Knald eller fald for frihandelsaftalen

Dækningen af forhandlingerne om den euro-amerikanske frihandelsaftale TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership) har hidtil været begrænset i Danmark. Det kan forundre, idet frihandelsaftalen er af fundamental betydning for regeringerne på begge sider af Atlanten – både af økonomiske og magtpolitiske årsager.

Siden forhandlingsstarten i juli 2013 har USA og EU gjort betydelige fremskridt i de forgangene tre forhandlingsrunder om en transatlantisk frihandelsaftale. USA og EU har fremlagt en ambitiøs tidsplan, hvor de to parter sigter efter at få aftalen underskrevet ved udgangen af dette år. Men nu hvor forhandlingerne er på vej ind i den afgørende fase, vil der også være endnu mere fokus på de kontroversielle aspekter af TTIP-forhandlingerne.

Et afgørende år for TTIP
I Europa hersker der en udpræget frygt for, at aftalen i en uforholdsmæssig høj grad vil komme til at favorisere USA’s økonomiske interesser, og jo længere USA og EU når i forløbet, vil spørgsmål som den forskellige tilgang til lovgivning, forskellige standarder, reguleringer og ikke mindst særinteresser og protektionisme komme til at fylde. Samtidig vil presset fra miljøgrupper og fagforeninger på begge sider af Atlanten også i stigende grad kunne mærkes i en tid, hvor Edward Snowdens afsløringer allerede har truet med at afspore forhandlingsprocesseen. Og sidst men ikke mindst kan både valget til Europa-Parlamentet i maj og midtvejsvalget til Kongressen i november give populistiske grupper en gylden mulighed for at lufte deres skepsis overfor aftalen. Det er derfor ikke for meget at sige, at året 2014 vil blive et afgørende år for TTIP. Det er knald eller fald.

Verdens mest avancerede økonomiske aftale
En transatlantisk frihandelsaftale vil være verdens mest avancerede økonomiske aftale og gå langt ud over det mest grundlæggende aspekt af frihandel; afskaffelsen af handelsbarrierer. Aftalen vil nemlig også kunne sætte nye grænser for økonomisk vækst.

Da USA og EU har som formål at fjerne handelsbarrierer i en bred vifte af økonomiske sektorer, vil aftalen gøre det lettere at købe og sælge varer og tjenesteydelser på begge sider af Atlanten. Frihandelsaftalen vil derfor også resultere i flere arbejdspladser og økonomisk vækst i både USA og Europa. En undersøgelse af Centre for Economic Policy Research i London prognosticerer således, at en ambitiøs og omfattende aftale vil betyde, at EU-landenes økonomi vil kunne se frem mod op til 120 milliarder euro ekstra om året. Desuden vil EU’s eksport til USA kunne stige med op til 28 procent, hvilket yderlige vil kunne tilføre 187 milliarder euro årligt til den europæiske økonomi.

Disse tal skal selvfølgelig tages med et gran salt, da det er meget vanskeligt at komme med pålidelige prognoser, der både inkluderer muligheder og risici i en aftale af denne størrelsesorden. Men selvom en sund skepsis er på plads, så er der i USA og Europa dog en udpræget enighed om, at en aftale er ønskværdig. Den generelle opfattelse på begge sider af Atlanten er, at frihandel skaber vækst og beskæftigelse, da frihandel øger konkurrencen, ansporer innovation, presser priserne ned og skaber handel og arbejdspladser. Derfor er der ingen tvivl om, at en potentiel aftale også vil have stor betydning for Danmark. Det danske udenrigsministerium har således tidligere anslået, at den samlede danske eksport til USA vil kunne øges med 20-25 milliarder kroner, hvilket ifølge dansk industris interesseorganisation DI vil svare til cirka 12-14.000 nye job i Danmark.

Nu er der momentum for ideen
Ideen om en transatlantisk frihandelsaftale er ikke ny. Clinton-administrationen forsøgte sig i 1995 med en såkaldt New Transatlantic Agenda, ligesom Bush-administrationen i 2007 forsøgte at genoplive tanken om et øget transatlantisk samarbejde, da man arbejdede tæt sammen med Tyskland i en bestræbelse på at oprette et Transatlantic Economic Council. En af de primære årsager til, at det hidtil har været svært at nå til enighed om en transatlantisk frihandelsaftale er, at forskellige kulturer sjældent går hånd i hånd men snarere kolliderer, når man sidder ved forhandlingsbordet. Og det bliver da heller ikke nemt denne gang, når USA og EU skal forhandle en aftale på plads. For forskellene mellem USA og EU eksisterer fortsat, især når diskussionen kommer til afskaffelsen af toldsatser, åbningen af investeringsmarkederne, harmoniseringen af produktstandarder og godkendelsesprocedurer, landbruget og cybersikkerhed. Især sidstnævnte emne er efter Snowdens afsløringer blevet genstand for en stærkt politiseret debat i hele Europa om borgernes ret til privatlivets fred og databeskyttelse.

