Tre års konflikt i Syrien: ingen løsning i sigte

Tre år efter borgerkrigen i Syrien brød ud, er der ikke meget, der tyder på, at en løsning er lige om hjørnet. Tværtimod er konflikten fastlåst, og synes at være gledet i baggrunden på den internationale scene.

Den 15. marts rundede konflikten i Syrien treårsmærket for opstandens pludselige udbrud i marts 2011. Kongressen.com har talt med Syrien-ekspert Jørgen Bæk Simonsen om den i øjeblikket fastlåste konflikt samt om mulighederne for betydningsfulde gennembrud i konfliktens fjerde år.

Hvordan vil du karakterisere situationen i Syrien her tre år efter opstandens udbrud?
Man kan sige, at de tre år har været præget af forskellige bølger, hvor de stridende parter med forskydning har haft held i forhold til dem, de er oppe imod. Som det har set ud det sidste halve års tid må vi jo desværre erkende, at det er regimet og de grupperinger, der støtter regimet, der står bedst. Det skyldes ikke mindst det forhold, at regimet lige siden aftalen om afviklingen af de kemiske våben i Syrien er blevet internationalt anerkendt som en del af løsningen. Det gør naturligvis, at regimet sidder væsentligt bedre lige nu, end det eksempelvis gjorde for et år siden.

Konflikten har længe været beskrevet som en humanitær katastrofe med enorme flygtningestrømme ind i Syriens umiddelbare nabolande, internt fordrevne samt hyppige drab på civile. Hvad er status på den humanitære situation?
Den er ikke afgørende ændret. Der er stadigvæk hundredetusinder af flygtninge i flygtningelejre i både Jordan, Libanon og i Tyrkiet [FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR skønner, at 2,6 millioner syrere er flygtet fra Syrien ud i regionen], og de internt fordrevne [over 6,5 millioner ifølge UNHCR’s vurdering] er stadig fordrevne. For et mindre antal ulykkelige indespærrede i Homs og Aleppo har Geneve II-forhandlingerne for nogles vedkommende lettet presset, fordi det er blevet muligt for dem at komme ud. Men i en total analyse er der desværre ikke nogen forbedring af nogen art, og man kan sige, at det er forstemmende, at man ikke har evnet at inddrage eller opprioritere den humanitære indsats mere end tilfældet var under Geneve II-forhandlingerne.

Hvilke konsekvenser kan konflikten få for fremtidige generationer af syrere?
Borgerkrigens voldsomhed, antallet af dræbte og det enormt store antal både fordrevne og egentlige flygtninge er i sig selv noget, som vil stemple Syriens fremtid for de kommende en til to generationer. Vi har en stor ungdomsgeneration hvis hverdag for langt hovedpartens vedkommende har været molesteret af den konflikt, der nu har raset i tre år, og det forhold, at mange af dem har været nødt til at ledsage deres forældre ud af landet, eller til andre steder i landet, og dermed til en anden dagligdag, end den de oprindeligt havde forestillet sig, det sætter naturligvis sine spor. Dertil kommer den brutalitet, som de der har set det med egne øjne, for livet vil være præget af.

Hvad er lige nu den største barriere for fred i Syrien?
Det afhænger af, hvem vi kigger på. Kigger vi på de udenlandske jihad-krigere, så er der ingen tegn på, at de kan overbevises om, at de ikke har noget at gøre i Syrien, og det har flere grupperinger i Free Syrian Army [et løst netværk af mere sekulære oprørsgrupper i Syrien] taget konsekvensen af og har indledt opgør mod dem for at få dem smidt ud af Syrien, fordi de [jihad-krigerne] efter deres [FSA-gruppernes] opfattelse er med til at fordreje, hvad konflikten i virkeligheden handler om.

Når vi kigger på de øvrige syriske oppositionelle bevæbnede grupperinger, så er deres afgørende svaghed, at de ikke kan enes og at der ikke endnu, og sandsynligvis heller ikke i den umiddelbare fremtid, vil kunne blive etableret nogle gensidigt forpligtende aftaler mellem den politiske ledelse og den militære ledelse, som alle er imod regimet, men som igennem tre år har afsløret, at de ikke evner at finde sammen. Over for dem står et regime, der er ubehageligt velsmurt, og i stand til at spille oppositionen ud imod hinanden og et langt stykke ad vejen at manipulere med omverdenen. Seneste eksempel er jo det forhold, at regimet blev inddraget i afviklingen af de kemiske våben. Det regime, der brugte kemiske våben, og derfor skulle straffes af det internationale samfund, er nu pludselig blevet den samarbejdspartner, som er en forudsætning for at slippe af med de skide våben.

