Situationen på Krim er ikke udtryk for ny Kold Krig

Den måde Rusland har ageret i forhold til Krim de seneste mange uger, har fået mange til at komme med udtalelser om en ny Kold Krig mellem Vesten og et Rusland med imperialistiske tendenser. Men der er ikke tale om en ny Kold Krig, verden er kommet videre. Der er til gengæld tale om en ny verdenssituation, som vil komme til at præge fremtidens sikkerhedspolitiske arena.

Søndag gik befolkningen på Krim til stemmeurnerne for at stemme om hvorvidt man fortsat skulle være en del af Ukraine eller søge om at blive en del af Rusland. Meget få er blevet overraskede over at resultatet blev uafhængighed fra Ukraine, og indlemmelse i Rusland.

Mange har i de seneste uger peget fingre af vestlige statsledere for deres langsomme eller manglende handling i forhold til Ruslands fremfærd på Krim. Begyndelsen på en ny Kold Krig har været det billede som mange har brugt til at betegne den nye situation. At kalde det udbruddet af en ny Kold Krig er dog nok mere udtryk for en søgen efter en fælles referenceramme, snarere end virkeligheden.

Udviklingen de seneste uger er snarere udtryk for en ny verdenssituation som i disse år er under udvikling. USA er ikke længere den unipolære hegemon som har domineret den globale sikkerhedspolitiske arena siden den Kolde Krigs afslutning. Flere aktører er på vej til at blive centrale spillere i global sikkerhedspolitik, endnu ikke på linje med USA, men stadig med tilstrækkelig vægt til at USA ikke længere blot kan dominere i samme grad som tidligere. Oven i det skal lægges at USA befinder sig i en omstillingsproces, fra en tilstand af konstant krig siden 2001, til en ”normal” tilstand hvor man kan fokusere på langsigtede sikkerhedspolitiske udfordringer, og flytte ressourcer over til indenrigspolitisk genopbygning – man søger en ”fredsdividende”.

Begrænsede muligheder for USA og Vesten
Det er meget begrænset hvad muligheder som Vesten har i sit arsenal i øjeblikket til at svare igen på Ruslands aktioner i Ukraine.
Krig af er åbenlyse årsager udelukket. Man vil ikke indgå i en væbnet konflikt med Rusland over Ukraine, da en sådan konflikt kan have potentielt set katastrofale konsekvenser.
So what dælen do we do?
Man vil derimod gerne finde en balance mellem ikke at gøre noget, og gøre for meget. Der er tilstrækkeligt store økonomiske interesser på spil til at Europa kan ikke tillade sig at spille rollen som alt for hård hund, men man kan heller ikke tillade sig ikke at reagere på en eller anden måde. Man taler i disse dage om at indføre sanktioner mod russiske rigmænd som er med i Putins indkreds, en løsning som virker som en god løsning. Om det virker, må tiden vise.
Problemet er at man ikke kan føre klassisk stærkmand diplomati i forhold til denne situation. Alle ved at den militære løsning er af bordet fra start af, og de økonomiske interesser for Vesteuropa i forhold til Rusland er så stærke, så begge parter ved at der er en grænse for hvad man kan stille op fra Vestens side.

Det er derfor vi i øjeblikket ser en militær signalpolitik ved siden af overvejelserne om målrettede sanktioner. USA har sendt ekstra kampfly til Baltikum og NATO har sendt overvågningsfly til Polen, for at udvise støtte til de nyere NATO lande som stadig frygter en russisk invasion. Det er et signal om at man vil støtte op om disse lande, og ære NATO alliancens forpligtelse til at hjælpe hinanden. Men Ukraine er ikke medlem af NATO, og kan derfor ikke per definition regne med samme støtte.

Ny verdenssituation
Som nævnt før, så ser vi i øjeblikket begyndelsen på en ny verdenssituation, hvor USA ikke længere er den altdominerende magt. Militært set er USA stadig den ultimative magt på globalt plan, ingen tvivl om det. Men selv Pentagon har erkendt at man i de kommende år ikke kan garantere at USA vil være dominerende i alle aspekter af militære redskaber. Områder som cyber, anti-skibs missiler og operationer i rummet bliver i den seneste Quadrennial Defense Review identificeret som værende områder hvor man ikke kan garantere at USA vil dominere i de kommende år. Rapporten udgives hvert fjerde år og giver Pentagons opfattelse af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation og den potentielle udvikling.

Politisk set er USA heller ikke længere den store dreng i skolegården de har været hidtil. De nye såkaldte BRIKS-lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina, og Sydafrika) er på vej ind (i Ruslands tilfælde tilbage) på verdensscenen, og det er en situation vi skal vænne os til i Vesten. Der vil i de kommende år være flere om rovet, og det er ikke nok at USA prøver at trumfe deres vilje igennem – det er tiden løbet fra.

Så al snakken om en ny Kold Krig er ikke relevant. I stedet bør man fokusere på at der er tale om en ny verdenssituation som vil præge det sikkerhedspolitiske klima i mange år fremover, efterhånden som de nye magter får konsolideret sig mere og mere.