Irak er flammernes pokal

Et år efter Obamas Berlin tale står det transatlantiske partnerskab foran konkrete sikkerhedsudfordringer i Ukraine og Irak. Obamas Berlin-tale har vist sig at være et selvopfyldende profeti. Men tør USA og Europa brænde fingrene på flammernes pokal engang til?

For præcis et år siden holdt præsident Obama sin store tale foran Brandenburger Tor i Berlin. Undertegnende skrev dengang, at ”præsidentens tale var solid, men ustruktureret. En vag ideologisk tale om frihed og stabilitet, hvor han samtidig krævede, at Tyskland skal overtage mere globalt ansvar og løfte flere byrder.” Obama advarede i sin Berlin-tale også imod ”en selvtilfredshed blandt vores vestlige demokratier”, og den deri resulterende fristelse at vende blikket indad. Den kritik faldt for døve øre, og de fleste husker næppe talen i dag. Det skyldes ikke nødvendigvis, at det var en dårlig tale, men snarere at man havde hørt det samme budskab mange gange før fra amerikanske præsidenter.

Ser man tilbage på talen i dag, står den dog i et helt andet lys. Obama pointe, at frihed og stabilitet har sin pris, har vist sig at være et selvopfyldende profeti. I dag står USA og Europa overfor to problematikker, som man ikke kan negligere på samme vis, som man gjorde med konflikten i Syrien. Konflikten i Syrien er faktisk blevet en del af et større geopolitisk puslespil, som strækker sig fra Washington til Berlin – med en lille omvej via Bruxelles – inden den tager den sprængfarlige motorvej fra Kiev til Baghdad.

Irak og ansvaret
Konflikten i Syrien har efterhånden stået på i mere end tre år. En løsning er fortsat ikke i sigte. Men grundet udviklingen i Irak i den seneste tid, står Syrien nu for alvor frem som et led i en større sikkerhedspolitisk udfordring. For jo længere den radikale gruppering ”Den Islamiske Stat i Irak og Levanten” (ISIL) trænger frem i Irak med sit ønske om et kalifat som strækker sig fra Syrien til Kuwait, jo større bliver frygten for en ”spill-over” – effekt i regionen og terroristangreb i Europa. Spørgsmålet er, hvilke aktører der kunne træde i karakter for at forhindre en yderlige destabilisering af situationen i Irak?

Der er fire oplagte svar på dette spørgsmål. Det første er USA. Som min kollega Philip Christian Ulrich skrev for nylig, bestemmes udfaldet i nogen grad af, ”hvordan USA forholder sig til situationen. ” Her er det svært at komme udenom, at USA har et medansvar for situationen, som den udfolder sig i Irak lige for tiden. Landet er tydeligvis meget langt fra at være “sovereign, stable and self-reliant”, som Obama postulerede i december 2011, da de sidste amerikanske styrker forlod landet. Obama-administrationen har undervurderet situationen; Irak er ikke så stabil, som man troede – eller håbede – og USA står grundet sin invasion af landet i 2003 tilbage med et ansvar og en interesse i et stabilt Irak.

Det andet oplagte svar er den irakiske regering med premierminister Maliki i spidsen (som ind til videre ikke ligefrem har vist sig fra sin mest kompetente og inkluderende side). Udviklingen i Irak er i betydelig grad selvforskyldt fra Maliki-regeringens side; blandt andet fordi den ikke ville underskrive en sikkerhedsaftale med USA, hvilket betød, at USA trak alle sine soldater ud af landet i december 2011. Maliki-regeringen har selvfølgelig også en interesse i at træde i karakter overfor ISIL og stabilisere situationen i landet, som ellers i sidste ende kan true med at underminere Maliki.

Det tredje svar er regionale spillere i regionen som Iran og Saudi Arabien. De to lande forfølger dog forskellige interesser i konflikten – i Irak såvel som i Syrien – som i deres optik er en stedfortræderkrig mellem Sunni og Shia muslimer, uden hensyntagen til den destabilisering, det medfører over for Irak. Så langt, så godt.
Men hov, skrev jeg ikke fire oplagte svar tidligere? Det gjorde jeg vist. Hvad med de europæiske lande, som støttede den amerikanske invasion af Irak tilbage i 2003?

Hvad med europæerne?
I europæiske og amerikanske medier bliver der i disse dage primært fokuseret på Maliki-regeringens uduelighed, og hvilke muligheder USA har for at stabilisere situationen i Irak – for eksempel ved at indgå en situationsbetinget alliance med præstestyret i Iran. Det er to relevante pointer, fordi de fokuserer på de to afgørende komponenter i denne komplekse ligning – hvis man lige ser bort fra ISIL. Men det er samtidig også påfaldende, at diskussioner om USA’s muligheder og ansvar for situationen i Irak næsten komplet ignorerer det faktum, at Irak ikke udelukkende var et amerikansk foretagende. Selvfølgelig var Bush administrationen den primære og afgørende drivfaktor bag invasionen, hvilket dermed efterlader hans efterfølger Obama med det største politiske ansvar i dag – hvis man ser bort fra den irakiske regering. Men USA var ikke alene om invasionen i 2003. Lande som Storbritannien og Polen sendte tropper, mens næsten tyve andre europæiske lande – deriblandt lande som Italien, Spanien, Holland, og Danmark – også tilsluttede sig denne såkaldte ”coalition of the willing”. Så fanger bordet og har Europa en rolle at spille i konfliktløsningen?

