Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Interview

Warren mod Wall Street

Efter blot et år i Senatet er Elisabeth Warren trådt frem i rampelyset som den nye superstjerne på venstrefløjen. Progressive aktivister har for længst meldt hende ind i kampen om præsidentembedet i 2016, men Warren er tilbageholdende. Hun er i Washington for at fuldføre ét job: At kæmpe middelklassens sag!

Hvad ville du svare, hvis du i BezzerWizzer trak spørgsmålet:

”Hvilket kvinde i 60’erne er på alles læber som kandidat til præsidentposten ved valget i 2016?”

Indrømmet – der er ingen over og ingen ved siden af Hillary Clinton. Oddsene på, at den tidligere førstedame melder sig i kampen om verdens mest magtfulde embede, er lave.

Men i den seneste tid er rygterne om en potentiel udfordrer i et eventuelt primærvalg taget til i styrke. Navnet er Elisabeth Warren – og selv om senatoren fra Massachusetts selv benægter, at hun har tanker om at gå efter præsidentposten, er især venstrefløjen blandt demokraterne i ekstase over den nye superstjerne.

Warren blev sidste år valgt ind i Senatet efter en uhyggelig tæt valgkamp mod den siddende republikaner Scott Brown, og den tidligere juraprofessor på Harvard har på få år markeret sig som en af de mest højlydte og kompromisløse politikere i det demokratiske parti. En politiker, der ikke er bange for at gå i clinch med de store pengeinstitutioner – og som kæmper for én ting: Den amerikanske middelklasse. Warren buldrer frem med behovet for mere regulering af finanssektoren – både for at redde kapitalismen fra sig selv og for at sikre, at de almindelige amerikanere ikke igen står med en gigantregning ovenpå en økonomisk krise.

Det appellerer til den progressive del af det demokratiske parti, der i disse år oplever en næsten lige så stor splittelse internt som den republikanske modpart. Warren rammer ned i Occupy Wall Street-bevægelsen – og som en spejling af Tea Party står hun som ledestjerne for de amerikanere, der er utilfredse og skuffede over Obama. Både præsidenten og Kongressen ramte for nylig bunden i meningsmålingerne ovenpå regeringens shutdown og den forkludrede lancering af sundhedsreformen.

En pengemaskine med folkelig opbakning
Warrens vej til Washington har hverken været nem eller lige. Fra begyndelsen af valgkampen i 2011 var Warren underdog af flere grunde: Massachusetts havde aldrig tidligere valgt en kvindelig senator – og med sin begynderstatus stod hun uden nem adgang til det traditionelle pengemaskineri, der ofte er nødvendig i valgkampe.

Men Warren overraskede alle. Hun indsamlede 42 mio. dollars, hvilket var mere end nogen anden kandidat til Kongressen. Hvor mange andre primært fik store pengebeløb fra interesseorganisationer, skabte forbrugeraktivisten sin egen pengemaskine ved at involvere progressive bloggere, kvindegrupper og enkeltpersoner i det demokratiske bagland. Mange bække små gør en stor å.

Før pladsen i Senatet havde Warren også sin daglige gang i det politiske establishment i Washington. I kølvandet på finanskrisen blev hun formand for Congressional Oversight Panel, der netop var skabt til at føre tilsyn med udrulningen af bankpakken. Det var desuden på baggrund af hendes forslag, at Obama i 2010 skabte instansen Consumer Financial Protection Bureau, der har til formål at guide forbrugerne og holde banker og realkreditsinstitutter i ørerne.

Det var meningen – og præsidentens hensigt – at gøre Warren til leder af CFPB, men hun blev valgt fra, da det var tydeligt for enhver, at republikanerne i Senatet ville kvæle udnævnelsen.

Men de slap altså ikke for hende. At hun ikke blev formand for CFPB, har netop givet hende muligheden for at komme i Senatet. Her er hun for alvor kommet til orde.

For ifølge Warren har intet ændret, når det kommer til bankernes store frirum. Der hersker næppe tvivl om, at myndighederne har spillet en stor rolle i at få finanssektoren tilbage på benene, men Warren er kritisk over for ideen om banker, der er ’too big to fail’. I dag er de fire største banker ifølge senatoren 30 procent større, end de var for fem år siden – og de fem største pengeinstitutter har mere end halvdelen af de samlede bankaktiver i landet. Det vil med andre ord være en katastrofe, hvis de gik nedenom og hjem. Det kan forbundsstaten ikke tillade – og de vil derfor igen blive reddet, hvis en ny finanskrise ramte. De store banker kan derfor fortsætte med at spille højt spil – de bliver reddet, hvis de rammer bunden, lyder Warrens ræsonnement.

Den sejeste kvinde på planeten
Og ja, Elisabeth Warren har opbakningen i store dele af det demokratiske parti. Men nogen reel udfordrer til Hillary Clinton bliver hun næppe. Som sagt er Warren angiveligt ikke selv interesseret – og megen af hypen kommer da også fra undergrunden, der opfatter Clinton som lidt for venlig overfor finanssektoren (det går vist begge veje). Det er også værd at bemærke, at selv om Warren trækker overskrifter i landsdækkende amerikanske medier, er hun endnu ikke et nationalt navn i folkemunde.

Det centrale er desuden, at Clinton appellerer så bredt, at Warren ikke er en reel udfordrer. Der skal nok være en del på venstrefløjen, der har Warren som favorit, men at blæse forholdet mellem Hillary Clinton og venstrefløjen op, vil også være overdrevet. Clinton er uden tvivl en mainstream demokrat, men har siden hun forlod posten som udenrigsminister markeret sig som en politiker, der har velfærdsstaten centralt på sin dagsorden. Ovenpå valget i 2008 har det været nødvendigt for Clinton at skabe et bedre forhold til den venstrefløj, der valgte Obama frem for hende.

Men er Warren så ligegyldig? Overhovedet ikke. Hun får formentlig mere magt end de fleste senatorer. Hvis hun stiller op til valget, sparker hun en reel debat i gang. En debat, der uden tvivl vil trække partiet yderligere til venstre. Og hvis hun ikke stiller op, har hypen omkring hende trods alt skabt så meget postyr, at emner som Wall Street og velfærd for den almindelige amerikaner ikke kan undgå at komme på dagsordenen. Det er med andre ord win win. Desuden har hendes evner for fundraising allerede sikret hende en prominent plads i partiets hierarki.

Udover at Warren selv nægter præsidentambitioner, taler flere andre ting for, at hun ikke går med tanker som disse: Hun har sammen med en lille gruppe kvindelige demokrater i Kongressen opfordret Hillary til at stille op som præsident – og ved andre lejligheder sagt, at ”Bill Clinton var klog nok til at gifte sig med en af de sejeste kvinder på planeten.” Så mon ikke Elisabeth Warren blot nyder sin nye tilværelse som højtråbende og frygtindgydende aktivist på Capitol Hill?

Det vil tiden vise. Indtil videre har hun sat en skræk i livet på flere i finanssektoren. Det er David mod Goliath, har hun selv udtalt. Det er Warren mod Wall Street.

Written By

Nina Hermansen er journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og kandidat i journalistik fra Syddansk Universitet. Har tidligere læst på University of California, San Diego og skrevet om religion i amerikansk politik. Var blandt bidragyderne til antologien ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På? og skriver nu på en ny bog om amerikansk politik. For Kongressen.com dækker hun indenrigspolitiske emner med særlig vægt på det kommende midtvejsvalg.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen