Fredsprocessen er en paradeforestilling

Sidste sommer indledte Israel og PLO på Vestbredden endnu en runde direkte forhandlinger i den såkaldte fredsproces med den amerikanske udenrigsminister John Kerry som aktiv fødselshjælper. Kongressen.com har talt med Søren Schmidt, lektor og Mellemøstekspert ved Aalborg Universitet, om fredsforhandlingernes chancer for succes, USA og Israel samt israelsk kritik af John Kerry.

Hvad er status på fredsprocessen netop nu?

De er stadig i gang, og de har en deadline 1. april. Der har været tilkendegivelser fra den palæstinensiske side om forhold, man ville kunne acceptere, men intet fra den anden side [fra Israel], så det er indtil videre uvist, hvordan forhandlingerne skrider frem.

John Kerry har mødt kritik fra højtstående israelske politikere, Yuval Steinitz (minister for strategiske anliggender) samt Moshe Yaalon (forsvarsminister) for sin ”besættelse” af fredsbestræbelserne, ”messias-kompleks” og pres imod Israel. Hvordan skal vi tolke denne kritik?

De kritiserede [senest] Kerry for på sikkerhedskonferencen i München [i starten af februar] at gøre opmærksom på udviklingen imod større internationalt pres imod Israel og en kampagne for boykot af israelske varer, især fra Vestbredden. Det var en måde at fortælle Israel på: ”lav en deal, mens situationen er forholdsvis fornuftig for jer. Den bliver ikke bedre for jer, hvis I venter”. Det tolkede israelerne som pres fra Kerry, selvom han henviste til en udvikling, som alle kan iagttage: At Israel langsomt er ved at blive det nye Sydafrika, det nye land, som skal ”bashes” i verdensopinionen.

Hvad forsøger de israelske politikere at opnå med den slags retoriske udfald imod den amerikanske udenrigsminister?

Forholdet mellem Israel og USA har længe været som forholdet mellem en hund og dens hale. USA er supermagten og Israel er halen, men hvor hunden logrer med halen, så er det her omvendt: halen logrer med hunden. Hvis israelske politikere føler sig pressede, så kan de råbe op og sætte sig i en offerrolle, og så har de kunnet forvente, at deres støtter i USA, Israel-lobbyen, ville sørge for, at de amerikanske ledere retter ind. Det er det store spørgsmål, om det forhold mellem hunden og halen stadig findes i samme udstrækning: om Israel virkelig kan logre med hunden. Nogle ting tyder på, at det er ved at ændre sig, og det vil svække effekten af den slags [israelsk kritik].

Det er kurrer på tråden mellem to traditionelt meget nært allierede stater. Hvad betyder den slags israelske udtalelser for det diplomatiske forhold mellem USA og Israel?

Der er ikke nogen tvivl om, at Israel altid vil have en særlig status i USA. Det nye er, at man [USA] er begyndt at tvivle på – og med rette, vil jeg mene – om israelske politikere faktisk varetager Israels interesse på den bedst mulige måde. Hvis udviklingen fortsætter, så vil Israel blive tvunget til at skulle vælge mellem at være et demokrati eller en jødisk domineret stat. På et tidspunkt vil palæstinenserne [på den besatte Vestbred] kræve politiske rettigheder, og så vil den jødiske karakter forsvinde. Den eneste måde at reagere på det vil være at lave et apartheidstyre, som det langsomt begynder at ligne, hvor kun nogle har politiske rettigheder, mens andre bliver udelukket.

Der er langsomt ved at komme en justering i USA’s holdning til Israel, og man [USA] har jo andre interesser i regionen, som bliver påvirket af, at USA har støttet Israel så ensidigt. Hvis USA varetog sine interesser, så havde de sat Israel stolen for døren for længe siden. Men det gør de ikke, og det vil de ikke være i stand til, og derfor vil det bare fortsætte. Konflikten vil ikke blive løst nu og her.

Kan ministrenes udfald imod John Kerry foregå uafhængigt af premierminister Benjamin Netanyahu, eller deler premierministeren i virkeligheden stiltiende sine ministres kritik?

Ser man på, hvordan Netanyahu opfører sig, udtaler sig og har gjort det igennem hele sin politiske karriere, så er der ingen grund til at tro, at han er uenig med dem. Han har ganske ekstreme synspunkter på fredsprocessen og har brugt størstedelen af sit politiske liv på at modarbejde den. Alle fornuftige initiativer, der har kunnet medvirke til at løse problemer samt deeskalere konfliktniveauet i Mellemøsten har han altid betegnet som historiske fejltagelser: rømningen af Gaza-striben, Oslo-aftalen i 1992 og senest forhandlingerne med Iran om dets atomprogram.

Senest er John Kerry blevet kritiseret af israelske ministre for bemærkningen i München om, at alternativet til fremgang i fredsprocessen kan være øget international isolation samt boykot-initiativer imod Israel. Hvorfor reagerer Israel så kraftigt på sådan en bemærkning?

