Hillary og de 800 dage

Virakken om Hillary Clintons mulige præsidentkandidatur i 2016, synes nærmest selvforstærkende i øjeblikket. Men med lidt mere end 800 dage til valget, vil det være klogt at slå koldt vand i blodet og ikke hoppe med på vognen om at det hele allerede er afgjort og at Hillary bliver præsident, hvis bare hun stiller op.

Af Anders Agner Pedersen og Mirco Reimer

Det er sjældent kedeligt at se The Daily Show. Ofte har Jon Stewart en formidabel evne til at sætte ord på det, alle andre tænker. Den anden aften var bestemt ingen undtagelse. I studiet var tidligere udenrigsminister Hillary Clinton, der som en del af sin bogturne havde lagt vejen forbi tv-studiet. Hendes 600 sider lange erindringsskrivelse om hendes fire år som udenrigsminister er, ikke uden grund, blevet sablet ned i anmeldelserne både herhjemme og i USA, og derfor var Stewarts pointe også lige på kornet, da han sagde til fru Clinton: ’Jeg tror jeg taler på alles vegne når jeg siger, at vi er ligeglade med alt det her. Vi vil bare vide om du stiller op som præsident i 2016’.

Fru Clinton grinede højt og forsøgte herefter at glide af på spørgsmålene om fremtidsplanerne. Selv om Stewart gjorde hvad han kunne, blandt andet ved at spørge til, hvorvidt Hillary ville foretrække, at hendes fremtidige kontor var et hjemmekontor eller ude i byen, og om et sådan kontor måtte have hjørner eller ej. Fru Clinton gik med på legen, dog uden at røbe det helt store. For når hun meddeler at hun går efter at afløse præsident Obama som commander-in-chief, vil det i sagens natur ikke blive offentliggjort i The Daily Show midt i industriferien 2014. Det vil med stor sandsynlighed ske i den første halvdel af 2015, når røgen efter novembers midtvejsvalg har lagt sig. Og så er der ellers lagt i kakkelovnen til et politisk slagsmål, der næppe bliver kønt.

Selv om man ind i mellem kunne få det indtryk, at 2016-valget allerede er afgjort, og at Hillarys sejr er tæt på uundgåelig, hvis ellers hun stiller op, er virkeligheden en anden. Af flere grunde.

800 dage til valget
For det første skal man være yderst varsom med at udråbe en vinder mere end 800 dage før et valg. Der kan nå at ske meget inden den første tirsdag i november 2016. Optakten til 2008-valget illustrerer dette på fornemste vis. I juni 2006 – også mere end 800 dage før præsidentvalget – figurerede Barack Obama ikke engang i meningsmålinger over amerikanernes ti foretrukne præsidentkandidater i det demokratiske parti. Hillary Clinton var, ligesom i dag, udpeget til at være paritets frontløber, og hendes hårdeste konkurrenter var på dette tidspunkt spået til at blive den tidligere vicepræsident Al Gore, den tidligere senator John Edwards, og partiets tidligere præsidentkandidat og landets nuværende udenrigsminister John Kerry. Da de demokratiske primærvalg for alvor gik i gang i januar 2008, havde hverken Kerry eller Gore valgt at stille op, Edwards trak sit kandidatur tilbage mindre end en måned ind i ræset og Hillary endte som bekendt med at tabe til Barack Obama.

2008 valget stod samtidig i finanskrisens lys, som de fleste husker. Men i juni 2006 var der ingen, der havde forudset, at præsidentvalget skulle stå i lyset af den økonomiske krise: Arbejdsløsheden lå på 4.7 procent. Da Obama vandt præsidentvalget i november 2008, var tallet allerede steget til 6.7 procent. Pointen er, at der kan ske meget – som ligger fuldstændig uden for Hillary Clintons indflydelse – der kan ændre dynamikken og udgangspunktet for det 2016-valget.

Historien taler imod Hillary-sejr
For det andet, så hører det til sjældenhederne, at amerikanerne, efter to perioder med den samme præsident, vælger en ny præsident fra det samme parti som afløser. Det er faktisk kun sket én enkel gang i nyere tid, nemlig da Ronald Reagan i sin tid blev afløst af sin vicepræsident George H. W. Bush i januar 1989. I alle andre tilfælde, har amerikanerne ønsket en forandring. Hvorfor dette ikke skulle være tilfældet i en tid, hvor Obama er lige så upopulær som hans forgænger George W. Bush; et stort flertal af amerikanerne er modstandere af Obamas mest markante projekt, sundhedsreformen; den amerikanske økonomi langtfra buldrer derudaf; og to tredjedele af amerikanerne mener, at landets udvikling bevæger sig i den forkerte retning, mangler Hillarys fortalere fortsat at give et kompetent svar på.

