Obama er ligeglad med, om Thorning får job i EU

Spekulationerne, om hvorvidt Helle Thorning-Schmidt er på vej til en toppost i EU, fortsætter med at cirkulere i disse uger, hvor den danske presse så småt er ved at gå i selvsving. I USA kunne man til gengæld ikke være mere ligeglad med statsministerens skæbne.

Sidste uges store begivenhed i den danske presse var, at den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt skulle spise frokost med Europas Mutti, den tyske forbundskansler Angela Merkel, i Berlin. ”Skal Thorning til jobsamtale i morgen? ”, spurgte dagbladet Information dagen inden frokostmødet i Bundeskanzleramt.

Også i europæiske medier har rygterne om Thornings mulige jobskifte været på tale. Den danske presse var henrykt. Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Lisbeth Knudsen, pointerede i sin blog, at ”hvis det kun var de danske medier, der skrev om hendes (Thornings) chancer, så ville det nok være udtryk for lidt national navlepilleri og selvovervurdering, men når efterhånden mange iagttagere og udenlandske medier har den danske statsminister med i kabalelægningen, så giver det mening at kaste sig ud i spekulationerne. ”
Godt så. Men lad os lige slå en ting fast: Når Lisbeth Knudsen taler om udlandet, så taler hun om europæiske medier og iagttagere. Ovre på den anden side af Atlanten er verdens fortsat mægtigste mand, Barack Obama, nemlig fuldstændig ligeglad med, om Helle Thorning-Schmidt får job i EU.

`Selfie-Helle`
Groft sagt, så er den danske statsminister et forholdsvis ubeskrevet blad og uvæsentlig fra en amerikansk synsvinkel. En hurtig søgning på de store amerikanske avisers hjemmesider viser, at nyheder, som nævner statsministerens navn, er særdeles sjældne. Selv når statsministeren har været på besøg i Det Hvide Hus, hvilket hun senest var i februar 2012, bliver det ignoreret af de amerikanske medier.

Den eneste gang, den danske statsminister for alvor er kommet i de amerikanske mediers søgelys, var til Nelson Mandelas begravelse i Sydafrika i december 2013, da den famøse `selfie` med den britiske premierminister David Cameron og præsident Obama opstod. `Selfien`, som blev foreviget af en pressefotograf, gik verden rundt og dermed fik den danske statsminister sine fem minutters berømmelse i den amerikanske presse.

`Selfie-gate` var Helle Thorning-Schmidts ”claim to fame” i de amerikanske medier – men der var næppe tale om en fordelagtig markedsføring for den danske statsminister. Selv de store og etablerede medier som New York Times og Washington Posts dækning af billedet var ikke meget mere end sladderhistorier, som udelukkende fokuserede på førstedame Michelle Obamas misfornøjede ansigtsudtryk og ignorerende enhver form for politisk eller faglig substans, der kunne have været tilstede under Mandelas begravelse. Den danske statsminister blev således i amerikanske medier reduceret til sit udseende og involveret i et en uvæsentlig diskussion om Obama parrets ægteskab, som nok snarere hørte hjem i et sladderblad end i en seriøs avis.

`Selfie-gate` viste samtidig også i al sin tydelighed, hvor ukendt den danske statsminister havde været uden for Europas grænser op til denne episode. Det var således med en vis henrykkelse, at undertegnende læste de mange artikler, der blev skrevet efter Mandelas begravelse, hvor den danske statsminister blev omtalt som en ”unknown staffer”, altså en ukendt embedskvinde. Ingen tvivl om, at der var tale om en brøler fra de udenlandske mediers side – men det illustrerede også på mondæneste vis, hvor begrænset en dansk statsministers internationale profil nu engang er.
Så meget til Helle Thorning-Schmidt. Men hvad med den almindelige amerikaners viden om EU og amerikaneres syn på institutionen?

EU – hvad er det?
Det kommer næppe som den store overraskelse, at man i USA er ligeglad med, hvem der får topposterne i EU. Nogen vil måske kategorisere det som et eksempel på amerikansk uvidenhed og arrogance over for alting, som sker uden for landets grænser. Det er der noget om.

