Efter fem år står det klart, at ja, Barack Obama har forandret Amerika. Hvorfor så skuffelse? Fordi det langt fra er i det størrelsesomfang, som såvel amerikanerne, som præsidenten selv, havde håbet på.
Det er en klassisk journalistisk dyd at sætte tingene lidt på spidsen, så lad os derfor starte med at slå en ting fast: Ja, Obama har forandret Amerika. Han har på flere områder leveret den forandring, amerikanerne i sin tid gav ham mandat til at gennemføre. Modsat adskillige af hans forgængere, lykkedes det ham at få vedtaget en sundhedsreform. Han undgik at recessionen blev til en dyb depression. Han har afsluttet krigen i Irak og er i gang med at afslutte krigen i Afghanistan. For nu bare at nævne et par af de eksempler, hvor man med rette må give Obama kredit for at have levet op til sine løfter.
Set i det lys, ja, så var der tale om forandring, vi kunne tro på.
Problemet for Obama er imidlertid, at listen over ting, hvor han ikke har leveret varen er mindst lige så lang. Han har fortsat ikke gjort ret meget ved klimaet, hans udenrigspolitik har på flere områder været skuffende og trods flere forsøg, er der fortsat ikke sket nogen ændringer af våbenlovgivningen. Og set i det lys, nej, så var det bestemt ikke forandring, vi kunne tro på.
Politik handler om at sælge varen. Det vil sige at sælge sig selv og sælge sine sejre. Det første er der få, der er bedre til end Obama. Han er en af de dygtigste campaignere i amerikansk historie og hans oratoriske evner er formidable. Det med at sælge sine sejre, har det dog knebet noget mere med. Især sundhedsreformen er et godt eksempel på dette. Der er tale om en reform, der i sin størrelse er en af de største og vigtigste indenrigspolitiske reformer siden Johnsons borgerrettighedslove i midten af 1960’erne. Men set i lyset af, at det var hans største valgløfte og at han rent faktisk har leveret varen, har Obama langt fra fået ud af det, han kunne. Tværtimod har det været i forbindelse med netop sundhedsreformen, at hans troværdighed har lidt nogle af de største knæk i løbet af hans første fem år ved magten. En noget ejendommelig situation, som Obama uden tvivl skal have ændret i de kommende år.
For netop sundhedsreformen vil utvivlsomt blive det, som historien først og fremmest vil huske præsident Obama for. Politik er en ubarmhjertig metier, og ofte bliver præsidentembeder kogt ned til en enkelt ting, som det forbindes med. Watergate klæber til Nixon, Lewinsky til Clinton og 9/11 til Bush. På samme måde vil vi i fremtiden forbinde Obamas tid ved magten med sundhedsreformen. Et eftermæle, som Obama vil kunne være godt tilfreds med, hvis ikke det lige var fordi, det fortsat er usikkert, om det er for det gode eller det dårlige, at hans reform vil blive husket. For såfremt de kommende par år udvikler sig på en måde som gør, at sundhedsreformen virkelig kommer ud over rampen, undgår yderligere problemer og at amerikanerne for alvor tager den til sig, ja, så vil det være med til at styrke Obamas eftermæle. Sker det modsatte derimod, og det viser sig, at reformen ikke kan få luft under vingerne og at amerikanerne hellere ser den afskaffet igen, ja, så vil det være fatalt for Obamas eftermæle. Det vil nemlig betyde, at hans største valgløfte måske nok blev vedtaget, men viste sig umuligt at praktisere i virkeligheden. Og hvorfor skulle han så bruge al sin politiske kapital på netop dette, og ikke på eksempelvis klimaet, vil kritikere kunne spørge.
Læs hele analysen i antologien ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, der netop er udkommet på Forlaget Rosenkilde & Bahnhof.
You must be logged in to post a comment Login