Kan Merkel stoppe Putin?

Takket være Tysklands centrale rolle i EU og det tætte bånd til Rusland er forbundsrepublikken det eneste land, der kan forpurre Ruslands geopolitiske ambitioner. Det giver Tyskland en unik mulighed, men også et stort ansvar.

De fleste amerikanere og europæere har vænnet sig til tanken om et Europa med Tyskland og Frankrig – og i en mindre grad Storbritannien – som Europas magtpolitiske centrum. Denne ide fandt fodfæste efter Anden Verdenskrig, hvor USA i en bestræbelse på at undgå nye krige mellem Europas to store rivaler – som på dette tidspunkt havde været tre gange i krig mod hinanden på mindre end et århundrede – knyttede Tyskland og Frankrig tæt sammen.

Men i de seneste måneder er det blevet tydeligt, at de egentlige handlinger foregår længere mod øst. Dele af den ukrainske befolkning og politiske elite har i et ønske om at overvinde deres sovjetiske fortid taget de første skrøbelige skridt mod vest, mens andre dele af befolkningen føler sig hjemme i det russiske favn og kigger mod øst. Samtidig har Polen, som tidligere er blevet betragtet som et juniormedlem i EU, for alvor markeret sig på den europæiske scene, hvilket man kan blandt andet kan se i den polske deltagelse i forhandlingerne mellem den tidligere ukrainske præsident Victor Janukovitj og den ukrainske opposition. Kort sagt, så skifter magtforholdende i Europa. Den tysk-franske motor har mistet sin styrke, da Frankrig har alvorlige indenrigspolitiske og økonomiske problemer, mens lande i øst øger deres indflydelse.

På vej mod et nyt Europa?
Det store spørgsmål er derfor, om vi er på vej mod et nyt Europa – dermed ikke ment et nyt EU men nye magtpolitiske realiteter på det europæiske kontinent – hvor den tysk-franske motor bliver erstattet af en tysk-russisk motor? Denne opsigtsvækkende tese kom Mitchell Orenstein, professor i statskundskab ved Northeastern University i Boston, for nyligt med i et essay i det politiske tidsskrift Foreign Affairs. En tese som denne kan måske forundre, men Orenstein har en pointe. De seneste begivenheder har vist, at Europa kigger mod øst, da fremtidige grænse- og grænseområdekonflikter med stor sandsynlighed vil udspille sig her. Og i sådan en situation vil det ligesom i Krim Krisen være Tyskland – bilateralt og igennem EU – og Rusland, der vil side med nøglen til at løse disse konflikter.

I en vid udstrækning er kampen om Krim allerede illustrationen af hvordan dette tysk-russiske Europa kunne se ud. Den russiske præsident Vladimir Putin har igennem sin aggressive ekspansion og geopolitiske dristighed annekteret Krim og ønsker at opbygge en eurasisk blok for at balancere mod Den Europæiske Union samt det, som han opfatter som vestlig ekspansion mod øst. Tyskland er i denne konflikt en central aktør, da landet siden 1969 gennem daværende kansler Willy Brandts Ostpolitik har satset på Wandel durch Annäherung (forandring gennem tilnærmelse) og sidenhen under mottoet Annäherung durch Verflechtung (tilnærmelse gennem integration) har prøvet at bryde de diplomatiske dødvande, der har eksisteret mellem Vest og Øst. Det gør sig også gældende i Krim Krisen, hvor Tyskland antyder stor modvilje mod at opgive sin etablerede strategi overfor den russiske bjørn.

