Nixon vs. Capitol Hill: En kamp om magten

De sidste år af Richard Nixons embede var præget af adskillige magtkampe mellem præsidenten og Kongressen. Det skabte en yderst anspændt stemning, som til sidst kulminerede i sommeren 1974, hvor Nixon trådte tilbage, som følge af udsigterne til en rigsretssag

Richard M. Nixons præsidentperiode (1969-74) er synonym med magtmisbruget under Watergate-skandalen. Men begyndelsen af 70’erne rummede samtidigt et fortættet opgør om magten mellem den udøvende (præsidenten) og lovgivende instans(Kongressen). Det var en magtkamp, som betød, at præsident Nixon skabte sig et anstrengt forhold til Kongressen, som giver mindelser om Obamas kamp med de folkevalgte på Capitol Hill de seneste fem år. Til trods for en jordskredssejr i 1972, måtte republikaneren Nixon igennem hele embedsperioden føre armlægning med en kongres, hvor Demokraterne sad på flertallet i begge kamre.

Sådan en situation var udfordrende for en ærgerrig præsident som Nixon, der ofte forsøgte at flytte magten fra Kongressen til Det Hvide Hus. Når han endelig rakte hånden frem mod Capitol Hill, var det som regel uden succes. Han formåede for eksempel ikke at få medlemmerne med på en større velfærdsreform, og han arbejdede ofte indirekte med Kongressen, ved at presse lovgivning igennem via taler i offentligheden. Nixon gav flere gange den demokratisk-styrede kongres skylden for de problemer, som den amerikanske nation befandt sig i begyndelsen af 70’erne, ikke mindst den voksende inflation, indenrigs-forbruget og energi-krisen.

Det kejserlige præsidentembede skaber debat
Præsidentembedets magt voksede i 60’erne og 70’erne, hvor man i stigende grad opfattede præsidenten som en politisk ener, der hævede sig over Kongressens bureaukrati og var drivkraften bag de politiske forandringer. Ikke mindst Vietnam-krigen skabte ’det kejserlige præsidentembede’. Lyndon B. Johnson havde nærmest på egen hånd optrappet det militære engagement i landet, og Nixon fortsatte kursen ved at udvide krigen til Laos og Cambodja uden om Kongressen. Han mente, at han som præsident havde ret til at styre amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik, ligesom han kunne hemmeligholde givne oplysninger for Kongressen.

Nixon var af samme årsag oppe at toppes med Capitol Hill i flere omgange. Eksempelvis om finanspolitik og det føderale forbrug, hvor præsidenten nægtede at bruge de økonomiske midler, som de folkevalgte havde godkendt og bevilget. Kongressen følte, at Nixon dermed udnyttede sin præsidentielle magt og boykottede de lovgivningstiltag, han ikke brød sig om. Uden præsidentens medvirken var det nemlig i praksis umuligt at vedtage store dele af lovforslagene. Det førte i 1974 til en øget magt hos Kongressen i forhold til budget-processen, den såkaldte ’Impoundment Control Act’.

Krigen i Vietnam, Pentagon-papirernes afsløringer af manipulerede efterretninger under Johnson, og Nixons magtmisbrug skabte bekymring for den magt, som var blevet allokeret i præsidentembedet. Historikeren Arthur Schlesinger beskrev i ’The Imperial Presidency’, at embedet var ude af kontrol, og at præsidenten ofte overskred de konstitutionelle rammer. Kongressen indførte i perioden en række love for at sikre demokratisk kontrol med præsidenten og begrænsninger på rollen som Commander in Chief. Her kan nævnes ’War Powers Resolution’ fra 1973, som betød, at Kongressen forbød ham at benytte kamptropper i Laos og Cambodja.

Watergate får bægeret til at flyde over
Forholdet mellem præsidenten og Capitol Hill blev stadigt dårligere i takt med at Watergate-skandalen trak ham ned i det politiske dynd. Nixon klyngede sig til magten, så længe han kunne, men i løbet af foråret 1974 blev det tydeligere at der var forbindelse mellem Det Hvide Hus og indbruddet hos Demokraternes Nationalkomité, og at Nixon havde forsøgt at skjule det. Noget, der førte til månedlange høringer af Nixon i Kongressen. 19 af hans medarbejdere havnede i fængsel, heriblandt justitsminister John Mitchell, og udsigten til en rigsretssag, der formentlig ville finde Nixon skyldig, fik ham til at træde tilbage som præsident i august 1974.

Til trods for afsløringerne af Nixons omfattende magtmisbrug, fastholdt han i årene efter sin afgang, at han ikke havde handlet i strid med den amerikanske forfatning. Nixons opfattelse af præsidentembedets magtbeføjelser kom klarest til udtryk under et berømt tv-interview med den britiske journalist David Frost i 1977. På spørgsmålet om, hvorvidt en præsident i nationens bedste interesse kunne foretage sig noget ulovligt i visse situationer, svarede Nixon på legendarisk vis: ”Ja, men når præsidenten gør det, betyder det, at det ikke er ulovligt”.

På det politiske plan betød Watergate-skandalen, at præsidenten mistede noget af den magt, han havde opbygget i forhold til Kongressen. Ikke mindst offentlighedslovens vedtagelse i 1974 blev et tydeligt symbol på dette. Også de efterfølgende præsidenter ændrede politisk adfærd. Både Gerald Ford (1974-1977) og Jimmy Carter (1977-81) var yderst tilbageholdende med at bruge ’executive privilege’, som Nixon ofte havde benyttet. Til gengæld viste anden halvdel af 70’erne, at præsidentembedet manglede gennemslagskraft, og at Kongressen ikke var i stand til at lede den politiske proces i Washington.