Obamas plan om at afslutte krigen mod terror har lange udsigter

I maj 2013 bekendtgjorde præsident Obama sin intention om at ændre i den lovgivning som blev indført i kølvandet på terrorangrebene 11.september 2001. Der er indtil videre ikke sket det store ved sagen, så spørgsmålet melder sig om denne ændring vil ende i den lange række af sager som Obama har lovet, men ikke har fået gennemført.

I en tid hvor krisen i Ukraine præger den internationale dagsorden, er præsident Obamas målsætning om at afslutte USA’s krig mod terror blevet endnu mere aktuel.
En sikkerhedspolitisk målsætning for præsident Obama, siden han blev indsat i januar 2009, har nemlig været at bringe USA ud af den konstante tilstand af krig man har befundet sig i siden 2001.
Det har betydet, at Obama-administrationen har lagt op til ændringer i den måde USA har ført krigen mod terror. Problemet er Obama-administrationen ikke har leveret resultater på de helt store løfter som blev givet i 2008-kampagnen og løbende i de seneste 5 år.

Listen af ændringer som Obama har lovet, men ikke har fået gennemført inkluderer: Lukning af fængslet i Guantanamo Bay, overdragelse af ansvaret for droneoperationer fra CIA til Pentagon, ændringer i reglerne for NSA’s overvågningsprogrammer (et meget nyt løfte, så det kan være der kommer resultater) og til sidst en revision af den såkaldte ”Authorization for Use of Military Force” (kendt som AUMF). Sidstnævnte er fokus for denne måneds Pentagon-fokus. Den resolution danner nemlig det juridiske grundlag for mange aspekter af krigen mod terror. En ændring af denne vil derfor betyde et markant skridt ud af den konstante tilstand af krig, ganske som Obama har lovet
I maj 2012 lovede Obama at ændre resolutionen, og så sent som i begyndelsen af marts i år lagde en vice-forsvarsminister op til at det var ved at være tid til en ændring af resolutionen.

Et bredt mandat givet i krisetid
Angrebene på World Trade Center, Pentagon og den sidste fejlslagne kapring som endte på en mark i Pennsylvania chokerede verden, og rystede USA i sin grundvold. Præsidenten kaldte i sin dagbog den dag, angrebet for ”det 21. århundredes Pearl Harbor”.

I kølvandet på terrorangrebene vedtog Kongressen en resolution som gav den daværende præsident, George W. Bush, et bredt mandat til at udkæmpe krigen mod bagmændene. USA var i chok, og man vendte sig mod præsidenten for at han skulle tage lederrollen. Men budskabet var klart. Man skulle ikke bare sådan ustraffet angribe USA!

Resolutionen giver den siddende præsident lov til at anvende ”all necessary and appropriate force against those nations, organizations, or persons he determines planned, authorized, committed, or aided the terrorist attacks that occurred on September 11, 2001, or harbored such organizations or persons, in order to prevent any future acts of international terrorism against the United States by such nations, organizations or persons.” Dette er noget nær det tætteste på et card blanc som Kongressen kunne udstede. Det har da også været med denne resolution både præsident Bush og Obama har ført deres krig mod terror, det være sig Guantanamo eller droner.
Mange har sammenlignet AUMF med den gamle Tonkin-Bugt resolution, som Kongressen gennemførte i 1964 der gav præsident Johnson et åbent mandat til at føre krig i Vietnam for at sikre amerikanske interesser i landet.

Resolutionen er da også enestående i amerikansk juridisk historie, idet resolutionen ikke er begrænset til en bestemt nation, men giver præsidenten magt til at ramme mål i alle lande hvor det måtte være aktuelt, og han må også ramme enkeltpersoner. Et så bredt mandat har ingen amerikansk præsident nogensinde fået før, men er et udtryk for den nye type konflikt som USA pludselig befandt sig i.

