Den stille forsvarsminister tager til genmæle

Da Robert Gates var forsvarsminister i USA under både præsident Bush og Obama, var han kendt for sin meget stille fremfærd og udstråling. I sin erindringsbog tager Robert Gates i høj grad bladet fra munden, og har skrevet en bog som viser de mange kampe som en forsvarsminister må kæmpe ikke kun rundt om i verden, men også i magtens centrum – Washington D.C.

I midten af januar skabte Robert Gates stor furore i Washington med udgivelsen af sin erindringsbog ”Duty: Memoirs of a Secretary at War”.
Den kendte journalist Bob Woodward havde fået et kopi før udgivelse, og hans gengivelse af bogen, stred mod det billede man hidtil havde haft af Robert Gates. Da han var forsvarsminister, var han kendt som en stille mand, som ikke lod sine følelser og personlige meninger skinne igennem, når han sad i møder eller offentlige begivenheder. Det billede splintres med den nye bog.
Når man læser bogen, får man et indblik i det politiske liv i Washington, set fra forsvarsministerens vinkel. Ud over det får man indtryk af den belastning, det er at være forsvarsminister i en tid hvor landet er i krig, og man må sende unge mænd og kvinder i krig.

Bredsider mod politikerne i Washington D.C.
Bogen er helt klart skrevet af en person, som er umådelig træt af det politiske liv i Washington. Gates affyrer den ene bredside efter den anden mod både politikere generelt, og mod navngivne politikere. Sarkasmen er ind i mellem så tyk, at den flyder af siderne, når han skal beskrive de politikere han har haft med at gøre i løbet af de år han var forsvarsminister.
Gates kritiserer i skarpe vendinger, at mange politikere på Capitol Hill virker mere optagede af stemmer, og at vinde forsvarsrelaterede kontrakter til deres individuelle distrikter, snarere end at bevare det store overblik og koncentrere sig om, hvad der er bedst for nationens forsvar og militær.

I sin beskrivelse af tiden under Bush-administrationen hvor man diskuterede at sende flere amerikanske tropper til Irak, får Nancy Pelosi og de andre demokrater i Kongressen en hård medfart. Gates kritiserer hvorledes de prioriterede at sende de rigtige politiske signaler og sikre stemmer, over at gøre hvad der sikkerhedspolitisk gav bedst mening.
En særlig deprimerende oplevelse han gengiver, er et kabinetsmøde, hvor han fortæller hvordan Barack Obama og Hillary Clinton erkender, at de kun stemte imod at sende flere amerikanske soldater til Irak i 2007 af politiske årsager, ikke fordi de reelt mente det var en dårlig idé. Dette beskriver Gates som et særligt deprimerende øjeblik i hans liv som forsvarsminister.

Massiv kritik af Obama-administrationen
Som noget enestående accepterede Robert Gates at fortsætte på posten som forsvarsminister, da Obama vandt valget i 2008. For at skabe kontinuitet og give administrationen et tværpolitisk præg, spurgte Obama om han ikke ville fortsætte. Dette var en opgave Gates påtog sig, med det forbehold at det var en tidsbegrænset stilling. Han var træt af Washington D.C. og ville bare væk fra det politiske liv. Det var da heller ikke et forhold præget af uforbeholden kærlighed.
Men det er dog ikke Obama selv som primært står for skud i Gates’ bog – det er primært Obamas øvrige sikkerhedspolitiske rådgivere.

Det medlem af Obama-administrationen som bliver kritiseret i de skarpeste vendinger anvendt i bogen, er Joe Biden. Ifølge Gates var Biden en af hovedårsagerne til det dårlige forhold som udviklede sig mellem Obama-administrationen og Pentagon. Et eksempel på den skarpe tone som anvendes i beskrivelse af Biden, er Gates’ kommentar om, at Biden ikke har lavet en korrekt udenrigspolitisk beslutning i 4 årtier. En markant kommentar om det medlem af Obama-administrationen, som blev hentet på holdet med det specifikke formål at støtte Obama på det udenrigspolitiske område.

