Irak brænder – vil USA slukke branden?

I disse uger er en ny fase i historien om Irak efter Saddam Hussein begyndt. Iraks næststørste by er faldet til oprørere fra gruppen ”Den Islamiske Stat i Irak og Levanten” (ISIL), og der har været kampe i forstæder til hovedstaden Bagdad. Men skal USA gribe ind og hjælpe den irakiske regering? Svaret er umiddelbart nej – hvis man spørger Obama i hvert fald.

I 1949 tog kommunisterne under formand Mao magten i Kina. Det var et kæmpe slag for amerikanerne, man havde ”tabt” Kina. Eller rettere, ”man” havde ikke tabt Kina – det havde præsident Truman. Det var en meget betydningsfuld begivenhed for amerikansk udenrigspolitik, og det gjorde at man var meget opsatte på ikke igen at tabe et land til kommunismen.
I disse dage er der mange kommentatorer og analytikere som har travlt med at tale om at Obama, eller Bush, har ”tabt” Irak. Det er måske lige tidligt nok at tale om at Irak er ”tabt”. Ja det ser skidt ud, den irakiske hær har ikke vist sig fra sin bedste side, men der er stadig en chance. Hvordan udfaldet bliver, kan afhænge meget af hvordan USA forholder sig til situationen.

Obama: Ingen landstyrker til Irak
I en tale før weekenden om situationen i Irak sagde Obama, at man ikke havde planer om at sende landstyrker til Irak. Dette var meget klart – USA skal ikke endnu en gang bringes ind i en borgerkrig i Irak.
Obama understregede dog også at man fra amerikansk side stod fuldstændig bag den irakiske regering. Og så alligevel ikke ubetinget. Man vil fra amerikansk side gerne have en mere inkluderende regering, der også tager hensyn til det sunni-muslimske mindretal i landet, noget som premierminister Maliki mildest talt ikke har været kendt for.

Men indtil videre var der altså ikke nogle konkrete forslag til hvordan USA vil agere i forhold til at afhjælpe situationen i Irak. I løbet af weekenden har planen været at Obama skulle have forelagt forskellige muligheder for handling fra sit nationale sikkerhedsteam, og på det grundlag tage en beslutning. Hvad muligheder kan så komme på bordet i ”the Situation Room”?

Noget som flere medier har gjort meget ud af har været at amerikanerne har rykket hangarskibsgruppen USS George H. W. Bush tættere på Irak. Ifølge Pentagon skal dette være med til at give præsidenten flere muligheder i forhold til at reagere på situationen. Lad os lige igen slå koldt vand i blodet – det er standard procedure i amerikansk udenrigspolitik. Hvis der er en situation som er ved at brænde på i et område med mange amerikanske interesser, så sender man mindst et hangarskib til regionen. Det er sådan noget man kan gøre som verdens eneste supermagt. Og det er en af de muligheder som Obama kan blive præsenteret for.

Mulige løsninger for amerikansk engagement
Et af de helt store problemer for det irakiske forsvar har været mangel på luftstøtte. Her kommer det amerikanske hangarskib ind. Det betyder nemlig at en mulighed for Obama kunne være at beordre fly fra USS George H. W. Bush til at bombe ISIL-mål i det nordlige og vestlige Irak. Dette er dog en meget lidt sandsynlig løsning i den umiddelbare situation. Det vil nemlig risikere amerikansk personel og materiel, og man skal også definere hvornår nok er nok. Skal man bare blive ved med at bombe til der ikke er flere oprørere? Så kan man komme til at bombe i lang tid.

Af andre luftstøtte-relaterede muligheder er en mulighed som på sin vis kunne ligge lige til højre benet for Obama-administrationen. Droner. Amerikanske droner kunne give værdifulde efterretninger om fjendens bevægelser, samt udføre luftangreb mod mål på jorden. Denne mulighed vil ikke udsætte amerikanske soldater for fare, men blot personel. Eftersom droner har været et foretrukket værktøj for administrationens krig mod terror, så er det ikke usandsynligt at droner kan være på vej til Irak. Man så noget lignende i Libyen, Mali og senest i den Centralafrikanske Republik.

En klassisk amerikansk mulighed er også at man affyrer missiler fra amerikanske skibe stationeret i den Persiske Golf, og rammer ISIL-mål. Det er en mulighed som ikke risikerer amerikanske liv, men som også åbner Obama for kritik af at han ikke gjorde andet end at bombe nogle telte i ørkenen. Ganske som Clinton blev det med Operation Infinite Reach i 1998 hvor man bombede al Qaeda relaterede mål i Afghanistan og Sudan – uden større resultater.
En anden mulighed er at man indsætter større landstyrker til at hjælpe den irakiske hær med at befri de områder som ISIL på nuværende tidspunkt kontrollerer. Denne løsning vil kræve et stort engagement af landstyrker, og man vil have svært ved at sætte en tidshorisont for hvor længe man skal blive.

