12 Years A Slave kommer ikke helt i mål

Den længe ventede storfilm ’12 Years A Slave’ har i dag dansk premiere. Filmen har, med rette, fået en flot modtagelse i udlandet og er nomineret til en række Oscars, heriblandt bedste film og bedste mandlige hovedrolle. Desværre er der enkelte elementer, der mangler, før filmen kommer helt i mål

Det har ikke skortet på anerkendelse og rosende ord til Steve McQueens nye storfilm ’12 Years A Slave’, der i dag har premiere i Danmark. Bedste film, bedste mandlige hovedrolle, bedste mandlige birolle og bedste kvindelige birolle er bare nogle af de mange nomineringer, filmen er i spil til ved næste weekends Oscar-uddeling. Og i det hele taget har anmeldelserne været flotte.

At slaveriet er en skamplet på den amerikanske historie og at det fortsat er et emne, omgivet af en god portion berøringsangst, er der ingen tvivl om. Derfor skal instruktøren Steve McQueen have stor ros for at turde fortælle historien om slaveriets grusomheder og meningsløshed. Nøjagtig ligesom han skal have ros for at turde vise i detaljer, hvor voldsomt det dagligt gik for sig rundt om på diverse ranches i sydstaterne.
Så langt, så godt.

Flere mangler
For desværre er der enkelte elementer, som mangler i filmen, for at man med rette ville kunne sige, at der var tale om den ultimative film om slaveriet i 1800-tallets USA. Ideen om at bygge historien op omkring Solomon Northup, der var en fri mand, men som blev taget som slave og måtte vente tolv år på at få sin frihed tilbage er god. For ingen kan være uenige i, at Northups historie er forfærdelig og at de mange prøvelser, han måtte gennemgå for at blive genforenet med sin familie er gruopvækkende. Men det er en skam, at filmens fokus er så stringent på Northup og ikke i højere grad giver plads til at fortælle historien om nogle af de mennesker, der sammen med Northup dagligt bliver sendt i bomuldsmarkerne og ellers må ligge under for ranchejerens sadistiske adfærd. Dem lærer vi desværre kun at kende i enkelte glimt, hvilket er trist, da vi, modsat Northup, ikke kender deres skæbner i forvejen. Eksempelvis den kvindelige slave Patsey, der fremragende bliver spillet af Lupita Nyong’o, har en historie, der ville være relevant at folde mere ud end det er tilfældet. Især fordi hun, modsat Northup, har været slave siden hun var barn og med stor sandsynlighed har været det til sin død. På den måde er hendes historie langt mere repræsentativ for de mange tusinde slaver, der frem til borgerkrigens afslutning i 1865 var underlagt deres ranchejere.

Den sidste del af Northups liv
På samme måde er det også en skam, at historien om Solomon Northup ikke fortælles færdig. For historien om den sidste del af hans liv, er mindst lige så interessant og relevant som de tolv år, der fortælles om i filmen. Men det er desværre kogt ned til enkelte tekststykker i filmens afslutning. Det er naturligvis en prioritering fra McQueens side, men man kunne med fordel have kortet lidt ned på andre dele af filmen, for på den måde at have givet plads til den sidste del af Northups liv.

Når alt det er sagt, så er ’12 Years A Slave’ på mange måder en flot og velspillet film. Og den vil uden tvivl høste flere statuetter ved Oscar-uddelingen næste søndag. For selv om den ikke kommer hele vejen i mål, så kommer den trods alt et rigtig langt stykke af vejen. At det så tangerer falsk markedsføring at der på plakaten reklameres med stjerneskuespillere som Brad Pitt og Paul Giamatti, som er med i henholdsvis fem minutter hen mod slutningen og ti minutter i starten, det er hvad det er. Men Steve McQueen tager fat om et emne, der ikke er ret mange, der har turdet tage fat i. Det kan forhåbentlig anspore flere til at gøre det samme. For der er fortsat meget at fortælle om.