Piketty og uligheden i det 21. århundrede

Da den franske økonom Thomas Piketty udgav sit værk ”Capital in the Twenty-First Century” blev han pludselig en usædvanlig populær mand. En økonomibog på 577 sider er ikke et oplagt bud på en bestseller, men det er præcis hvad den blev. Men den er samtidig et meget vigtigt bidrag til debatten om hvordan økonomisk ulighed påvirker nationale og globale økonomier.

I ”Capital in the Twenty-First Century” er omdrejningspunktet kapitals rolle i økonomisk ulighed siden 1800-tallet. Netop emnet økonomisk ulighed er en del af nutidens økonomiske zeitgeist, specielt i USA, hvor fremtrædende økonomer som Joseph Stiglitz og Paul Krugman fordømmer den høje økonomiske ulighed og fløjpolitikere som den demokratiske senator Elizabeth Warren kræver et opgør med den øverste økonomiske tinde af USAs økonomi til gavn for den almindelige amerikaner. Men hvad siger hans værk om hvordan kapital har udviklet sig i Europa og USA og hvorfor er det relevant for os nu?

Den centrale ulighed: r > g
Piketty fokuserer primært på den rolle som kapital har haft i Europæisk og Nord-Amerikansk historie og hvordan den rolle har udviklet og udvidet sig. Ved kapital mener Piketty besiddelser som udlejes eller investeres i. Kapital har primært været land, men har udviklet sig til at inkludere beboelse, samt industrielle og finansielle aktiver. En af Pikettys centrale pointer er at renteafkast på kapitalinvesteringer (r) der er større end den økonomiske vækst (g) vil resultere i øget ulighed og repræsenterer en stigende økonomisk og demokratisk ustabilitet. Dette udtrykker han ved uligheden ”r > g”. Da renteafkast på kapitalinvesteringer ifølge Piketty typisk ligger på cirka 5% af den samlede investering skal den almindelige økonomiske vækst altså ligge på samme niveau for ikke at skabe ulighed. Men da økonomisk vækst oftest ligger under 5%, betyder forskellen at renteafkast på kapitalinvesteringer resulterer i en større udvikling af rigdom end hvad den økonomiske vækst producerer.

Når denne tendens forløber over længere tid resulterer det altså i at de personer der har rigdom nok til at besidde eller foretage væsentlige kapitalinvesteringer vil se højere afkast end hvad den almindelige økonomi producerer og derved kontinuerligt lægge afstand til alle andre. Piketty fremhæver denne ulighed ved at gøre opmærksom på tallene for rigdom i Frankrig, Storbritannien og Sverige, samt andre lande, i årene 1900-1910. I disse år ejede de rigeste 10% af befolkningen 90% af al landets kapitalrigdom, hvoraf den øverste 1% ejede hele 50%. Dette betyder altså at 90% af befolkningen ejede 10% af landets kapitalrigdom, en utrolig økonomisk ulighed. Men hvordan har dette forandret sig i det 20. århundrede?

Krig og kapital
Den historiske udvikling i det 20. århundrede hvor der i Europa og USA opstod en middelklasse hvis overgang fra lejere til ejere af egen beboelse var ikke et resultat af en naturlig økonomisk udvikling, men snarere et resultat af konsekvenserne for kapital, ifølge Piketty. I ”Capital” fremhæves Første Verdenskrig, finanskrakket i 1929 og Anden Verdenskrig som episoder der påførte store kapitaltab og stor mistro til de rigeste personer på tværs af Atlanterhavet.

Udover ødelæggelse af kapital i form af ødelagte bygninger og industri, primært i Europa, var den kritiske indstilling fokuseret på både rigmænd og investorer. I USA opstod denne indstilling efter krakket i 1929 og i Europa efter anden verdenskrig til de personer der havde tjent penge på samarbejde med nazi-Tyskland under anden verdenskrig.

I USA havde mistilliden til de rigeste amerikanere betydet at der i 1941 under Roosevelt var meget høje beskatninger på indtægt: 79% på indtægter over $1 million; 80% på indtægter over $2 millioner; og 81% på indtægter over $5 millioner. I 1944 kunne beskatning af indtægt endda nå helt op på 94% når forskellige beskatninger blev sammenlagt. I Europa efter anden verdenskrig hvor meget kapital var blevet udryddet og hvor mange velhavende familier var blevet dræbt eller dømt for samarbejde med nazisterne betød alt dette et betydeligt fald i økonomisk ulighed.