Disse bekymringer skal selvfølgelig tages alvorligt, hvis man vil have befolkningen på begge sider af Atlanten med på en transatlantisk frihandelsaftale. Men på trods af disse udfordringer er der en række tegn på, at aftalen kan komme i hus i denne omgang, både af magtpolitiske og af geopolitiske årsager.

USA og EU kan fastlægge de økonomiske regler
Selvom EU og USA begge har været mærket af den økonomiske krise, er handelsrelationerne på tværs af Atlanten fortsat af afgørende betydning. Tilsammen står EU og USA for 30 procent af den globale handel med varer og 40 procent af den globale handel med services. Derudover er EU og USA hinandens vigtigste investeringsmarkeder. Peter Bay Kirkegaard, chefkonsulent for Dansk Industri, påpegede i sidste år, at en tredjedel af EU’s samlede udenlandske investeringer ligger i USA, mens hele 44 procent af USA’s udenlandske investeringer ligger i EU. Disse tætte økonomiske relationer har derfor også direkte indvirkning på beskæftigelsen på begge sider af Atlanten. Kirkegaard vurderer, at omkring 15 millioner jobs i EU og USA er knyttet til den transatlantiske handel.

Tilsammen tegner den amerikanske og de europæiske økonomier sig ansvarligt for cirka 50 procent af det globale BNP, og handlen og investeringerne mellem de to regioner beløber sig på cirka 5000 milliarder dollar. Årligt. Denne økonomiske størrelsesorden gør, at en frihandelsaftale vil manifestere det faktum, at USA og Europa fortsat i høj grad kan fastlægge de økonomiske regler, som resten af verden må rette sig ind efter. Set ud fra et magtpolitisk synspunkt vil aftalen dermed være en game changer i en tid, hvor spekulationerne om USA’s mulige fald fra verdens førersæde af mange behandles som et videnskabeligt faktum, og ikke det som det er, nemlig ren spekulation.

Set med økonomiske briller vil frihandelsaftalen være mere end en symbolsk håndsrækning over Atlanten, der bekræfter det tætte bånd mellem USA og Europa. For Europas ønske om en aftale er håndgribelig. I lyset af krisen i eurozonen og de store udfordringer til den europæiske velfærdsmodel er Europas regeringer nødt til kickstarte den europæiske økonomi og øge konkurrenceevnen på lang sigt. Men logikken bag en sådan aftale er ikke kun økonomisk, men også politisk.

Aftalen kan revitalisere det transatlantiske partnerskab
En mulig handelsaftale vil kunne revitalisere et transatlantisk partnerskab, som ellers kan risikere at blive mere og irrelevant i en tid, hvor USA primært vender blikket indad og mod Asien; Mellemøsten er i oprør; og Europa er i økonomisk krise. Frihandelsaftalen vil dermed kunne puste nyt liv i den transatlantiske alliance. Samtidig vil EU kunne overbevise nogle af de mere euroskeptiske lande, som for eksempel Storbritannien, at projektet EU kan være løsningen på kontinents økonomiske besværligheder og ikke roden af problemet.

Også for EU’s rolle i verden vil en aftale være imminent, da EU for alvor vil kunne markere sig på den internationale scene, hvor man sammen med USA vil kunne sende et stærkt signal til Kina, om hvem der fortsat styrer slagets gang i international politik. Kort sagt vil den transatlantiske frihandelsaftale dermed tillade USA og EU at fastholde deres relative magt over den globale økonomi.

USA og EU vil holde fast i tøjlerne
Det betyder selvfølgelig ikke, at frihandelsaftalen ville kunne lave om på de nye geopolitiske realiteter, som verden har været vidne til i de seneste år. Den såkaldte vestlige verdens evne til at diktere de globale regler vil utvivlsomt mindskes i de kommende år, hvor international politiks fokuspunkt vender sig mod Asien. Samtidig lever vi i globaliseringens tidsalder, hvor stater i større grad er i stærk konkurrence med internationale virksomheder og NGO’er for at kunne dominere den internationale dagsorden.

Magten skifter i disse år, og det vil frihandelsaftalen heller ikke kunne lave om på. Forsimplet sagt så løber de asiatiske heste bare hurtigere for tiden. Men et amerikansk-europæisk tandem vil fortsat kunne bruge sin økonomiske og politiske vægt til at holde fast i tøjlerne på den økonomiske rangorden. Og det er alt andet sjovere end at blive drevet rundt i manegen.