En meningsmåling foretaget af Gallup i 2004, viste således, at 40 procent af de adspurgte amerikanere ”slet ikke” vidste noget om EU, mens 37 procent svarede, at de vidste “meget lidt”. Kort sagt, så tilkendegav 77 procent, at de stort set ingenting vidste om EU. Lyder det voldsomt? Så lad os lige tage nogle andre overvejelser med ind.

77 procent er et voldsomt tal, men man skal også gøre sig bevidst, at det egentlige antal af amerikanerne, som er uvidende om EU, reelt set nok er meget større. Nogle af de adspurgte vil, forståelig nok, ikke indrømme deres egen uvidenhed, og så er der den del, som svarede, at de vidste ”en del”, men nok i realiteten heller ikke var særlig godt orienteret om EU, hvis man spurgte ind til deres viden. Så selvom 77 procent er et voldsomt tal, så er det nok et konservativt bud, som Gallup kunne fremføre, grundet de generelle usikkerheder, der ligger bag den slags meningsmålinger.
Men det er næppe hele forklaringen. Forklaringen skal også findes i den Europæiske Unions indviklede politiske facon, som selv mange europæere har svært ved at forstå.

EU`s strategiske underskud
Den Europæiske Union befinder sig fortsat i en position, hvor organisationen er en økonomisk gigant, en politisk dværg og en militær orm, som den tidligere belgiske udenrigsminister Mark Eyskens engang formulerede det. Fra amerikansk side, især blandt den politiske elite, er der stadig en udpræget frustration over EU, som først og fremmest ses som et bureaukratisk monster frem for en velsmurt politisk maskine.

Financial Times skribent Gideon Rachman skar for nogle måneder siden EU`s grundlæggende problem ud i pap, da han i forbindelse med Ukraine-krisen bemærkede følgende: ”Hvorfor er man i EU så komfortabel med teknokrati, men ikke med strategisk tænkning? Fordi hele Den Europæiske Unions arbejdsgang bygger på at holde sig væk fra farlige politiske lidenskaber; i stedet fokuserer man på økonomi og bureaukrati. Som de joker i Bruxelles, `Vi plejede at skyde på hinanden, nu argumenterer vi om fiskerikvoter. ` Teknokrati har altid været i centrum for det europæiske projekt. Ambitionen om at udvikle en udenrigspolitisk og forsvarspolitisk identitet er ny – og fortsat under opsejling. ”
Det kan vist ikke siges meget bedre. EU`s grundlæggende problem er forsat det enorme magtvakuum og strategiske underskud, som institutionen døjer med. Og lige så længe som dette et tilfældet, ja lige så længe vil EU være en uvæsentlig spiller for den amerikanske supermagt. Det vil Helle Thorning-Schmidt heller ikke kunne lave om på. Indpakningen vil være ny, men indholdet vil være det samme.

Skønheden og udyret
EU`s historie minder derfor i dag i høj grad om Disneys eventyr ”skønheden og udyret”. Først når de europæiske statsledere giver det bureaukratiske udyr EU lov til at vågne og udøve den indflydelse, som organet har potentiale til, så vil udyret EU kunne forvandle sig til en international storspiller.
I Disneys eventyr var den unge prins blevet forhekset til et udyr, hvis eneste håb om udfrielse af forbandelsen var en pige, der elskede ham trods hans frygtindgydende udseende. Vil Helle Thorning-Schmidt i en eventuel position som EU-præsident kunne være skønheden, der forvandlede det bureaukratiske udyr til en ung prins? Næppe.

Forvent, at telefonen forsat ringer i Berlin, London, og Paris, når de store udenrigspolitiske problemstillinger skal drøftes – og ikke i Bruxelles. I Europas store hovedstæder sidder lederne med et mandat, der giver dem berettigelse til at agere. Det er fortsat ikke tilfældet i EU. Derfor kan EU i dag bedst beskrives med en sætning, som mange sikkert har hørt en stemme sige, når de tastede forkert: ”Nummeret du har ringet til, er ikke i brug”. Derfor vil amerikanerne fortsat være fuldstændig ligeglad med, hvem der får et topjob i EU – uafhængigt af, om der er en dansker i spil eller ej.