Demokraterne er langt fra en samlet enhed
For det tredje, så er Demokraterne langt fra nogen samlet enhed. Ganske vist er det på nuværende tidspunkt vanskeligt at forestille sig, at der er nogen kandidat, der vil kunne true Hillary internt denne gang, men det er langt fra det samme som, at hun vinder sit partis nominering uden kamp. Venstrefløjen i partiet har med sit budskab om økonomisk populisme for alvor fået vind i sejlene og har med senator Elizabeth Warren fået en frontfigur, der er både karismatisk og populær. Warren vil næppe udfordre Hillary som kandidat, men det er sandsynligt, at Hillary må komme venstrefløjen i partiet mere i møde end hun vil bryde sig om. Nøjagtig på samme måde som den republikanske kandidat er nødt til at komme Tea Party bevægelsen i møde. Hvordan Hillary – der i mere end to årtier har været en del af partiets etablissement, har tætte forbindelser til Wall Street og tjener millioner af dollars på at holde taler over hele kloden – vil gøre det er fortsat uvist.

Fortællingen om Hillary
Det store spørgsmål angående et eventuelt Hillary Clinton kandidatur er fortsat, hvad fortællingen om præsidenten Hillary Clinton skulle være. De slæbende salgstal af fru Clintons erindringer illustrerer dette problem yderligere. Hillarys store fordel – at hun er velkendt og har et enormt netværk – kan samtidig vise sig at blive hendes største problem. Holdningen til Hillary er fasttømret i forvejen. Så fasttømret, at de fleste amerikanere mener, at de i forvejen kender fru Clinton godt nok. Det store spørgsmål er derfor hvordan vil Hillary skabe sin egen politiske platform. Hvad ville der være nyt over Hillary i 2016, som man ikke kunne få i 2008 – og valgte fra?

Umiddelbart må det vurderes, at Hillarys chancer for at blive præsident var større i 2008 – da man med stor sikkerhed kunne formode, at Demokraterne ville vinde præsidentvalget efter otte år med George W. Bush – end i 2016. Clinton er blevet otte år ældre, hun skal forsvare Obamas eftermæle og samtidig lægge afstand for at fremstå som et frisk pust, imens hun skal manøvre sig igennem et polariseret minefelt, hvor højre- og venstrefløjen i USA kører en benhård anti-establishment kurs. Ikke nemt for Hillary Clinton, som om nogen er symbolet på USA’s politiske establishment.

Obama-udfordringen
Naturligvis er det vigtigt at huske på, at der er mange ting, der taler for, at Hillary kunne gå hele vejen. Hun er populær som aldrig før; hun bliver i store dele af sit parti anset som det bedste bud på at løfte arven for Demokraterne, hvilket ikke var tilfældet i 2008; demografien ændrer sig på en måde, som formodentlig er til Demokraternes fordel; og det er usikkert, om Republikanerne kan forsones om en kandidat og en samlet kurs.

Set i det lys, er det derfor langt fra usandsynligt, at Amerikas næste præsident hedder Hillary Rodham Clinton, men afgjort på forhånd, det er det langt fra. Derfor et det afgørende, at proportionerne er med, når vi ser frem mod 2016. 800 dage er lang tid i politik. 800 dage før præsidentvalget i 2008, var der stort set ingen, der havde hørt om Barack Obama. I dag er ironien, at Hillarys skrivelse i de seneste uger har fået bagslag af en bog – Ed Klein’s “Blood Feud: The Clintons v. the Obamas” – som netop stiller skarpt på et af Hillarys store udfordringer frem til at 2016-valget. For svaret på hvad der skal gå galt, for at Hillary ikke vinder valget i 2016, kan sagtens tænkes at være det samme svar, som det var tilfældet tilbage i 2008. Svaret både den gang og i dag på spørgsmålet om, hvad der kan være med til at forhindre, at Hillary Clinton bliver amerikansk præsident er – Barack Obama. Men det er helt anden historie.