En skrøbelig middelklasse
Efterkrigstidens økonomiske udvikling med høj produktivitetsforøgelse og resulterende høj vækst, kombineret med høj beskatning af de højeste indtægter, resulterede i hvad Piketty beskriver som en ”besiddende middelklasse”. Selvom denne middelklasse, som primært er betegnet som boligejere, udgør en vigtig udvikling af ulighed, fremhæver Piketty at denne udvikling er skrøbelig og ikke grundlæggende en omvæltning af ulighed i hverken Europa eller USA.

I USA i dag ejer de rigeste 10% omtrent 70% af nationens kapitalrigdom, hvorimod middelklassen, der ifølge Piketty udgør 40% af befolkningen ejer omkring 25%. Den resterende befolkning, nemlig 50% af befolkningen i USA ejer altså kun cirka 5% af nationens kapitalrigdom. I Europa er tallene meget ens. Ifølge Piketty ejer de rigeste 10% omtrent 60% af kapitalrigdommen, middelklassen omkring 35% og de fattigste 50% af befolkningen kun cirka 5%.

Middelklassen har spillet en vigtig historisk rolle i det 20. århundredes bevægelse mod en mindre ulig kapitalfordeling, men har ikke været væsentligt og afgørende nok til at udligne den økonomiske ulighed baseret på kapital. Pikettys store bekymring for kapital i det 21. århundrede er at kapital siden 70’erne og 80’erne igen har fået større rolle i økonomien og at uden indgreb kan kapitaluligheder betyde øget økonomisk ulighed med potentielt destabiliserende konsekvenser for vestlige demokratier og økonomier.

”Et utopisk ideal”
Pikettys forslag til at imødekomme den stigende indflydelse af kapital og dermed økonomisk ulighed i USA og Europa er at der fastsættes en årlig global beskatning af kapital. Dette mener Piketty vil være ”den mest passende respons til uligheden r > g”. Specifikt foreslår han at der indføres en beskatning af kapital på 0.1-0.5% på kapitalformuer under 1 million euro; 1% på kapitalformuer mellem 1 og 5 millioner euro; 2% mellem 5 og 10 millioner euro; og 5-10% på kapitalformuer med værdi af hundredevis eller milliardvis af euro.

Dette forslag til beskatning af kapitalværdi mener Piketty selv er et utopisk ideal, da det vil være uhyre besværligt at nå frem til både enighed om nødvendigheden af sådan en beskatning samt rent praktisk at gennemføre både registrering og afkrævning i et internationalt forum. Til trods for at forslaget ikke er det mest praktiske i forhold til dets chancer for succes, mener Piketty at enhver form for kapitalbeskatning eller andre politiske tiltag skal måles ud fra dette ideal.

Kapital i det 21. århundrede
Hvad betyder alt dette for den økonomiske fremtid? Piketty mener at der i det 21. århundrede vil forekomme et tilbageskridt i forhold til økonomisk ulighed, hvor hvad der blev opnået i efterkrigsårene langsomt bliver undermineret af akkumulerende kapitalrigdomme med konsekvenser for økonomisk stabilitet. Dette tilbageskridt vil ifølge Piketty ske fordi sammenstødet mellem kapitalismen og kommunismen ”steriliserede snarere end stimulerede research om kapital og ulighed af historikere, økonomer og selv filosoffer.” Med ”Capital” har Piketty leveret et omfattende bidrag til debatten om økonomisk ulighed, som han selv håber resulterer i en diskussion af bogen men også økonomisk ulighed.

Piketty er altså ingenlunde interesseret i et opgør med kapitalismen, men hans bekymringer for det nuværende århundredes økonomiske udvikling beror på foregående århundreders udviklinger. Manglende opmærksomhed på kapitalforøgelse i det 21. århundrede kan meget vel gå hen og resultere i en skrøbeligere middelklasse i Europa og USA. Kombineret med en lunken recession og svag økonomisk vækst kan dette have betydelige konsekvenser for hvordan dette århundredes økonomier påvirker dets borgeres velstand. Derfor er både ”Capital in the Twenty-First Century” og debatten om økonomisk ulighed betydningsfulde for helt almindelige mennesker, også selvom de ikke er økonomer.