Konflikten startede for tre år siden som en fredelig national opstand imod Bashar al-Assads styre, men Syrien har siden udviklet sig til en væbnet skueplads for både nationale samt fremmede magters dagsordener. Hvordan vil den faktor påvirke konflikten fremover?
En stribe interessenter vil gøre, hvad de kan for at bevare status quo. For Hizbollah [i Libanon], så er det helt afgørende, at regimet [i Syrien] bliver opretholdt ud fra den regionale strategiske alliance med Syrien og Iran, men en af de alvorlige konsekvenser kan blive, at Hizbollah dermed sætter sin optjente goodwill over styr i forhold til andre grupperinger i Libanon og dermed [kan] svække sin egen position i Libanon. Iran har tydeligt vist, at de i et regionalt perspektiv har brug for det syriske regime for med leverancer af tekniske våben til Hizbollah at kunne spille ind i forhold til Israel. Endelig har Saudi-Arabien vist sig beredt på at bruge meget store summer på at få regimet væltet.

De parters interesser er ikke blevet ændret i de tre år, som er gået. Det forstemmende for den civile befolkning er, at ingen af parterne – uanset støtte fra anden side – har været i stand til at sikre sig en position i det militante opgør, som sikrer, at de kommer ud som den sejrende part, og det betyder bare uheldigvis, at regimet er anledning til, at befolkningen stadig er taget som gidsler i en konflikt.

Krisen runder treårsdagen for opstandens udbrud, som har udspillet sig uden indgreb fra international side. Hvordan betragter du verdenssamfundets håndtering af Syrien-konflikten?
Virkeligheden er jo sådan, at konflikter i forskellige stater meget vanskeligt kan løses af andre, end de grupperinger, der er involveret i den konkrete konflikt. Vi har set det i Irak og i Afghanistan. Det med, at man tror, at man kan komme ridende på en hvid hest udefra og løse uoverensstemmelser i et samfund viser sig oftest at være grebet ud af den blå luft. Oftest fordi de grupperinger, som udefra forsøger at løse konflikterne, vil løse konflikterne til egen fordel og ikke finde en konstruktiv bæredygtig løsning på den konflikt, der har afstedkommet uoverensstemmelser i den enkelte sag.

Der har hele vejen hersket bred splittelse i FN’s Sikkerhedsråd i spørgsmålet om Syrien. Især Kina og Rusland har konsekvent blokeret resolutioner imod Assad-styret. Vil de fastholde den position?
Jeg mener, og det har jeg ment længe, at Rusland klart har tilkendegivet, at de er interesserede i stabilitet i regionen samt interesserede i at få forhindret, at den militante islamisme kan få en base, som kan have negative konsekvenser for det russiske politiske system. Derfor vil de gøre, hvad de kan for at opretholde status quo, men jeg er ikke sikker på, at det længere nødvendigvis betyder, at Bashar al-Assad skal sidde på præsidentmagten. Der er mulighed for en forskydning i positionerne. Det samme har der været med den iranske regering. Da den iranske regering indgik aftalen omkring kontrol af sit eget atomudviklingsprogram, der var der pludselig en mulighed for, at USA kunne gøre op med sin stædige politik om at holde Iran ude af alt, hvor man måske havde været bedre tjent med at involvere Den Islamiske Republik Iran i løsningen af konflikten og [dermed] rationelt bruge den indgang til det syriske regimes indre kredse, som Den Islamiske Republiks regering er de eneste, der har. Rusland har ingen adgang til indercirklen i Syrien. Det har den iranske regering.

Der har været forsøg på diplomatiske forhandlinger imellem Assad-styret og de syriske oprørere, senest ved den nyligt overståede Geneve II-konference. Hvordan vil du evaluere mødet i Geneve?
Det gav ingen umiddelbare resultater, og det var nok også en smule naivt at forestille sig, at den ville kunne gøre det. Men der findes vedvarende forlydender om, at de parter, som det lykkedes [Lakhdar] Brahimi [FN’s og Den Arabiske Ligas særlige mægler for Syrien] at bringe sammen i Geneve fortsat har forbindelse til hinanden, og vi må sætte vores lid til, at det på sigt kan bære frugt. Det er den type af langsigtede forhandlingsløsninger, som for eksempel bragte den libanesiske borgerkrig til afslutning [med en aftale i 1989], og det samme, der i sin tid gjorde, at der blev bragt en aftale på plads mellem den franske regering og den algeriske uafhængighedsbevægelse [i 1962].

