Ind i mellem er det tilfældigheder, der kan være med til at forme nogle af de største begivenheder i verdenshistorien. Historien om tilblivelsen af ‘All The President’s Men’ er ingen undtagelse
Richard Nixon var stadig præsident og Watergate-skandalen var fortsat i gang med at blive optrevlet, da de to unge journalister, Bob Woodward og Carl Bernstein, fik ideen til at skrive en bog om skandalen. En skandale, de to staff writers var blevet sat til at dække, eftersom det til at begynde med ‘blot’ lignede et indbrud i Watergate-bygningen. Men som det siden hen skulle vise sig, var de to unge reportere på sporet af, hvad der skulle blive den største historie i deres karriere og den største skandale i amerikansk politisk historie.
Rygterne om, at Woodward og Bernstein puslede med ideen om en Watergate-bog, nåede hele vejen til Hollywood-stjernen Robert Redfords skrivebord. Og den politisk interesserede Redford, blev straks nysgerrig. For selv om Nixon fortsat ikke var væltet på det tidspunkt, hvor Redford første gang fik nys om bogprojektet, var historien om skandalen og ikke mindst de to unge journalister, der havde afsløret den, en spændende en af slagsen. Og kunne meget vel tænkes at blive en god film.
Robert Redford tog derfor kontakt til Bob Woodward for at høre nærmere om Watergate-bogen og muligheden for at købe filmrettighederne til bogen.
Jeres egen historie er lige så spændende
Woodward var ved at falde ned af stolen, da han pludselig havde superstjernen i røret. Men fik dog hurtigt samlet sig og fortalte Redford om ideen. En ide, der kort fortalt var, at skildre skandalen trin for trin, nøjagtig som det var sket gennem adskillige artikler i Washington Post.
Redford lyttede med interesse og spurgte så Woodward om, hvilket rolle han og Bernstein selv spillede i bogen. Ikke nogen umiddelbart, lød svaret fra Woodward, hvilket var helt i tråd med tiden, da journalister kun yderst sjældent selv optrådte i artikler. Og hvis de gjorde, var det primært Gonzo-journalisten Hunter S. Thompson, der praktiserede denne form i henholdsvis Rolling Stone Magazine eller i sine bøger. Så nej, det var ikke umiddelbart tanken, at han selv og Bernstein skulle være en del af Watergate-bogen, forklarede Woodward Redford.
En disponering, den garvede filmmand ikke just var enig i. I hans øjne var historien om de to reportere, der havde afsløret Watergate-skandalen nærmest lige så interessant som skandalen selv. Hvilket Redford da heller ikke lagde skjul på over for Woodward.
Alle præsidentens mænd
Redfords pointe gjorde indtryk på Woodward, og den næste dag, da han mødte Bernstein på redaktionen, fortalte han om den noget usædvanlige telefonssamtale han havde haft. Og ikke mindst om Redfords pointe om, at de selv skulle være en del af bogen.
Nøjagtig som Woodward havde gjort det, tænkte Bernstein så det knagede. Og de to nåede til slut frem til, at han jo nok havde ret, den gode Redford. Og at det nok slet ikke var så tosset en ide, at de selv blev en del af fortællingen. Og sådan blev det. I 1974 udkom bogen ‘All The President’s Men’ af Bob Woodward og Carl Bernstein. Men de to forfattere som en del af fortællingen.
Bogen blev øjeblikkeligt en bestseller og to år efter kunne hele verden så nyde filmudgaven. I rollen som Carl Bernstein sås altid fremragende Dustin Hoffman, mens rollen som Bob Woodward blev spillet af, rigtig gættet, Robert Redford.
You must be logged in to post a comment Login