Woodward, Bernstein og manden de kaldte ’Deep Throat’

Han var den hemmelige kilde i afsløringen af den største skandale i amerikansk politisk historie. Og han forblev hemmelig indtil Mark Felt, tre år før sin død, offentliggjorde, at han var manden, journalisterne Bob Woodward og Carl Bernstein siden 1972 havde kaldt ’Deep Throat’

Mark Felt var ikke en mand, der spøgte med vigtigheden af patriotisme. Faktisk var der få ting, der rangerede højere i hans verden end det at tjene sit land. En gerning, han dagligt udøvede med stolthed som ansat i FBI fra den 26. januar 1942 og frem 1973, hvor han forlod bureauet efter at have arbejdet sig op fra gulvet og til positionen som vicechef.
I løbet af sine mere end 30 år som FBI-agent, havde han set den ene præsident lede USA efter den anden. Helt tilbage fra præsident Roosevelt, der gav J. Edgar Hoover opgaven med at oprette FBI, til Truman, Eisenhower, Kennedy og Johnson. Det var ikke alle, Felt var lige enige med eller syntes lige godt om, men han respekterede deres embede.
Den samme indstilling prægede hans arbejde, da Richard Nixon i januar 1969 overtog posten efter Lyndon B. Johnson, der, trods muligheden, ikke havde ønsket at søge genvalg. Felt kendte til Nixon fra dennes tid som vicepræsident under Eisenhower, men trods den nye præsidents noget særprægede karakter, havde Felt ikke forestillet sig, hvilke ting han ville blive vidne til under Nixons ledelse. Nøjagtig som han på ingen måde heller havde forudset, hvad det i sidste ende ville få ham til at gøre.

Møderne i parkeringskælderen
For til Felts store bekymring, havde Nixon et noget usædvanligt forhold til det faktum, at selv landets leder skal holde dets love. Og da det viste sig, at Nixons administration havde en finger med i spillet i indbruddet i Watergate-bygningen den 17. juni 1972, flød bægeret over for den ellers så patriotiske Felt. Han ville ikke være med til at dække over en administration, der gjorde sig skyldig i den ene kriminelle handling efter den anden. Eller rettere: I hvert fald ikke bag kulisserne. Officielt passede han sit job som vicechef i FBI, men i nattens mulm og mørke mødtes han med den unge Washington Post-journalist Bob Woodward i en parkeringskælder uden for Washington D.C. og fortalte hvad han vidste.
Felt kendte Woodward fra år tilbage og da han stolede på ham, gik han med til at lede ham og makkeren Carl Bernstein i den rigtige retning mens de arbejdede sig til bunds i skandalen. De natlige møder i Rosslyn faldt dog ikke Felt helt naturligt. Tværtimod var han konsekvent grebet af følelsen af, at han var illoyal over for det system, han i tre årtier havde været en del af. Derfor ville han for alt i verden heller ikke have sit navn frem i lyset. Woodward indvilliget og beskyttede Felt. Uanset at presset på både ham, Bernstein og Washington Post voksede i takt med at de nåede ind til den inderste kerne af skandalen.
Resultatet af Woodward og Bernsteins fremragende journalistiske arbejde er velkendt. Richard Nixon endte med at træde tilbage som præsident, og overlod posten til Gerald Ford, som direkte konsekvens af Watergate-skandalen.
Hverken Woodward, Bernstein eller Felt havde haft fantasi til at forestille sig, at deres afsløringer i sidste ende ville få så dramatisk en konsekvens som det blev tilfældet.

Alle præsidentens mænd
Men interessen for sagen forsvandt ikke sammen med Nixon. Tværtimod fortsatte interessen ufortrødent. Især da filmstjernen Robert Redford købte rettighederne til Woodward og Bernsteins bog om skandalen og filmatiserede den med sig selv i rollen som Woodward og Dustin Hoffman som Bernstein. For var folk ikke klar over, at Woodward undervejs i arbejdet havde haft jævnlige møder i en parkeringskælder med en hemmelig kilde, der gik under navnet ’Deep Throat’, ja, så blev de det i hvert fald nu. For flere af filmens mest dramatiske scener var netop møderne mellem Felt og Woodward. Om end det ikke blev tydeligere, hvem ’Deep Throat’ i virkeligheden var. For den oplysning ville virkelighedens Woodward stadig ikke ud med. Uanset, hvor mange der spurgte.
Hvor mange gange, Bob Woodward gennem årene har fået spørgsmålet om, hvem ’Deep Throat’ var, vides ikke. Men et kvalificeret gæt er, at det har været både tit og ofte. Woodward forblev dog tavs, nøjagtig som Felt gjorde det.

Jeg er ham, de kaldte ’Deep Throat’
I hvert fald frem til den 31. maj 2005, hvor en på det tidspunkt 91 år gammel Mark Felt selv valgte at stå frem og i et interview med Vanity Fair fortælle at han var manden, der siden Watergate havde været kendt som ’Deep Throat’. Aftalen mellem Felt og Woodward havde ellers været, at Woodward ville beskytte Felts identitet, så længe Felt levede. Men nu hvor Felt selv stod frem, bekræftede Woodward at manden, der havde været hans faste samtalepartner i parkeringskælderen i Rosslyn i starten af 1970’erne, var Mark Felt.
Umiddelbart herefter gik Woodward i gang med at skrive bogen ’The Secret Man’ om sit samarbejde med Felt. En bog, der udkom i 2006 og som blev det sidste punktum i sagen om ’Deep Throat’. På det tidspunkt var Felt svækket af sygdom og han døde den 18. december 2008, 95 år gammel.
At han var en af de største whistleblowers i historien er der ingen tvivl om. Måske ligefrem den største. Hans lækager er i hvert fald dem, der har haft størst direkte konsekvens i en politisk kontekst, nemlig at Richard Nixon måtte træde tilbage som præsident. Og selv om han nok selv ville have foretrukket et andet alias, vil Mark Felts plads i historiebøgerne for altid være i rollen som ’Deep Throat’.