I den aktuelle kontekst har kritikere fokuseret på hvorledes resolutionen giver præsidenten alt for meget magt i forhold til Kongressen, uden nogen til at kontrollere hvordan magten anvendes. Obama har da også været opmærksom på denne problemstilling. Ligesom han er opmærksom på problemstillingen omkring droner, NSA og Guantanamo Bay.

Løfte om revision
Som del af sine valgløfter i 2008 lovede Obama at få USA ud af krigen i Irak, og fokusere på krigen i Afghanistan, den ”rigtige” krig. Formålet med dette var også at få afsluttet denne konflikt således at man igen kunne fokusere på langsigtede indenrigs- og udenrigspolitiske udfordringer.

Ved udgangen af 2014 trækker USA hovedparten sine styrker ud af Afghanistan, måske alle hvis ikke man får lavet en aftale om deres fortsatte tilstedeværelse. Dermed har Obama opfyldt sine løfter om at få afsluttet de store post-11.september konflikter.

Men de skal mere til for at få USA over i en mere normal tilstand, og ud af den konstante krigstilstand som har præget amerikansk sikkerhedspolitik siden 2001. Man skal også have skruet ned for krigen mod terror. Man er nødt til fortsat at fokusere på al Qaeda, men nu må andre prioriteter få en dominerende plads i amerikansk sikkerhedspolitik.
Der er mange områder som behøver revision for at dette kan lade sig gøre. En ændring af ”Authorization for Use of Military Force” vil være et vigtigt skridt på vejen.
Men kommer det til at ske? En ting er at love ændringer, noget andet er at gennemføre det.

Forhindringer på vejen
Som nævnt er resolutionen det juridiske fundament for også Obamas krig mod terror. Uden den, ville f.eks. anvendelsen af droner være mere møjsommelig idet de kun måtte anvendes i krigszoner (Afghanistan og Pakistan er defineret som krigszone), men ikke i lande som Yemen og Somalia. Fordi målene i disse lande er al Qaeda, så kan Obama trygt pege på resolutionen, der giver ham lov til at gå efter mål over alt i verden, også udenfor definerede krigszoner, så længe de er tilknyttet al Qaeda som jo stod bag 11.september.

Disse vide magtbeføjelser er der mange i administrationen, og for den sags skyld også Kongressen, som kan se fordele i at bevare. Hvorfor hæmme krigen mod terror med unødvendigt bureaukrati når man har et system sat op som leverer hurtig handling? Derfor vil det ikke være lige til at ændre resolutionen.

For kongresmedlemmer som går ind for et stærkt amerikansk forsvar, og et stærkt standpunkt overfor terror, giver AUMF god mening. Resolutionen sikrer muligheden for handling. Ikke så meget snak – ”send in the Marines!”
Der er altså to modstridende tendenser, som sikkert også dominerer diskussionerne i det Hvide Hus omkring AUMF. På den ene side er det jo et meget rart dokument at have i baghånden til at videreføre krigen mod terror. På den anden side strider de meget vide beføjelser mod den opdeling af magten som Forfatningen etablerede, og som Obama har undervist i, i sin tid som professor i forfatningsret.

Hvorvidt man får lavet de store ændringer af AUMF under Obama vil i høj grad komme an på hvordan man mener krigen mod terror har udviklet sig, og hvad al Qaedas status er. Hvis man vurderer, at det nuværende al Qaeda primært er af regional karakter og ikke en trussel mod det amerikanske hjemland, kan det tænkes at man vil se en pointe i at få lavet en omfattende revision af AUMF.

Obamas løfte sidste år, og udtalelsen fra vice-forsvarsministeren i begyndelsen af marts må altså ses som værende det seneste skridt i administrationens afslutning af USA’s krig mod terror. Men som med så mange andre elementer af den afslutning, så er der et stykke vej fra løfter til handling. Det store spørgsmål bliver altså om den generelle vurdering af status for krigen mod terror fordrer den nødvendige reformvilje i både Kongressen og det Hvide Hus. Ellers kan løftet ende i bunken af foreløbigt uindfriede løfter i Obamas afslutning af krigen mod terror.