Det er derfor også den mest usandsynlige af de muligheder Obama kan få præsenteret af forsvarschefen general Martin Dempsey.
Sidst er der muligheden for at sende rådgivere til landet, for at hjælpe med at koordinere og motivere de irakiske styrker som det seneste stykke tid har haft en tendens til at smide våbnene og løbe den modsatte vej af hvor de har fået besked på. Denne mulighed er også en reel mulighed idet den repræsenterer et begrænset amerikansk engagement som har nok vægt til, at man fra administrationens side kan sige man har gjort noget, men ikke så stort at man risikerer for meget.
Risikoen ved enhver amerikansk intervention er også at vreden vender sig mod USA, således at, i stedet for at afhjælpe situationen kan man komme til at stå med flere utilfredse irakere som er vrede på USA, snarere end deres regering.

Hvorfor anklages Obama for ”tabet” af Irak
Obama er under hårde angreb i disse dage, og anklages for at have tabt Irak på gulvet. Især den republikanske senator John McCain har ledt an i disse angreb. Han har ligefrem krævet at hele Obamas nationale sikkerhedsteam burde fyres, inklusiv forsvarschef general Dempsey fordi deres beslutninger har ført til så dårlige resultater i Irak. I stedet for at gribe fat i den åbenlyse ironi ved at en republikaner taler om at folk skulle fyres for fejltagelser i Irak, den vil jeg overlade til læseren, så lad os i stedet kigge på hvad Obama har gjort i forhold til Irak.
I valgkampen i 2008 var et af Obamas helt store løfter at han ville få USA ud af Irak. Da han så kom ind i det Hvide Hus viste det sig dog at være sværere end som så (ligesom mange andre ting som Obama har fundet ud af er sværere når du sidder i det Ovale Værelse).

Forløbet blev at USA sluttede sin deltagelse i kampoperationer i august 2010 hvor præsident Obama erklærede at Operation Iraqi Freedom var slut. Den havde da kørt siden invasionen i 2003. USA var dog stadig talstærkt til stede i Irak.50.000 amerikanske soldater blev i landet for at rådgive, uddanne og støtte den irakiske hær således at den selv kunne klare sikkerhedsopgaver i fremtiden.

Men i 2011 kunne man ikke blive enige om en sikkerhedsaftale som skulle sætte rammerne for en fortsat amerikansk tilstedeværelse i landet fra begyndelsen af 2012. Da den irakiske regering ikke skrev under på aftalen måtte USA trække sig ud. Således sluttede USA’s militære tilstedeværelse i Irak fuldstændigt (undtagen nogle soldater på ambassaden i Bagdad) i december 2011.

Det er denne tilbagetrækning som McCain mener, er årsag til den dårlige situation i Irak i dag.
McCain mener at USA har en forpligtigelse til at engagere sig igen for at rette op på situationen, og at man bør få de tidligere generaler David Petraeus og Jack Keane som var to af hovedmændene bag den stabilisering i Irak som man så i Irak fra 2007-08.

Overordnet kritik af Obamas håndtering af Mellemøsten
Obama bliver også udsat for sit overordnede håndtering af Mellemøsten, idet situationen i Irak ikke er sket i et vakuum.
ISIL’s krigere har fået erfaring og rekrutteret mandskab gennem borgerkrigen i Syrien. De kæmper mod Assad-regimet, samtidig med at de prøver at bekæmpe de moderate oprørsgrupper for i sidste ende at få etableret et nyt kalifat styret gennem en ekstrem fortolkning af Islam.

Gennem det seneste lange stykke tid har ISIL fået placeret sig som en af de dominerende oprørsgrupper i Syrien. Denne dominerende stilling har ført til at man har kunnet sprede sig til Irak, og udvide kampen for et nyt kalifat. Dermed har ISIL kunnet deployere 10.000 kampvante krigere til deres indsats i Irak, en styrke som indtil videre har været i stand til flere steder at overvælde de irakiske regeringstyrker.

Kritikken af Obama går på at han ved sin meget tilbageholdende politik overfor Syrien, har ladet den løbe løbsk, og at det er såkaldte ”spill-over effekter” som vi nu ser i Irak. Altså følgevirkninger af borgerkrigen i Syrien som spreder sig til andre omkringliggende lande. Argumentet er derfor at en mere håndfast amerikansk håndtering af Syrien kunne have forhindret
Irak i at bryde i brand igen.

Det er dog også meget usandsynligt at man kunne have stoppet en form for væbnet konflikt fra at bryde ud i Irak selv hvis man havde slået hårdt ned i Syrien. De etniske spændinger som vi ser bryde ud i lys lue i øjeblikket i Syrien, har også været i brand i Irak før. Det fik amerikanerne stabiliseret i hvert fald længe nok til at man kunne trække sig ud inden det eksploderede igen. Den måde den irakiske regering har udelukket sunni-muslimer fra regeringen har bestemt ikke bidraget til etnisk fordragelighed. Det ville derfor nok være et spørgsmål om tid – men Syrien har selvfølgelig ikke hjulpet.

Kort sagt, så står Obama med et hav af dårlige muligheder til løsning af en højeksplosiv situation i et af verdens mest højspændte regioner. Om man er enig med hans håndtering af situationen i Mellemøsten eller ej, det er igen op til læseren. Men som nævnt er der ikke nogle gode muligheder, men en ting virker til at være sikkert – USA vil ikke igen engagere større landstyrker til at stabilisere Irak. Det har man prøvet, og det har man bestemt ikke lyst til igen.