Irak går dårligt – men vi vandt jo…

Situationen i Irak er meget anspændt i øjeblikket, med byer i det vestlige Irak som er faldet til al Qaedas kontrol. Især byen Fallujahs fald har vakt opsigt i USA. Denne situation har nu vakt en intens debat om resultatet af USA’s engagement i Irak. Var det forgæves, eller havde det reelle resultater?

I december 2011 trak USA de sidste af sine styrker ud af Irak, efter 8 års engagement, som konsekvens af at man ikke kunne få lavet en sikkerhedsaftale med den irakiske regering.
Siden da har Irak været præget af politisk uro, og senest har borgerkrigen i Syrien haft en spill-over effekt hvor et styrket al Qaeda har genvundet magten i den vestlige del af Irak.
Det betyder nu, at man i USA diskuterer intens om hvorvidt man greb engagementet i Irak korrekt an.
Her spænder meninger helt fra at USA’s engagement i Irak var en kæmpe succes, og at man vandt, til dem som mener, at man ikke kan argumentere for at engagementet var en succes, når man tager i betragtning, hvordan situationen ser ud nu.
Fallujahs fald gør ondt
I januar meddelte flere medier at byen Fallujah i det vestlige Irak var faldet til al Qaeda. Det er noget som gør rigtig ondt på amerikanerne.

I 2004 udkæmpede det amerikanske marinekorps to større slag mod al Qaeda i netop denne by. I december 2004 udkæmpede man det største slag i en by siden Vietnam-krigen, med mere end 10.000 amerikanske soldater engageret, primært marinesoldater.
Byen blev omringet, og civile fik lov at forlade byen, hvorefter de amerikanske soldater, støttet af irakiske og britiske styrker, ryddede byen hus for hus. 95 amerikanere mistede livet og over 500 blev såret, og det anslås at mellem 1.200 og 1.500 al Qaeda krigere døde i slaget.
At byen nu er faldet, igen, til al Qaeda har fået mange veteraner og efterladte op af stolene, for at kritisere at situationen i Irak har fået lov at komme så langt ud af kontrol.

Her er debatten særligt øm, for i denne debat må man stille sig spørgsmålet, om det har været forgæves at disse 95 amerikanere gav deres liv. Dette er en debat som amerikanske politikere har svært ved at begive sig ind i, for man vil ikke risikere at konklusionen bliver at indsatsen var forkert. Det ville både betyde, at de amerikanske soldater døde forgæves, men også at politikerne bag krigen begik fejl. Ingen af dele er konklusioner, man har lyst til skal drages. Derfor bliver det ofte en pseudo debat, hvor hver lejr graver sig ned i respektive skyttegrave og skyder efter hinanden.

”Jamen vi vandt jo”
I militære kredse er situationen i Irak blevet et varmt emne for diskussion af, hvorvidt de vidt berømmede oprørsbekæmpelses doktriner overhovedet havde nogen effekt. Det var disse doktriner som general Petraeus stod for at få genindført i det amerikanske forsvar siden 2006. i den sidste halvdel af 2013 så man, pga. den intense kritik, at flere prominente fortalere for oprørsbekæmpelses doktriner komme ud og forsvare strategien i Irak.
Her skabte især general Petraeus selv stor opsigt da han udgav en artikel i magasinet Foreign Policy under titlen ”How We Won In Iraq”. I artiklen forsvarer han den strategi som han stod for at gennemføre i Irak fra 2007, og argumenterer for at implementeringen af denne strategi var essentiel til at få vendt situationen i Irak i positiv retning.
Denne fremstilling støttedes af Petraeus’ tidligere stabschef som udgav sine erindringer i oktober 2013, for, ifølge ham selv, at rette op på en række misforståelser som han mener, er opstået om den periode hvor Petraeus stod i spidsen for indsatsen i Irak.
I det hele taget er historien om Irak-krigen blevet en akademisk slagmark, hvor debatten raser om det var den korrekte strategi som blev implementeret, eller om den i det hele taget havde nogen effekt.