Det kommer selvfølgelig an på øjnene der ser. Den daværende amerikanske udenrigsminister og tidligere general Colin Powell sagde til præsident Bush i tiden op til invasionen, at så snart USA valgte at gå ind i Irak, så kom man til at stå med et kolossalt ansvar, også efter man havde befriet befolkningen fra Saddams regime. Som Powell formulerede det: ”You break it, you own it.”

Det er svært at se, hvorfor det samme mantra ikke skulle gælde for alle andre lande, som valgte at støtte op om invasionen. Europæerne står selvsagt ikke med det primære ansvar for situationen i Irak, som den er i dag. Men de har medvirket til problematikken og står dermed også med et medansvar for at finde en løsning – ikke mindst af sikkerhedspolitiske interesser. For der er næppe interesse for at få store flygtningestrømme til Europa, ligesom man ikke vil tilstå ekstremisterne at få fodfæste og destabilisere regionen yderligere. Så uanset hvordan man vender det, så er det svært at finde søforklaringer for hvordan konflikten i Irak ikke er af betydning for Europa og dermed den transatlantiske alliance som helhed. Er Europas mest magtfulde spiller, Tyskland, interesseret i sådan en udvikling?

Voldemort er ikke død (endnu)
Langt de fleste læsere husker nok, at Tyskland ikke støttede op om invasionen i Irak i 2003 – både af indenrigspolitiske årsager og fordi man ikke troede på de ”beviser”, som Bush-administrationen diskede op med. Tyskland er derfor måske ikke på samme måde en naturlig del af mulige løsninger i Irak-konflikten. Men det står også klart, at hvis Europa skal engagere sig i konflikten, så bliver det næppe endnu en ”coalition of the willing”. Så bliver det via EU – og så bliver Tyskland både en del af løsningen og problemet.
Tyske politikere er – eller vælger måske også at være – fortsat fanget af landets fordærvelige historie i det tyvende århundrede. Historien kan nærmest være paralyserende, når Tyskland skal træde i karakter på den udenrigspolitiske scene – for eksempel da man selv undlod at stemme for den militære operation i Libyen i 2011, hvilket fik den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen til at spørge ”har Tyskland meldt sig ud af verden? ”.

Så langt er vi (ikke) nået endnu. Men landede omkring Tyskland – særligt amerikanerne – er efterhånden særdeles misfornøjede over at Tyskland refleksartigt henviser til fortiden for at begrunde nutidens passivitet. Langt de fleste tyske politikere lider fortsat under Voldemort-syndromet, idet de sjældent tør at bruge ordene magt og ansvar, når de taler om Tysklands internationale rolle. Selvom man har kunne iagttage en vis forandring i tysk politik i det seneste halve år, hvor fremtrædende tyske ministre og den tyske forbundspræsident Joachim Gauck har opfordret landet til at påtage sig et større ansvar, så fylder diskussionen om Tysklands rolle i verden fortsat meget lidt i forbundsrepublikken. Landet har i den grad et strategisk underskud, som selv vil få DSB til at fremstå eksemplarisk.

Men selv om problemet så småt nævnes ved navn, så skal man næppe forvente, at Voldemort-syndromet i de kommende år bliver besejret af en ung idealistisk Harry Potter-politiker, som tør at bryde op med de gamle tankemønstre i tysk udenrigspolitik. Tyskland vil fortsat agere som global stoppeklods, om end i en mere afdæmpet facon.

Obamas selvopfyldende profeti
Gæt en taler: ”Vi kan rette slag mod terrornetværk, men hvis vi ignorerer ustabilitet og intolerance, der brødføder ekstremisme, så vil vores egen frihed i sidste ende blive bragt i fare… Jeg siger alt dette her, i hjertet af Europa, fordi vores fælles fortid viser, at ingen af disse udfordringer kan tackles, hvis vi ikke ser os selv som en del af noget større end vores egne erfaringer. Vores alliance er grundlaget for global sikkerhed. ”
Endnu et selvopfyldende profeti. For et år siden talte Barack Obama i Berlin. I dag står Irak i flammer, men interessen for at slukke branden er mildest talt begrænset.

Udviklingen i Irak kan stadigvæk gå mange veje, men det bliver interessant at se, om vi kommer til at se Europa som en aktiv partner, der arbejder på løsningen af problemet eller bare en spiller, som sidder på tribunen og kommenterer udviklingen. Det bliver bestemt ikke nemt. Enhver, som ser VM i fodbold i disse dage, ved, at det er nemmere at kommentere spillets gang fra de gode pladser på tribunen end selv at skulle træde i karakter på banen.

Skal man være lidt mere optimistisk på USA`s og Europas kan man dog konstatere, at selv selveste Harry Potter skulle bruge lang tid, før han trådte i karakter. Det var således først i seriens fjerde bog ”flammernes pokal”, at det for alvor gik op for Harry, hvad der var nødvendigt at kæmpe for. Resten er historie.
Men fiktion er selvsagt ikke lig med historie. Historien om Iraks udvikling i det nye årtusind er ikke fiktion, men et studie i dårlige beslutninger og katastrofal ledelse fra alle involverede parter. Det er nok denne artikels ironi, at mens Harry Potter ikke kastede sit navn i flammernes pokal og endte med at blive udtaget alligevel, så valgte man fra transatlantisk side at engagere sig i Irak, men prøver nu at fralægge sig ansvaret. I dag er hverken europæere eller amerikanere interesseret i at brænde fingrene endnu engang i Mellemøstens sprængfarlige krudttønde. Og derfor står Irak i dag tilbage som flammernes pokal.