De har været vant til at slå benhårdt ned på den mindste kritik, hvis der er det mindste pres imod Israel. Der er noget i den israelske psyke: Israelerne opfatter ikke sig selv som nogen, der skal gøre, hvad andre siger, de skal gøre. De tager vare på sig selv, forlader sig ikke på andre, og det kan man godt forstå på baggrund af Holocaust. Men de spiller også for galleriet. De ved udmærket, at hvis Israel ødelægger for meget for USA og andre, så kommer det til at koste dem, og jeg tror også, at det mest sandsynlige scenarium er, at Israel i endnu større grad vil blive opfattet som en pariastat.

USA har længe udgjort en klippefast politisk støtte af Israel, både på statsniveau og bredt i det amerikanske samfund, hvilket den årlige amerikanske militære bistand til Israel – i øjeblikket på lidt over 3 mia. dollars årligt – også illustrerer. Alliancen med USA er enormt vigtig for Israel. Kan USA gøre sin støtte til Israel betinget af israelske indrømmelser i fredsprocessen?

Nej, jeg tror, det bliver svært for USA at varetage sin interesse, for hvis de ønskede at gøre det, så ville de behandle Israel som enhver anden stat, og det ville sige, at det koster noget, hvis ikke Israel opfører sig nogenlunde ordentligt. Men på grund af Israel-lobbyen, så har de svært ved at gøre det.

Den amerikanske kongres har traditionelt været garant for opbakning til Israel, og den pro-israelske lobby, som du nævner, bliver ofte beskrevet som meget indflydelsesrig i USA. Hvordan vil den amerikanske støtte til Israel være fremover?

Du vil begynde at se nogle små nuancer, hvor tingene ændrer sig. John Kerry var ude at sige ”nu skal I ikke misforstå mig, det er ikke mig, som mener, at der skal være boykot, men den udvikling er undervejs”, men så tilføjede han også, at han gerne så, at hans synspunkter blev refereret og repræsenteret mere ædrueligt, og at man ikke burde forvanske hans synspunkt, som det skete. Det er lidt skolemesteragtigt, hvor man siger ”enough”. Det vil man se mere af. Store dele af den jødisk amerikanske opinion er også ved at være træt af lobbyen AIPAC, som støtter en hård Netanyahu-Likud nationalistisk politik, og det gør jødiske amerikanere som sådan ikke. Hvis USA skal skifte kurs, så skal de have baglandet med. Jeg tror bare, at det er en meget langsom proces. Der vil gå mange år inden USA kan begynde at opfatte Israel som et normalt land, og dermed banke det på plads.

Dele af den israelske regering, f.eks. udenrigsminister Avigdor Lieberman samt økonomiminister Naftali Bennett, bliver ofte betegnet som stærke fortalere for israelske bosættelsesaktiviteter på den besatte Vestbred. Hvad betyder deres position for fredsforhandlingernes chancer for succes?

Hvis du tager udenrigsminister Lieberman, så bor han ikke engang i Israel, han bor på Vestbredden. Det viser, hvor dybt integreret den israelske regering er med bosætterbevægelsen. Jeg tror ikke, du får en fredsaftale så længe Netanyahu sidder ved roret sammen med Lieberman. Det er der bare nul chance for. Og der er ingen udsigt til, at mere moderate kræfter kan overtage roret – tværtimod.

John Kerry har tilsyneladende forsøgt at skabe en nu eller aldrig–stemning som drivkraft for denne runde af direkte forhandlinger: at tiden til at handle er nu, og at sidste udkald nærmer sig. Hvad kan vi forvente os af de næste måneders forhandlinger frem imod tidsrammens afslutning til april?

Man skal aldrig opgive håbet på mirakler, men jeg synes ikke, at noget som helst realistisk kan overbevise os om, at det vil ske. Men det kan måske bruges i forhold til den amerikanske opinion, når det står lysende klart, at Israel – trods Mahmoud Abbas’ udtalelser om accept af israelsk militær tilstedeværelse i indtil fem år, NATO-kontrol af sikkerheden samt en kun principiel (men ikke i praksis) ”right of return” for palæstinensiske flygtninge [til Israel] – stadig ikke ønsker at indgå en aftale. Så vil det fremstå klart, at sikkerhed har været et skalkeskjul for det egentlige formål med besættelsen, et Stor-Israel, som højre nationalister ved roret i Israel drømmer om, og det kan påvirke opinionen i USA. Det kan man håbe, at det på længere sigt kan forbedre forhandlingssituationen.

Fredsprocessen bliver genoptaget med jævne mellemrum, men parternes politiske positioner forekommer temmelig fastlåste, rollerne er genkendelige og forhandlingerne løber ofte ud i sandet. Giver det overhovedet mening at tale om en løbende fredsproces; altså, et forløb med bevægelse imod reel forandring?

Nej, jeg mener, at den såkaldte fredsproces i mange år har været en stor paradeforestilling og har de facto været et dække over fortsat annektering og kolonisering af Vestbredden. Det har selvfølgelig passet nationalisterne i Israel fint, at alle ligesom holder vejret. Det har man nu gjort siden Oslo-processen i 1992. Det er ren Orwell-speak at kalde det en fredsproces, for det er faktisk det modsatte.