USA skal ikke sådan rigtigt i krig i Irak

I sidste uge holdt Obama sin ventede tale om vejen frem mod Islamisk Stat. Der var bare en lille detalje som flere har gået op i siden. Er USA i krig – igen, eller hvad? For Obama kaldte det ikke en krig, men en anti-terror operation. Det er der en rigtig god grund til.

Obamas tale natten til torsdag dansk tid, var Obamas store mulighed for at fortælle det amerikanske folk, og resten af verden, hvad vejen frem er i kampen mod Islamisk Stat. Samtidig var det præsidentens mulighed for at komme væk fra hans uheldige kommentar ugen før, om at USA ikke havde nogen strategi mod Islamisk Stat.

Obamas strategi har fire søjler:
– Militær bekæmpelse af Islamisk Stat
– Støtte til landstyrker som bekæmper Islamisk Stat, det være sig det irakiske militær, kurdiske militser og syriske oprørere
– Generel anti-terror indsats: Standse pengestrømmen til Islamisk Stat, standse våbenleverancer og standse folk fra at tage til området og kæmpe med organisationen
– Fortsætte den humanitære indsats for at tage sig af de tusinder af mennesker som er flygtet fra kampene
De fire søjler til sammen kunne godt se ud som om, USA var på vej tilbage i krig i Irak. Men sådan er det ikke. Obama-administrationen har gjort meget ud af at forklare: USA skal ikke i krig igen i Irak. Ikke sådan rigtigt i hvert fald.

Militære operationer er ikke det samme som krig
Amerikanske kampfly bomber mål i Irak, samtidig er amerikanske landstyrker i landet for at rådgive irakiske og kurdiske styrker i deres kamp mod Islamisk Stat. Derfor kunne man fristes til at tro at USA endnu en gang er i krig i Irak. Men nej. Ikke sådan rigtigt i hvert fald hvis man spørger Obama-administrationen.
I sin tale kaldte Obama den militære operation for en anti-terror operation, og ikke en krig. Efterfølgende har udenrigsminister John Kerry været ude og understrege, at USA ikke skal i krig. Det var der dog mange som ikke kunne forstå fordi de lavede ovenstående regnestykke: bombninger og kampe på jorden må betyde krig.
Hurtigt måtte Obama-administrationen ud og lave en redningsaktion. Pentagons talsmand kom derfor ud og sagde, at USA skulle i krig:” in the same way we’re at war and continue to be at war with al-Qaida and its affiliates.”

Hvorfor er dette så interessant? Ved ikke at betegne operationen i Irak som en krig i traditionel forstand, men en krig i stil med den man fører mod al Qaeda, behøver Obama nemlig ikke søge tilladelse fra Kongressen til at sende amerikanske styrker afsted. Han kan forlade sig på den lov, som Kongressen gennemførte efter terrorangrebene 11. september 2001 som giver præsidenten et bredt mandat til at udføre militære operationer mod terrororganisationer, som måtte udgøre en trussel mod USA eller som har udført angreb mod USA.

En lov indført af Kongressen i 1973 giver præsidenten tilladelse til at sende amerikanske styrker til deltagelse i kampoperationer i 60 dage. Inden for disse 60 dage skal Kongressen godkende indsatsen, ellers har præsidenten 30 dage til at trække soldaterne hjem. Men fordi det ”kun” tolkes som en anti-terror operation kommer Obama-administrationen uden om denne problemstilling, og behøver ikke Kongressens støtte. Som Obama meget tydeligt sagde det i sin tale: ”I have the authority to address the threat from ISIL (anden betegnelse for Islamisk Stat, red.).

Hvad autoritet har Obama så?
Hvis Obama ikke mener indsatsen i Irak hører under loven fra 1973, hvad juridisk ret har Obama så til at bruge militær magt i Irak.
Det juridiske grundlag skal findes i den lov som Kongressen gennemførte den 14. september 2001. Loven giver præsidenten ret til at bruge ”all necessary and appropriate force against those nations, organizations, or persons he determines planned, authorized, committed, or aided the terrorist attacks on September 11, 2001, or harbored such organizations or persons, in order to prevent any future acts of international terrorism against the United States by such nations, organizations or persons.” Men hvad en lov, som skulle forfølge bagmændene bag 11. september, at gøre med den nuværende situation? Svaret skal findes i slutningen af sætningen. Præsidenten har lov til at angribe terrororganisationer hvor end de findes, ”for at forhindre fremtidige terrorhandlinger mod USA. ” Det er præcist Obamas argument. Islamisk Stat præsenterer en fremtidig trussel mod USA, og præsidenten har derfor lov til at angribe dem uden at spørge Kongressen. Ligeledes har administrationen sørget for at understrege sammenhængen mellem al Qaeda og Islamisk Stat. Islamisk Stat er en udbrydergruppe fra al Qaeda, men de to kædes stadig sammen af Obama-administrationen, for bedre at kunne ramme Islamisk Stat inden for lovens rammer.
Det er præcist samme lov, som Obama har brugt som juridisk fundament for sin dronekrig mod al Qaeda på den arabisk halvø, i Pakistan og i Somalia. En praksis som han forsvarede i en tale i maj sidste år ved National Defense University.