Støtterne og kritikerne i Kongressen
I Kongressen har diskussionen om hvordan USA skulle gribe den nye forværrede situation an, revet op i gamle sår. Endnu en gang står støtterne af Irak-krigen sammen, og på den anden side står de mange kritikere af krigen.
Man har måttet overveje, hvorvidt man ville sælge avanceret militærudstyr til den irakiske regering, for at hjælpe med at dæmme op for al Qaedas udbredelse i den vestlige del af landet.

Kongressen har nu godkendt salget af 24 af de kendte Apache helikoptere, mens man stadig holder igen med salg af avancerede kampfly, missilsystemer og droner. Kongresmedlemmer frygter nemlig, at disse våben ikke vil blive brugt kun mod al Qaeda og andre uønskede elementer i Irak, men at den shia-muslimske præsident vil bruge dem mod sunni-muslimer i landet.
Der har dog hersket bred enighed i Kongressen om en ting. Der skal ikke sendes amerikanske kamptropper til Irak for at støtte den pressede regering. Men det betyder ikke, at det ikke har været nævnt at sende amerikanere til landet.
Senator John McCain kom for et par uger siden med, hvad han mente, var en god opskrift på at ordne problemerne i Irak: Send general Petraeus til Irak sammen med ambassadør Ryan Crocker.

De to herrer var ansvarlige for at gennemføre en ny strategi i Irak fra 2007 og frem, baseret på de doktriner som Petraeus havde genoplivet i det amerikanske forsvar.
Ud fra en åbenbar devise om at ”det virkede jo fint sidst – så hvorfor ikke igen”, mener McCain altså, at det ville kunne være en løsning at sende de to herrer tilbage til landet.

Dette løsningsforslag fik mange observatører til at tabe underkæben. Hvordan kunne man dog foreslå noget sådan!? Det virker dybt useriøst, at se det som en løsning at sende Petraeus og Crocker tilbage til Irak. Problemstillingen i Irak har ændret sig. Da de to herrer var med til at stabilisere Irak i en sådan grad at USA kunne begynde at trække sig ud af landet, var der ikke en borgerkrig i Syrien, som kunne bidrage til ustabiliteten i Irak.
Borgerkrigen i Syrien har styrket al Qaeda i Irak ved en tilførsel af kampvante veteraner til landet, suppleret med den fortsatte politiske og sekteriske uro.
Dette problem kan Petraeus og Crocker ikke bidrage til en løsning af, lige meget hvor meget prestige og viden de bringer til bordet. Her skal der en langt større indsats til.

Gamle sår heler langsomt
Den forværrede situation i Irak har altså rippet op i nogle sår, som bestemt ikke er helet endnu. Krigen i Irak var et emne som splittede Kongressen, ikke nødvendigvis på tværs af partier, men på tværs af personlige meninger. At man nu kan se, at landet igen går i den forkerte retning, gør at mange stiller det ubehagelige spørgsmål, om det var det hele værd. Nyttede det noget?

De folk som stod for den stabilisering af Irak, som man så under general Petraeus, flokkes nu frem for at argumentere for, at det ikke var deres indsats som ikke lykkes. I stedet har det været faktorer, som man ingen kontrol har haft over, og man kan derfor ikke pege fingre af den amerikanske indsats.

Generelt er det en følelsesladet diskussion som kører i Washington i øjeblikket. En diskussion som involverer alle fra højtstående senatorer, som enten kæmpede for eller imod indsatsen i Irak, og til soldater som kæmpede i Irak, eller efterladte til soldater som mistede livet i kampene for at stabilisere landet.
At den irakiske regering virker til at have mistet kontrollen i den vestlige del af landet, har altså resulteret i mere end en diskussion om hvad man skal gøre nu. Det har resulteret i en intens diskussion om historieskrivningen om USA’s engagement i Irak.