Tyskland revurderer sin Neue Ostpolitik
Siden afslutningen af den Kolde Krig har Tyskland ved hjælp af sin Neue Ostpolitik understreget, at det bedste bud på at indlemme Rusland i det internationale samfund er økonomisk engagement, som på lang sigt vil lede til en modernisering og reformering af det russiske samfund. Tyskland har således forsøgt at opbygge et stærkt partnerskab med Kreml, som igennem økonomisk og politisk afhængighed skal understøtte en fredelig orden i Østeuropa. Derfor peger Merkel-regeringen i disse dage fortsat på dialog og samarbejde, fremfor hårde økonomiske sanktioner i forsøget på at opnå et kompromis med Putin.
På den anden side har man fra tysk side siden 2012, hvor Putin atter blev russisk præsident, været i gang med at vænne sig til tanken om, at forhåbningerne om et progressivt Rusland måske er blevet knust. Merkel-administrationen er ved at erkende, at fredelig engagement og økonomisk samarbejde ikke altid forebygge konflikter, især ikke hvis Putin er dedikeret til en ekspansionistisk udenrigspolitik. Derfor ser vi i disse dage også et kursskifte i Angela Merkels håndtering af Krim Krisen. Indtil folkeafstemningen på Krim havde Merkel kortlagt en udenrigspolitisk kurs, hvor hun fosøgte at arbejde tæt sammen med Moskva for at undgå en direkte konfrontation. Men siden annekteringen af Krim har blev Merkel taget en ny – og Merkel-utypisk – tilgang til situationen. Normalt er den tyske kansler glad for at vente og observere, hvordan en situation udfolder sig, inden hun vælger side. Men i Krim Krisen har Merkel nu valgt at gå i offensiven og kritiseret Putin med stærke vendinger. Det blev blandt andet synligt ved, at den tyske kansler blev citeret i flere medier for at have sagt til den amerikanske præsident Barack Obama, at Putin var ”ude af trit med virkeligheden”.

For mindre end to måneder siden troede den tyske forbundskansler stadig, at hun kunne forhindre, at Rusland annekterede Krim. Efter den seneste udvikling føler Merkel, at hun ikke kan stole på Putin, og kansleren har påpeget internt, at Putin har løjet for hende adskillige gange og brudt de løfter, som han havde givet Merkel. Kanslerens udlægning er nu, at Rusland efter afslutningen af den Kolde Krig har været den nye dreng i klassen, som det internationale samfund i første omgang forsøgte at integrere ved hjælp af økonomisk samarbejde, men da den nye russiske dreng følte, at samarbejdet fejlede søgte han tilflugt i stædighed og aggression. Derfor er Merkel overbevist om, at klarhed og kontante udmeldinger nu er nødvendige, hvis Putin skal lære lektien.

Tyskland kan ikke isolere Rusland
Men lige meget hvor desillusioneret den tyske kansler er blevet med hensyn til Putin og Rusland, så står forbundsrepublikken ikke i en position, hvor det vil være klogt at isolere den russiske nabo. Tyskland er nemlig uløseligt forbundet med sin østlige nabo, ikke kun geografisk. Rusland er således Tysklands 11. største eksportmarked, 300.000 tyske arbejdspladser er afhængige af handel med Rusland, og Tyskland får 40% af sine gasforsyninger fra Rusland (hvoraf halvdelen bliver transporteret til Tyskland gennem Ukraine via pipelines). Økonomiske sanktioner eller et handelsembargo vil derfor skade Tyskland enormt. Det betyder ikke, at Rusland ikke har noget at tabe. Russerne er grundet deres eksport af olie og gas langt mere afhængige af Vesten, end Vesten er af Rusland. Den russiske bjørns annektering af Krim kan derfor godt vise sig at være en kortsigtet succes, men et langsigtet problem. Men samtidig er der hverken fra tysk eller russisk side en interesse i at fremprovokere en diplomatisk istid mellem de to lande.

Alle veje fører gennem Berlin
Uanset hvordan man end vender det, så fører alle veje gennem Berlin, hvis der skal komme en løsning på Krim Krisen. Takket være Tysklands centrale rolle i EU og det dybe bånd til Rusland er Tyskland det eneste land, der kan forpurre Ruslands geopolitiske ambitioner. Det giver Tyskland en unik mulighed, men også et stort ansvar. Det nye tyske spørgsmål er derfor, om Tyskland er i stand til at bruge sine betydelige politiske ressourcer til at ændre Ruslands adfærd og konfronterer Moskva, når det er nødvendigt.

Tysk udenrigspolitik står overfor en kolossal opgave i den kommende tid. Ideelt set kan Tyskland fungere som broen mellem Rusland og Vesten. Men spiller Tyskland sine kort forkert, vil Merkel-regeringen derimod bekræfte kritikerne, der ser Tyskland som et land, der ikke kan håndtere landets stigende magt og ansvar.