Præsident Obama går dog ikke udenom kritik. Gates beskylder Obama for ikke at støtte op om den strategi, som han forsøgte at implementere i Afghanistan, da han sendte 30.000 soldater til landet. Dette er en markant beskyldning mod den øverstbefalende i de væbnede styrker – at han ikke har tillid til den strategi som han sender unge mænd og kvinder ud i verden for at implementere. I Gates’ verden er det utilgiveligt at sende unge amerikanske mænd og kvinder ud på missioner uden at give dem den nødvendige støtte.

Gates tager klart bladet fra munden
Hele bogen igennem er Gates meget kritisk overfor folk, som han mener ikke lever op til deres ansvar som sikkerhedspolitiske ledere.
Igennem hele bogen vender Gates hele tiden tilbage til hans beundring og bekymring for de unge mænd og kvinder, som han var ansvarlig for at sende ud til krigszoner i især Irak og Afghanistan. Det er også deres tjeneste der i første omgang gjorde at han accepterede jobbet som forsvarsminister for George W. Bush (eller Bush 43 som han omtales i hele bogen). For hvis disse unge mænd og kvinder meldte sig til at tjene deres land, hvordan kunne han så nægte at tjene som forsvarsminister når præsidenten spurgte – deraf bogens titel ”Duty”.

Normalt når man læser erindringsbøger skrevet af politikere, skal man være klar med sin bulls**t-bingoplade, for ikke at drukne i de mange uselviske og apolitiske gerninger som mange politikere gerne vil fremstille sig som havende gjort. I Gates’ tilfælde skal man da også være påpasselig, men i stort omfang støttes hans erindringer af ting han reelt gjorde som forsvarsminister.

En anbefalelsesværdig bog
”Duty” er en interessant bog som beskriver en forsvarsministers kampe, både politiske men også personlige. Gates skriver ordret i sin bog, at han hadede at være forsvarsminister, og at han ofte kun formåede at holde skruen i vandet ved at tænke på de mange unge soldater som tjente USA. Her kan man argumentere for at finde den førnævnte bingoplade frem og sætte et kryds, men man får virkelig følelsen ved at læse bogen, at han mener det. Den følelse kombineret med viden om hans tid som forsvarsminister giver en stor del troværdighed til hans skriveri.

Ligeså vel som man smågriner, når han i sarkastiske vendinger beskriver politikerne i Kongressen, så føler man ind i mellem en klump i halsen, når Gates beskriver sine besøg på militærhospitaler, hvor han besøger sårede soldater som i mange tilfælde har fået amputeret op til flere lemmer.

Den samme klump opstår når han beskriver sin deltagelse i diverse begravelser af unge soldater, samt da han tager imod døde amerikanske soldater da deres kister vender hjem fra enten Irak eller Afghanistan. Man får et godt indtryk af det ansvar der hvilte på hans skuldre, når han beskriver hvordan han sidder om aftenen og skriver personlige breve til hver eneste familie, som har mistet et familiemedlem i et af de mange steder hvor USA har soldater engageret. Gates formår i det hele taget hele tiden at holde perspektivet rettet mod dem, som hver dag gør en indsats rundt om i verden, for andres sikkerhed.

Alt i alt kan bogen i allerhøjeste grad anbefales. Man kommer vidt omkring i den amerikanske sikkerhedspolitiske verden. Men som nævnt kommer man også vidt omkring i følelsesregistret. Man oplever at sidde og grine ind i mellem af hans tykt sarkastiske bemærkninger, men også en klump i halsen når de svære emner diskuteres såsom sårede og krigsveteraner.
Bogen er en skarp kritik af politikerne i Washington D.C. og et råb om at se ud over smålige politiske og personlige uoverensstemmelser, og i sikkerhedspolitiske spørgsmål fokusere på det større billede. Et opråb som måske ikke kun er relevant på det sikkerhedspolitiske område i Washington D.C. i disse tider.