Obama har opsagt USA’s job som verdens politimand

Tiden, hvor USA er til stede militært i alverdens brændpunkter er forbi. Præsident Obama har ingen planer om at engagere sit land i nye landkrige, hverken nu eller fremadrettet. Krigen mod terror fortsætter dog ufortrødent, om end det ikke bliver med ‘boots on the ground’, men fra luften med hjælp fra de omdiskuterede droner

Barack Obama havde knapt været præsident i et år, da han modtog beskeden om at han havde modtaget Nobels Fredspris. Prisen blev givet på baggrund af hans løfter om en ny fremtid for amerikansk udenrigspolitik og idealistiske taler om atomar nedrustning. Med andre ord blev prisen givet alene på baggrund af forventningen til Obama og ikke hans reelle resultater. En situation, der var højest usædvanlig.

10. december 2009 var præsident Obama i Oslo for at modtage prisen. I den tale han holdt ved ceremonien, hyldede han de fredelige værdier, som Nobels Fredspris er et symbol på. Han hyldede også værdier om lighed og samarbejde, som Gandhi og Martin Luther King var eksponenter for i deres samtid.

Men talen er også en erkendelse af hans forpligtelser som statsleder:
”I face the world as it is, and cannot stand idle in the face of threats to the American people. […] To say that force may sometimes be necessary is not a call to cynicism – it is a recognition of history; the imperfections of man and the limits of reason.”
Pointen her er altså at det er ikke nok at have idealistiske overbevisninger hvis man er statsleder for en nation som USA. Man må også anvende magt ind i mellem.

Hovedtemaet for valgkampen i 2008 var i høj grad økonomien. Den økonomiske krise viste sit grimme ansigt samme år, og udenrigspolitikken blev trængt i baggrunden.

Helt fraværende, var udenrigs- og forsvarspolitikken dog ikke. Især Obama-lejren trak det flere gange frem for at illustrere, hvorfor Obama ville være garanten for et brud med Bush-administrationens politik.
Obama lovede eksempelvis at lukke fængslet i Guantanamo Bay på Cuba, samt at lukke alle de hemmelige fængsler CIA måtte have verden over. Desuden skulle brugen af tortur stoppes med øjeblikkelig virkning.

Disse punkter var de mest håndgribelige tegn på et åbent brud med Bush-administrationens anti-terror politik.
Man skulle ikke længere give køb på amerikanske værdier i kampen mod al-Qaeda, da det ville være det samme som at lade sig falde ned på terrornetværkets niveau. Som supermagt skulle USA sætte en højere standard end den fjende, man fortsat ønskede at nedkæmpe. Og det gjorde man ikke via torturmetoder som waterboarding, fastslog Obama.

Det var et Amerika, engageret i to langvarige krige i Irak og Afghanistan, præsident Obama overtog ledelsen af efter sin forgænger. En ikke uvæsentlig udfordring at stå med som ny præsident.
Krigen i Irak var begyndt at gå i den rigtige retning efter en ændring i strategien fra 2007, men til gengæld var krigen i Afghanistan begyndt at gå den forkerte vej, fordi der manglede mandskab, materiel og penge.

Under valgkampen i 2008 lovede Obama at trække amerikanske soldater ud af Irak og sætte yderligere fokus på krigen i Afghanistan. Med andre ord sætte fokus på den krig som USA så som den ”rigtige” krig – den krig som var et direkte resultat af terrorangrebene 11.september 2001.

Bruddet med Bush-administrationens politik var noget, der virkelig vandt gehør hos vælgerne. Det skabte en forventning om en markant kursændring, som det dog skulle vise sig, at være mere end vanskelig for Obama at realisere.

Læs hele kapitlet om USA’s forsvarspolitik i antologien ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, der udkommer på Forlaget Rosenkilde Og Bahnhof mandag den 20. januar 2014.