Den amerikanske tilgang til økonomiske kriser

’Never waste a good crisis’, lyder et gammelt ord inden for amerikansk politik. Og der kan være noget om det. I hvert fald viser finanskrisen, at den amerikanske måde at håndtere krisen har været væsentlig anderledes end den europæiske.

ØKONOMISK ANALYSE: Når man som europæer kigger på USA, bliver man fra tid til anden opmærksom på forskelle mellem ”The American Way” og den tilsvarende europæiske. Finanskrisen har desværre givet rig lejlighed til at observere forskelle i krisehåndteringen i forbindelse med økonomiske kriser mellem USA og Europa. I USA reagerer man ofte relativt hurtigt på en økonomisk krise, og en amerikansk politiker, Rahm Emanuel, har faktisk udtalt, at man ikke skal lade en krise gå til spilde.

Et af eksemplerne af de forskellige reaktionsmønstre er bilindustrien i USA. Bilsalget blev naturligvis alvorligt ramt af finanskrisen med et fald på næsten 40 % fra 2007 til 2009, og 2 ud af de 3 store amerikanske bilmærker gik i betalings standsning. Bilfabrikkerne reagerede meget kraftigt og reducerede produktionen af biler med 46 %, og formåede dermed at få nedbragt deres lagerbeholdninger af usolgte biler. Derudover fyrede bilfabrikkerne omkring en 1/3 af deres ansatte og nedlagde næsten 20 % af deres produktionsanlæg. Tilsvarende reduktioner i produktionskapaciteten sås hverken i Europa eller i Japan. Regeringen stimulerede bilsalget via en støtteordning – den såkaldt ”Cash for clunkers”, som medvirkede til at løfte bilsalget – om end i behersket omfang. Denne meget aggressive tilgang førte til et markant fald i virksomhedernes omkostninger. Således er General Motors omkostninger faldet fra 16 mia. i 2005 til blot 5 mia. i 2011.

Allerede i 2011 viste alle tre store amerikanske bilmærker overskud og det er vigtigt, da virksomhederne ofte kun ansætter nye medarbejdere, når de tjener penge. Vi har da også set en stigende beskæftigelse i bilindustrien i takt med at bilsalget er steget igen. Ligeledes er bilfabrikkerne begyndt at investere igen.

Langsommere tilpasning i Europa
I Europa er tilpasningen gået betydeligt langsommere. Specielt de franske og italiensk bilfabrikker har været meget tilbageholdne med at fyre medarbejdere og lukke fabrikker. Det betyder, at kapacitetsudnyttelsen i bilindustrien i Italien og Frankrig var henholdsvis 39 % og 54 % i 2012. En tommefingerregel siger, at kapacitetsudnyttelsen skal være omkring 80 %, før bilproducenterne har overskud, og der er således lang vej i Europa. Den lave kapacitetsudnyttelse betyder også, at bilfabrikkerne i Italien og Frankrig vil være meget tilbageholdne med at både ansætte og investere. Det vil bremse opsvinget.

Jeg plejer at beskrive tilgangen til økonomiske kriser i USA og Europa med et billede fra min barndom. Når der skulle fjernes et plaster fra et sår, var der to muligheder. Den hurtige afrivning med høj, men kortvarig smerte svarer til den amerikanske løsning, mens den langsomme aftrækning gav lille smerte, men i længere tid, svarer til den europæiske. Hvis man fortsætter det billede, er amerikanerne allerede ude at lege i haven, mens europæerne stadig står inde ved mor og græder.
Denne meget hurtigere tilpasning i USA har naturligvis betydelige ulemper. Man prioriterer virksomhedernes overlevelse og overskud på bekostning af bl.a. lønmodtagerne, der både kan miste job og blive sat ned i løn. Beskæftigelsen i bilindustrien er stadig betydeligt lavere end før finanskrisen til trods for. Det har øget uligheden i USA yderligere, og det kan blive et problem på et tidspunkt.

Det positive billede af den amerikanske tilpasning får også et skud for boven, fordi den ikke bliver praktiseret på alle områder. Således har politikerne i USA ganske vist reduceret udgifterne og øget indtægterne og dermed begrænset underskuddet på statens finanser. Men hvis man ser på udsigterne for underskuddet har de blot krattet lidt i overfladen på problemet. På de vanskelige områder, som omfatter skattestigninger og besparelser på indkomstoverførsler, er amerikanerne ligeså langsomme som europæiske politikere.