Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Worst best case scenario for de iranske atomforhandlinger

Tirsdag begyndte forhandlingerne med Iran om landets atomprogram på ny. Et positivt resultat af forhandlingerne vil i manges øjne være lig med at Iran ikke opnår atomare våbenkapaciteter. Historien vil dog vise at det er svært af forudsige om aftalen vil opnå de ønskede resultater, og der er derfor stadig flere mulige scenarier for hvad der vil følge.

Tirsdag satte seks stormagter sig til bordet med Iran, for at diskutere fremtiden for landets atomprogram. Frygten er at Iran ønsker at bygge atomvåben, en påstand som regimet i Teheran hårdnakket nægter.
Verdenssamfundet har i lang tid arbejdet på at undgå at Iran får atomvåben. Israel og USA har ført an i disse anstrengelser, og har da også selv kørt programmer som skulle forsinke eller stoppe Irans atomprogram. Her har de to lande både arbejdet sammen og hver for sig. Indsatsen har inkluderet cyberangreb på det iranske atomprogram, det mest kendte af disse var computervirussen Styxnet som man brugte mod det iranske atomprogram i 2010. Virussen blev kendt fordi den spredte sig til civile computere på globalt plan, noget som man ikke havde forudset da man udviklede virussen hos CIA. Angiveligt et godt oplæg til en personalesamtale med præsidenten.
Indsatsen har fra israelsk side også inkluderet attentater mod førende forskere på atomprogrammet, nogle gange udført på åben gade i Teheran.

Men hvilke scenarier er mulige i forhold til udviklingen af Irans atomprogram, og hvad betydning vil de hver især have.
Første scenarie er at aftalen mellem de seks stormagter og Iran lever op til forventningerne, og Irans atomprogram holdes til civile formål.
Andet scenarie er at aftalen ikke opnår de ønskede resultater, og Iran fortsætter med at udvikle deres atomprogram som kan bruges til militære formål.
Så har analytikeren vist heller ikke overanstrengt sig med analysen: enten får de atomvåben eller også får de ikke. Men lad os alligevel se på hvad de to scenarier vil betyde.

Iran lever op til aftalen – får ikke atomvåben
Hvis Iran lever op til aftalens direktiver, og landet opgiver sit forsøg på at udvikle sit atomprogram til noget som kan bruges til militære formål, kan det have flere positive konsekvenser for både landet og regionen.
Iran er i øjeblikket underlagt heftige sanktioner som resultat af landets atomprogram, og mistanken om den militære bagtanke med programmet. Disse sanktioner har ramt landets økonomi hårdt, og befolkningen har lidt under de stadig hårdere sanktioner som er påført landet. Hvis disse blev løftet ville unægtelig have positive konsekvenser for befolkningen.

Ligeledes vil det lette den diplomatiske forbindelse mellem USA og Iran, hvis regimet levede op til aftalen.
Det vil også være en politisk sejr for Obama som i 2008 havde som under valgkampen lovede, at han ville række en hånd ud til USA’s modstandere, og prøve at finde en løsning på konflikterne via diplomatiske veje. Dette skulle stå i kontrast til Bush-administrationens neokonservative udenrigspolitik. Så en succesfuld aftale vil også være en fjer i hatten for den amerikanske administration, og vil blive brugt som et tegn på at administrationens mellemøstpolitik er en succes.

Iran får atomvåben – best-case scenario
Hvis aftalen skulle falde igennem, og Iran ender med at få atomvåben, så er der to underscenarier som kan udspille sig.
Første underscenarie er at Iran opfører sig som en rationel aktør, det vil sige opfører sig ansvarligt og holder de atomare våbenkapaciteter på et statsligt niveau, og ”kun” anvender våbnene til afskrækkelse.

Dette var et scenarie som den nuværende amerikanske forsvarsminister Chuck Hagel forudså i en bog han skrev et par år før han kom på tale som ny forsvarsminister i Obama-administrationen efter Leon Panetta. Hvad der var ret kontroversielt i Hagels analyse var at han så et atombevæbnet Iran som en potentielt set god ting, som kunne stabilisere regionen. Hans analyse, og en del andre analytikere for den sags skyld, gik på at et atombevæbnet Iran ville føle sig trygt fordi det nu havde et afskrækkelsesmiddel som ville holde eventuelle modstandere fra at angribe. Det ville lede til blødere retorik, og åbne for mere dialog mellem de mellemøstlige magter.

Det er ikke en underdrivelse, at der var flere medlemmer af Kongressens forsvarskomiteer som havde en kommentar eller flere til Hagels analyse, da man skulle bekræfte ham som forsvarsminister.
Analysen er dog fornuftig nok, og kan vise sig at være rigtig. Dette er dog et best-case scenarie for hvis Iran får atomvåben.

Iran får atomvåben – worst-case scenario
Et worst-case scenarie I tilfælde af at Iran får et atomar våbenkapacitet, er at regimet vælger at anvende denne kapacitet.
Der vil formodentligt ikke være tale om et direkte angreb fra Iran mod Israel, men tale om at Iran giver denne kapacitet til deres allierede i Hizbollah i Libanon som så kan udføre et angreb.

Det vil ikke være første gang Iran leverer våbenkapaciteter til Hizbollah. I 2012 skød Israel en drone ned i israelsk luftrum, som de mente kom fra Hizbollah. Denne teknologi havde de angiveligt fået fra Iran.
Et sådan angreb ville have omfattende konsekvenser. Israel vil højst sandsynligt indlede gengældelsesaktioner mod både Hizbollah og Iran som måtte formodes at have leveret kapaciteten.

En sådan konflikt ville trække USA ind i en mellemøstlig storkonflikt, som man fra amerikansk side på ingen måde er interesseret i. Af samme grund har USA arbejdet intenst på at undgå at Israel foretager et præventivt bombeangreb mod Irans atomprogram, hvilket formodentligt også ville føre til en eskalerende konflikt.

Kort sagt, så afhænger mange ting af resultaterne af de forhandlinger som gik i gang tirsdag.

Written By

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'I Nationens Tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig fra Vietnam til Islamisk Stat' som udkom ved Syddansk Universitetsforlag. Desuden har han skrevet udgivelsen 'Velkommen til Trumps verden' og været redaktør på bogen 'Præsidenter - fra Washington til Trump' fra Lindhardt & Ringhof. Han har også bidraget til en række andre udgivelser og bøger om amerikansk politik og historie.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen