interesse. Men når det handler om vestens egen sikkerhed, så sker der noget andet og det er nogle andre mekanismer, der går i gang. Og mange af dem, som jeg har fulgt i bogen, er netop ikke islamister. Og det er jo sådan, syrerne er flest. Derfor har de ikke noget imod, at Islamisk Stat bliver bekæmpet, også i Syrien. Men det gør ikke deres forargelse over, at deres leder kan få lov til at giftgasse sin egen befolkning mindre. Det de sagde den gang var: ’Vi bliver bekæmpet med alle mulige andre våben hver eneste dag. Det er godt, at sennepsgas, saringas og nervegas bliver fjernet. Men hvad med alle de andre våben?’

Er der noget som helst der taler for, at situationen ændrer sig til det bedre i Syrien i de næste mange år?
Jeg vælger at tro på, at hvor der er mennesker, er der håb. Syrerne har tidligere levet sammen på tværs af etniske skel. Og det handler ikke om en religionskrig, selv om mange tror det. Det handler om magt. Og at en lille magtelite har styret flertallet af befolkningen. Men på et tidspunkt skal der jo findes en politisk løsning. Men lige nu kan det være svært at se lyset for enden af tunnelen. For der skal reformer til og det vil tage mange år. Så selvfølgelig er der lang vej, men ligesom mange andre konflikter får det jo en ende på et tidspunkt. Og det tror jeg også, at det gør i Syrien. Det er jo gået i hårknude lige nu. Oppositionen kan ikke leve med en løsning, der inkluderer Assad. Og Assad sidder godt i sædet lige nu, så han har ikke nogen grund til at forhandle en politisk løsning igennem. Og han forsøger netop nu at positionere sig selv som det eneste alternativ til islamisterne. Så det er svært. Men det er gennem en politisk løsning og reformer, at der skal komme en løsning i Syrien. Men det kommer til at tage lang tid. Og er desværre ikke lige om hjørnet.