Energi som centralt element i fremtidens transatlantiske forhold

Krisen mellem Rusland og Ukraine har sat forholdet mellem EU og Rusland på prøve. USA står klar i kulissen til at overtage det lukrative europæiske gasmarked. Samtidig er NATO klar i spyttet; Europa, gør dig fri af det usunde forhold med Rusland, og lad os styrke det transatlantiske forhold endnu mere.

Når du tænder for gassen på dit komfur, så tænker du formentlig ikke automatisk på USA, EU, NATO, Rusland. Og nok slet ikke på transatlantisk samarbejde. Men forholdet mellem disse parter har faktisk indflydelse på vores dagligdag. Og at en transatlantisk organisation som NATO kan have en finger med i spillet, når der indgås energialliancer og samarbejde, vil for mange lyde en smule urealistisk. For er NATO primært ikke en organisation, der varetager medlemslandenes sikkerhedspolitiske interesser?

NATO’s faderlige råd
Jo, det er såmænd rigtigt nok. NATO er primært en transatlantisk sikkerhedspolitisk organisation. Men NATO’s medlemslande har stor fokus på energisikkerhed. Og energisikkerhed bliver samtidig en større og større del af sikkerhedspolitik. Oliebrønde, raffinaderier og rørledninger er mulige terrormål, mens NATO ledet operationer rundt om i verden naturligvis kræver en solid og pålidelig energitilførsel. NATO arbejder derfor for at sikre energisikkerhed for sine medlemmer – og for deres tropper i aktion. NATO og begrebet energisikkerhed er således tæt forbundne.

NATO’s interesse for energisikkerhed må dog siges at have nået nye højder efter krisen mellem Ruslands og Ukraine. For de fleste af NATO’s medlemslande er yderst afhængige af energiimport. Energien importeres oftest fra lande, som ikke er en del af alliancen. Måske sker importen endda ofte ligefrem fra lande, som NATO ikke er bedste venner med. Eksempelvis fra Rusland. Derfor udstak Anders Fogh Rasmussen tidligere i år et velovervejet og fornuftigt råd. Ganske som om han ville fortælle sine børn, hvordan de bedst muligt lever sundt, godt og længe. NATO’s Generalsekretær proklamerede, at energidifferentiering skal være en transatlantisk prioritet, og at Europas afhængighed af russisk gas skal reduceres. Europa skal hurtigst muligt gøre sig fri af den russiske gas, som mest af alt minder om en afhængighed.

Det transatlantiske gasforhold spirer
USA og EU er dog opmærksomme på problemet, og det faderlige råd fra NATO er ikke nyt for EU. EU kan godt selv se, at de har et problem. Et problem som man aktivt søger at bryde ud af. Og helst med USA i sponsorrollen.
I april måned mødtes ’EU-US Energy Council’ for femte gang. Her mødtes John Kerry med EU topfolk; blandt andre Catherine Ashton og Günther Oettinger. Ligesom begyndelser på mange forhold, var dette femte møde ikke blot for at se hinanden an. Ruslands annektering af Krim havde kølnet begge parters forhold til Rusland, og på mødet blev USA og EU enige om, at begge har en fælles interesse i at værne om energisikkerhed. Efter flere foregående møder, kender USA og EU efterhånden hinanden rigtig godt på energiområdet, og der er ingen tvivl om, at der er en gensidig flirt. Når man kommer til femte møde, så er det fordi, at begge parter ser hinanden som en potentiel vigtig partner på energiområdet nu – og i endnu højere grad i fremtiden.

På mødet blev det slået fast med syv-tommer søm, at både USA og EU gerne ser et endnu tættere transatlantisk forhold på energiområdet. Og deres småspirende kærlighed blev ligeledes gjort klart med gensidige klap på skulderen over EU’s afsøgning efter andre energikilder end russiske og USA’s intentioner om at sende flydende amerikansk naturgas over Atlanten. Vel at mærke når USA kan.

At USA og EU bejler til hinanden i en sådan grad, som er tilfældet på energiområdet, gør den transatlantiske NATO-familie glad. Rusland er ikke godt for Europa, synes Anders Fogh Rasmussens udtalelse at sige. Europa skal finde sig en ny energipartner hurtigst muligt. Der skal søges nye veje, når der skal importeres energi. Hvis Europa kan bryde med Rusland og komme ud af gasafhængigheden fra Rusland, vil NATO gerne agere ’Kirsten-giftekniv’ mellem USA og Europa.
For godt nok er der lidt lange udsigter, ja flere år, til, at europæiske lande kan importere flydende naturgas fra USA, men ikke desto mindre er der hyppig dialog på området. Dette bør tolkes som en særdeles stor og gensidig interesse fra både USA og EU. Og når USA’s naturgasleverancer begynder at flyde i en lind strøm til Europa, skal NATO nok sørge for at det kommer sikkert frem. Dermed kommer NATO til at spille en direkte rolle, når den amerikanske naturgas bliver en del af den europæiske hverdag.

USA, EU og Rusland – et trekantsdrama under opsejling
Men hvad så ind til da? EU og Rusland er på trods af økonomiske sanktioner og dertilhørende uenigheder stadig tætte handelspartnere på energiområdet. Og det spirende transatlantiske gasforhold er stadig i opstartsfasen. USA og EU er ganske vist åbenlyst er begyndt at gå hånd i hånd, men EU og Rusland kan stadig ikke lade hinanden være. Det minder på sin vis om et klassisk had-kærligheds forhold. De kan ganske enkelt ikke undvære hinanden. Men kan efterhånden heller ikke fordrage hinanden.

Det netop afholdte møde mellem EU’s Günther Oettinger og Ruslands Energiminister, Novak, vidner om dette. På dette møde blev EU og Rusland blev enige om, at der skal laves en resolution, som blandt andet sikrer en midlertidig fast pris for russisk gas, og at Rusland leverer gas til Europa i det omfang, der er behov for. Oettinger sagde godt nok, at man tager afstand for russiske tropper i Ukraine, men sagde samtidig, at det ikke reflekterer den russiske velvilje på gasområdet.
På et tidspunkt vil EU dog følge det faderlige råd fra Anders Fogh Rasmussen og cutte forbindelsen til Rusland. Men alle der har været i et usundt forhold ved, at det ikke altid er så lige til. Man skal måske have en anden, som sætter sig på knæ, lover troskab og tilbyder noget, som er meget bedre, end det man er vant til. Og selvom trolovelsen mellem USA og EU allerede er mere eller mindre offentlig, så står ægteskabet ikke skrevet ind i kirkebøgerne endnu. EU er nødsaget til at fortsætte det stormfulde, men stadig meningsfulde forhold til Rusland i nogle år endnu, før det for alvor kan lade sig gøre at annoncere den transatlantiske energikærlighed. Ikke før om nogen år vil EU formå at kigge til den anden side af Atlanten, score noget amerikansk naturgas og indlede et sundt og fornuftigt transatlantisk gasforhold.