Krim og menneskerettighedsparadokset

Situation på Krim udstiller de vedvarende paradokser omkring menneskerettighedernes rolle i international politik. Putins ageren i forbindelse med interventionen har endnu engang vist at konflikten mellem hensynet til staters suverænitet og hensynet til individuelle menneskerettigheder forbliver en uklar affære, der manipuleres på groveste vis i det magtpolitiske spil.

Gråzonen mellem hensynet til suverænitet og rettigheder bunder grundlæggende i FN-systemets uklarhed på området. Det internationale politiske system, som vi kender det, er baseret på et grundlæggende princip om statslig suverænitet. Ingen stat har ret til at krænke en andens suverænitet ved at intervenere i dennes interne forhold. ‘Cuius regio eius religio’ (Den, hvem landet tilhører, hans religion skal være den herskende) som det hed sig i traktaten om den Westfalske Fred i 1648. Princippet er sidenhen blevet oversat til sekulære legalistiske termer, men betydningen er grundlæggende den samme. FN Pagten fra 1945 pointerer klart, at intet medlem har ret til at blande sig i andre medlemmers interne forhold. Men mindre indblandingen sker af hensyn til ‘international fred og sikkerhed’. Og der har vi altså balladen. For alt efter hvordan man definerer dette hensyn kan man begynde at argumentere for lovlig intervention. Men det stopper ikke her. De seneste årtier er der sket et skred til fordel for beskyttelsen af menneskerettigheder på bekostning af statslig suverænitet. Dette skred er accelereret siden afslutningen på den kolde krig og resultatet kommer tydeligt til udtryk i det folkeretslige princip om ‘Ansvar for beskyttelse’ der blev enstemmigt vedtaget af FN i 2005. Kogt ind til benet, pointerer princippet, at det internationale har pligt til at intervenere for at beskytte menneskerettigheder, hvis en stat forbryder sig imod sine egne borgeres rettigheder på grov vis. Dermed opstår der en direkte konflikt mellem hensynet til statssuverænitet og menneskerettigheder.

For at nogen form for intervention kan finde sted på lovlig vis indenfor FN-systemet kræver det selvfølgelig Sikkerhedsrådets godkendelse. Men især årene efter den kolde krigs afslutning har gentagne gange vist, at stater er villige til at se bort fra denne godkendelse og krænke staters suverænitet med henvisning til at beskytte internationale menneskerettigheder. Afgørelsen om hvorvidt sådanne interventioner er lovlige – og i så fald hvilke omstændigheder, der skal være opfyldt – er langt fra truffet. Det er krisen på Krim endnu et tydeligt eksempel på.

Putins dobbeltmoral
Putins handlinger eksemplificerer paradokset på tydeligste vis. Den russiske strong-man har den seneste tid ført sig frem som den store fortaler for såvel den statslige suverænitets ukrænkelighed som behovet for at beskytte internationale menneskerettigheder. Og samtidigt forbrudt sig imod dem begge.

Den 11. september sidste år belærte han i en artikel i New York Times den amerikanske befolkning og deres politiske ledere om behovet for at respektere Syriens suverænitet og afstå fra at bruge militærmagt til at løse sådanne konflikter. Den 28. februar i år valgte Putin så som bekendt at sende russiske styrker ind på Krim og dermed bryde Ukraines suverænitet og effektivt annektere en del af et selvstændigt lands territorium. I modsætning til situationen i Syrien, var der ingen blodig borgerkrig i Ukraine, ingen humanitær katastrofe, intet internationale pres for handling, ingen forudgående sanktioner rettet mod at standse overgreb på etniske mindretal. Ikke desto mindre argumenterede Putin for at russisk indgriben var nødvendig for at sikre det russiske mindretals menneskerettigheder. Situationen i Ukraine taget i betragtning klinger sådan en begrundelse noget hult. Ganske vist havde der været sammenstød mellem etniske russere og ukrainere. Men der var ingen dokumenterede alvorlige overgreb på de russiske mindretal på Krim eller i det øvrige Ukraine. Og Putin havde ikke anmodet om internationale observatører til at registrere eventuelle overgreb, som han kunne have gjort det gennem for eksempel OSCE. Samtidigt er det et velkendt faktum, at russeres menneskerettigheder hjemme i Putins Rusland krænkes på en daglig basis. Putin har med andre ord ikke meget at have det i, når han taler om behovet for at beskytte menneskerettigheder.

I stil med international lov har Putin, som bekendt, sidenhen forsøgt at legitimere sin overtagelse af Krim ved at afgøre regionens tilhørsforhold gennem en folkeafstemning. Her valgte befolkningen på Krim med et overvældende flertal at tilslutte sig Rusland. Dermed kan man, lidt sat på spidsen sige, at de reelt brugte deres stemmeret til at afskaffe deres fremtidige ret til at stemme ved frie og demokratiske valg. Man skal vist også være mere end almindeligt naiv, for at tro på, at et ja til Ukraine ville være blevet respekteret fra Moskva.

Vestens medansvar
Putins lemfældige omgang med begreberne er altså himmelråbende tydelige. Men de vestlige ledere bør ikke have for travlt med at vasker hænderne og pege fingre. Vestens og ikke mindst USA’s ageren de seneste år har nemlig været med til at underminere respekten for såvel den statslige suverænitet som princippet om beskyttelse af menneskerettighederne. Og vi her i Danmark kan bestemt ikke sige os fri for vores medansvar.

Eksemplerne ligger lige for. Det mest tydelige eksempel på foragt for den statslige suverænitet de seneste år er krigen i Irak, der blev gennemført uden FN-mandat. Et andet er NATO-interventionen i Kosovo i 1999. Beskyttelsen af menneskerettigheder har været fremtrædende argument for disse interventioner. Irak var ingen undtagelse. Men Vesten er langt fra konsekvent i sin prioritering af menneskerettigheder på bekostning af den statslige suverænitet, hvilket Syrien i øjeblikket er det tydeligste eksempel på. Ingen kan betvivle, at der sker forfærdelig brud på den syriske befolknings menneskerettigheder, men alligevel har Vesten (af en række mere eller mindre forståelige grunde) afholdt sig fra at intervenere. Spørgsmålet her er ikke hvorvidt man skulle have afholdt sig fra at intervenere i Irak og Kosovo eller bør gøre det i Syrien. Pointen er ganske simpelt at USA og Europa er inkonsekvente i deres relative prioritering af de to principper, og med handlinger, der krænker den statslige suverænitet og er inkonsekvente i beskyttelsen af menneskerettighederne bidrager til at underminere begge principper.

Med denne inkonsekvens har Vesten gjort det lettere for Putin at slippe af sted med at krænke Ukraines suverænitet og samtidigt henvise til behovet for at beskytte menneskerettigheder. Putins ageren på Krim kan på ingen måde forsvares ud fra nogle af de to principper. Etniske russeres situation i Ukraine tåler (heldigvis) ingen sammenligning med irakiske kurderes under Saddam Hussein eller den syriske befolknings lidelser under Assad. Men den russiske militærintervention på Krim – og Vestens inkonsekvente handlen de seneste år – har endnu engang tydeliggjort at paradokset mellem statssuverænitet og menneskerettigheder langt fra er løst, og at deres anvendelse til syvende og sidst er betinget af magtpolitiske interesser.