‘Democracy is so overrated’

Ventetiden er slut for de mange ‘House Of Cards’-fans. I dag udkommer 2. sæson af den succesfulde serie nemlig på DVD i Danmark, hvilket betyder et gensyn med Frank Underwood, Claire, Zoe og Stamper, der de seneste par år har tryllebundet verden

Tiden stod stille, da Frank Underwood placerede sin venstre hånd på Bibelen, hævede sin højre hånd og gjorde klar til at blive taget i ed som amerikansk vicepræsident. Planen med at køre den hidtidige vicepræsident, Matthews, ud på et sidespor og arbejde sig endnu længere ind i magtens centrum, var lykkedes og Underwood var på vej til at blive den næstmest magtfulde mand i Amerika. Midt i det højtidelige øjeblik kastede Underwood et blik ned i kameraet og kom så med den nu ironiske one-liner:
“One heartbeat away from the presidency and not a single vote cast in my name. Democracy is so overrated.”

Ved afslutningen af 1. sæson af ‘House Of Cards’ forlod vi Frank Underwood og hans kone Claire, netop som de var på vej ud på en midnatsløbetur for at fejre, at den plan, de sammen havde arbejdet på at gøre til virkelighed, nu så ud til at lykkes. Og at USA’s nye vicepræsident om få dage ville hedde Francis J. Underwood.
Og det er på selvsamme løbetur, at vi møder parret igen, da 2. sæson begynder. En sæson, der, uden at røbe for meget, må siges at være mindst lige så gribende, dramatisk, kynisk og voldsom som 1. sæson var det. Hvis ikke mere. Kevin Spacey er stadig den iskolde Machiavelli-type, Frank Underwood, mens hans mindst lige så kølige hustru, stadig spilles lige så fremragende af Robin Wright.

Underwood og virkeligheden
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg, som de fleste andre, der følger amerikansk politik, er stor tilhænger af ‘House Of Cards’. Modsat den legendariske ‘The West Wing’, der i langt højere grad hyldede patriotismen og hele ‘I serve with the pleasure of the president’-tankegangen, viser ‘House Of Cards’ politik som det, det også er, nemlig et benhårdt, kynisk spil om magten. Et spil, der er både brutalt, uskønt og omkostningsfuldt.
Når Frank Underwood i fuld alvor stiller sig op og siger, at han mener, at demokrati er overvurderet, skal man ikke være et øjeblik i tvivl om, at han mener det. Og at han dybest set er ligeglad med begreber som moral og etik, hvis bare han får lov til at bestemme.

Lige siden seriens begyndelse, har spørgsmålet om, hvorvidt Frank Underwood findes i virkeligheden, været stillet et utal af gange. Inklusiv til Kevin Spacey, der på et tidspunkt udtalte i et interview med David Letterman, at det eneste, der nok næppe var realistisk i seriens første sæson var, at Underwood var i stand til at få vedtaget en uddannelsesreform så hurtigt som det var tilfældet. Resten af indholdet flugtede fint med virkeligheden, fortalte Spacey, med henvisning til de tilbagemeldinger, han havde fået fra flere fremtrædende politikere på The Hill.

I 2. sæson følger vi Underwood i hans kamp for mere magt og indflydelse end han i forvejen har tilkæmpet sig. Nøjagtig som vi følger folkene omkring ham, forsøge at følge trop for at gøre hans ord til lov. Ikke mindst Doug Stamper, Underwoods stabschef, har sit at se til. Stamper spillede allerede en central rolle i 1. sæson, men kommmer endnu mere i fokus i 2. sæson, hvilket kun er med til at tilføre endnu flere interessante aspekter til et i forvejen hårdt pumpet drama.

Hunt or be hunted
Flere af Underwoods kyniske citater fra 1. sæson er for længst både berømte og berygtede. Nøjagtig som flere af one-linerne fra 2. sæson utvivlsomt også vil blive det. For selv om ‘democracy is so overrated’, der allerede nu har bidt sig fast som en nyklassisk udgave af Machiavelli, så har Underwood også andre skarpe bemærkninger i ærmet. Som for eksempel, skildringen af det politiske liv med ordene:
‘Hunt or be hunted’

Eller da han, nok engang, krydser klinger med rigmanden Raymond Tusk:
‘You may have all the money, Raymond, but I have all the men with guns.’

Desuden er han også i denne sæson god for en noget alternativ kærlighedserklæring til Claire. Nok engang leveret efter fruen har vist, at hun er nøjagtig lige så meget magtmenneske som han selv er:
‘I don’t know whether to be proud or terrified. Perhaps both.’

Endelig må jeg tilstå, at jeg trak på smilebåndet, da følgende dialog mellem præsident Walker og Underwood fandt sted:
Underwood: ‘Presidents who obsess over history obsess over their place in it, instead of forging it.’
Walker: ‘Who said that?’
Underwood: ‘I did, just now.’

Optagelserne til 3. sæson blev for en stund udskudt grundet økonomiske uoverensstemmelser, men er nu i gang, således at der er nyt fra Underwood i midten af 2015. Indtil da kan seriens mange fans snuppe et gensyn med 2. sæson. Og nok engang lade sig henrykke, forarge og tryllebinde af Frank Underwood i hans nådesløse jagt på magt.