Men sådan som den politiske opposition har dokumenteret sin egen evne til at manøvrere rundt i farvandet i lyset af tre års borgerkrig, der må man nok erkende, at den ikke er specielt dygtig og derfor ikke står stærkt i forhold til regimet, der er ekstremt dygtigt til at manøvrere efterhånden som positionerne ændrer sig.

Oprøret imod Assad-styret bliver ofte betegnet som fragmenteret og tilgangen af ekstremistiske væbnede grupper på slagmarken har kun gjort konflikten mere kompliceret set udefra. Hvordan vil du betegne styrkeforholdet mellem de forskellige oprørsgrupper?
Det ved vi af gode grunde ikke ret meget om, men vi har et stort antal sikkerhedssystemer, der boltrer sig i at lave gætte-konkurrencer om hvor mange tusinde mand de enkelte grupperinger har under våben, og når man sammenligner de tal, som de ender med, så viser det med al tydelighed, at man er ekstremt dårligt orienteret. Men det er klart, at den jihadistiske fraktion har været med til at forpurre den oprindelige civile kollektive kritik af regimet, der begyndte som fredelige demonstrationer og civil ulydighed i marts 2011. For dem er det naturligvis dybt beklageligt, at nogen har evnet at ændre konflikten fra at være ét [en ting] til også at blive noget andet.

Interessen for de islamistiske grupperinger på slagmarken i Syrien har været støt tiltagende i medierne. Hvordan vurderer du omtalens proportionalitet i forhold til gruppernes egentlige indflydelse på landjorden?
Den er efter min opfattelse problematisk, fordi den bidrager til, at konfliktens omdrejningspunkt ændres fra at være, hvad den fortsat er: en uoverensstemmelse mellem politiske grupperinger i Syrien, om hvordan Syriens fremtid skal se ud. Den konflikt bliver i en lang række sammenhænge overskygget af en opprioritering af hvilke langsigtede konsekvenser jihadistiske grupperinger kan få både for den regionale udvikling og for en række af de interessenter, der er involveret: eksempelvis [afspejlet i] den russiske regerings, fuldstændig ligesom den vestlige verdens, næsten paranoide angst for alt, hvad der ligner al-Qaeda-affilierede grupperinger, som er fuldstændig overdrevet i forhold til, hvad de magter [på landjorden].

Så de ekstremistiske gruppers tilstedeværelse er med til at præge omverdenens reaktion på konflikten?
Ja, for der er ingen tvivl om, at deres voksende betydning og voksende tilstedeværelse igennem 2012 var med til at bane vejen for, at aftalen der skulle sikre en tilintetgørelse af de kemiske våben i Syrien overhovedet kom på tale. Når man fikserer så voldsomt på det, så er det blandt andet ud fra, hvad der kan ske med disse tvivlsomme våben, hvis de falder i de forkertes hænder. Det er lige præcis det, som det syriske regime har brugt som omdrejningspunkt for, at den så pludselig bliver en del af løsningen på det her område. Det betyder også, at det [narrativ], som det syriske regime benhårdt har fastholdt lige siden urolighederne begyndte at blive begyndende militariserede i sensommeren 2011 – at det var udenlandske islamistiske grupperinger og terrorister, der var på spil – er den forståelse af konflikten, som det internationale samfund takket være sultne journalister, der laver interviews med ligegyldige islamister fra Turkmenistan i Syrien, får bragt frem i mediedækningen.

For de syrere, der har mistet venner og bekendte i et politisk opgør mod et brutalt undertrykkende politisk system, er det naturligvis smerteligt ud over alle grænser at være vidne til, at den konflikt man nu har investeret så meget i med henblik på at få regimet til at ændre sig i stigende omfang er blevet omdefineret i det internationale samfund fra at være, hvad det egentlig var, en konflikt hvor det internationale samfund skulle hjælpe oppositionen med at komme af med et brutalt politisk system til at det internationale samfund nu arbejder sammen med det samme undertrykkende system for at modvirke andre [jihad-grupperne], der er gået ind ad bagdøren som konflikten har bredt sig.

Hvad kan vi forvente os af konfliktens fjerde år?
Den bedste løsning i konfliktens fjerde år ville være hvis grupperinger i inderkredsen af regimet når en erkendelse af, at de måske er bedst rustet fremadrettet ved at indgå en aftale med den politiske opposition. Om det vil ske, det er ligeså svært som at gætte lottotal lørdag formiddag. De tre år, konflikten har varet har tydeligt vist, at ingen af parterne er i stand til militært at nedkæmpe modparten, og derfor er kun en form for forhandling mulig, hvis konflikten skal løses.