Ved samme tale lovede præsidenten dog at han ville arbejde sammen med Kongressen for at få ændret loven, og i sidste ende afskaffet den, da han mente dens beføjelser var for brede og ikke behøvede være det. Hvad er der sket i denne proces? Ikke noget. Loven eksisterer endnu, og Obama og hans jurister bruger til stadighed loven som juridisk grundlag for anti-terror operationer rundt om i verden. Derfor er det så vigtigt, at Obama kaldte indsatsen i Irak for en anti-terror operation, dermed sidder han nemlig alene med den juridiske ret til at anvende amerikansk militær magt.

Talen var altså ikke en krigstale
Talen natten til torsdag var altså ikke en tale, som skulle fortælle det amerikanske folk, at man endnu en gang er i krig. Det var en forklaring af strategien, og en udlægning af indsatsen, som skulle understrege at præsidenten skulle have kontrollen.
Talen er af flere analytikere blevet omtalt som havende Bush-æra tendenser. Nogle analytikere har også talt om talen som en genoplivning af Bush-doktrinen og i det hele taget blev Bush nævnt flere gange i kølvandet på talen.

At tale om at talen er en genoplivning af Bush-doktrinen og generelt kæde retorikken sammen med Bush, er dog ikke helt fair over for Obama.
Retorikken var klassisk for en amerikansk præsident, som søger at samle det amerikanske folk bag sig, i en tid hvor man føler sig under angreb. Efter drabene på journalisterne James Foley og Steven Sotloff så føler mange amerikanere sig under angreb. Derfor er det naturligt, at Obama går ud, og taler om amerikansk exceptionalisme, behovet for amerikansk lederskab og udbredelsen af amerikanske værdier som garanter for sikkerhed. Det er sådan, en præsident taler til sit hjemlige publikum i sådanne tider. Sammenkædningen opstår nok fordi Obama hidtil har haft en mere afdæmpet retorik, og den nye hårde retorik opstår i forbindelse med en indsættelse af tropper i Irak, til en reel fortsættelse af Bushs krig.

I forhold til genoplivningen af Bush-doktrinen, så skal vi nok holde igen med fødselsdagskagen. Bush-doktrinen baserede sig på præventiv krig, og det klareste eksempel var invasionen af Irak. At Obama siger, at indsatsen mod Islamisk Stat skal sikre USA mod fremtidige terrorangreb, er ikke det samme som en præventiv krig i henhold til Bush-doktrinen.

Præsident Obama er blevet tvunget til handling i Irak. Omstændigheder har trukket USA tilbage til en region, og en krig som man troede, at man var kommet videre fra. Der er intet frivilligt over denne indsats. Bush-administrationens krig i Irak var et valg – man var ikke tvunget til at invadere. Her ligger den mest fundamentale årsag til, at Obamas tale ikke er en genoplivning af Bush-doktrinen. Spørgsmålet om indsatsen er præventiv eller rekationær.
USA var ikke under angreb fra Irak, da man valgte at invadere. Dermed var invasionen klart præventiv og faldt under Bush-doktrinen.

Islamisk Stat har i længere tid været en trussel mod amerikanske interesser og personel, og denne trussel blev den endelige grund til at Obama valgte at indlede bombninger tilbage i august. Drabene på Foley og Sotloff understreger blot for Obama og den amerikanske befolkning hvorledes amerikanere og deres interesser er truet og under angreb af Islamisk Stat. Derfor er Obama nødt til at handle.
Talen var altså ikke en genoplivning af Bush-doktrinen om præventiv krig. Det var en tale, som annoncerede en amerikansk reaktion på overgreb på amerikanere og amerikanske interesser foretaget af Islamisk Stat.

Obama er altså stadig en præsident uden sin egen doktrin, og han fortsætter reelt den tendens, som hans udenrigspolitik har fulgt i lang tid. Man reagerer på kriser, som måtte opstå og forsøger at undgå amerikansk engagement, lige indtil det punkt hvor det ikke kan lade sig gøre længere. Islamisk Stat repræsenterer det punkt, og derfor var Obama ude og kalde til handling.