Forholdet mellem USA og Tyskland er godt og solidt, men derfra og så til at sige, at det er hjertevarme følelser, der præger forholdet mellem Barack Obama og Angela Merkel, er der fortsat et stykke. Og det ændrer sig næppe i den nærmeste fremtid.
Kontrasten kunne ikke have været større. I juli 2008 talte Barack Obama foran mere end 200.000 begejstrede mennesker i det centrale Berlin og slog på det budskab, som han cementerede igen og igen i sin første valgkamp: Forandring. Ifølge Obama stod verden ved en skillelinje ligesom i tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrig, og den karismatiske kandidat skulle være katalysatoren for denne forandring, hvis han blev valgt til verdens mægtigste embede. Resten er historie. Obama vandt præsidentvalget i 2008, blev amerikansk præsident, og verden så frem til det ”nye USA”.
Fem år senere, i juni 2013, var Obama igen i Berlin; denne gang som amerikansk præsident. Personen var stadig den samme, men euforien var forsvundet. I stedet for flere hundredtusinde mennesker talte præsidenten foran få tusind udvalgte tilskuere foran Brandenburger Tor. Præsident Obama var på dette tidspunkt udsat for massiv kritik i Tyskland grundet den amerikanske efterretningstjeneste NSA’s overvågning af Angela Merkels telefon, og begejstringen for USA’s første sorte præsident var kølet ned. Obama havde ikke levet op til de store retoriske floskler fra sin første præsidentvalgkamp. Tværtimod havde Obama på nogle områder endda fortsat sine forgængeres upopulære sikkerhedspolitik. Hvad befolkningen i Tyskland imidlertid ikke forstod var, at USA ikke automatisk blev mere ”europæisk”, blot fordi Obama trådte til. Han var nøjagtig lige så meget amerikaner i sit udgangspunkt, som alle andre præsidenter før ham. Og det erkendelse har skuffet mange tyskere, som af samme grund ikke længere hyldede Obama som en anden rockstjerne, da han kom på besøg igen i 2013, men modtog som en ganske almindelig amerikansk præsident.
Kontrasten mellem kandidaten Obama i 2008 og præsidenten Obama i 2013 illustrerer samtidig også de udsving, som det tysk-amerikanske forhold har været igennem de forgangne fem år. I 2008 udtalte Obama, at han ville arbejde for, at Europa og USA igen talte ”samme sprog”. I dag står det tysk-amerikanske forhold stadig stærkt, men der er ridser i lakken. Nogle af dem er større – som aflytningen af Merkels telefon – andre skyldes først og fremmest nye geopolitiske realiteter, som begge lande har skullet se i øjnene de sidste årtier.
Under Den Kolde Krig var forholdet mellem USA og Tyskland per definition lige til, fordi den globale situation var anspændt. Tyskerne havde brug for den amerikanske sikkerhedsparaply, mens amerikanerne så Tyskland som den vigtigste europæiske brik i deres geopolitiske Kold Krigs-puslespil. Men med afslutningen på Den Kolde Krig og Tysklands genforening skulle forholdet nytænkes. Siden da har det tysk-amerikanske forhold været præget af to dominerende emner: Sikkerhedspolitikken og den økonomiske politik. I begge tilfælde arbejder de to lande godt sammen – man kan kalde det et solidt arbejdsforhold – men det er næppe et udpræget harmonisk forhold. Det kan man dog heller ikke forvente, når man har at gøre med en supermagt som USA, der stadigvæk er i færd med at tilpasse sit strategiske kompas til det 21. århundrede, samt en regionalmagt som Tyskland, der hundrede år efter starten på Første Verdenskrig har manifesteret sin position som Europas politiske magtfaktor indenfor EU-samarbejdet. Der er altså tale om to store stater med hver deres forskellige interesser. På trods af, at der på en lang række områder eksisterer en fællesnævner for de to stater, så er det selvfølgelig ikke tilfældet på alle områder, hvilket til tider kan give et indtryk af, at forholdet er belastet, selvom der kun er tale om få og naturlige magtpolitiske uoverensstemmelser.
Læs hele kapitlet om relationen mellem USA og Tyskland i antologien ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, der udkommer på Forlaget Rosenkilde Og Bahnhof mandag den 20. januar 2014.
You must be logged in to post a comment Login