USA markerer sig fortsat i Asien

Økonomisk usikkerhed, det Arabiske Forår og manglende politisk kapital har alt sammen været med til at true Obama-administrationens udenrigspolitiske fokusskifte til Asien. Men i den seneste måned har USA i høj grad markeret, at Asien er et prioritetsområde som man i stigende grad vil lægge vægt på.

USA er en nation med store interesser i Asien. Man er geografisk til stede i regionen, både i form af den amerikanske vestkyst, samt diverse øgrupper i Stillehavet. Desuden er Asien et økonomisk centrum i verdensmarkedet, og nogle af USA’s tætteste allierede befinder sig i regionen. For at kompensere for mere end 10 års fravær har Obama-administrationen siden januar 2012 haft det som en prioritet at skifte USA’s sikkerhedspolitiske fokus til Asien.

Det er tredje gang siden slutningen på den Kolde Krig at en amerikansk administration søger at fokusere amerikansk sikkerhedspolitik mod Asien, og indsatsen er da heller ikke uden forhindringer.

Den historisk dårlige amerikanske økonomi betyder, at Pentagon skal spare $ 987 mia. over de næste 10 år, en klar forhindring for de investeringer som vil være nødvendige for at føre fokusskiftet ud i livet. Man er nødt til at udvide amerikanske baser i området for at kunne klare de ekstra tropper som skal stationeres i regionen. Man vil desuden gerne udvikle nye våbensystemer til at imødegå udviklingen i det kinesiske militær. Disse tiltag er man dog fortsat i tvivl om overhovedet kan lade sig gøre, og mange har i det hele taget tvivlet på hvorvidt fokusskiftet kunne lade sig gøre.
Den seneste tid har dog givet flere indikationer af at Obama-administrationen stadig har Asien som en hovedprioritet.

Politiske signaler og aftaler
USA’s fokusskifte mod Asien er ikke noget som vil være afgrænset til den nuværende administration. Det er en strategi som vil skulle følges op af efterfølgende præsidenter i det Hvide Hus.

Den nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice præsenterede i en tale ved Georgetown University i midten af november, målsætningen for Obama-administrationens fokusskifte. Her hed det sig, at USA ville arbejde for øget sikkerhed i regionen, øget velstand, udvikling af demokratiske værdier, og øget vægt på sikring af menneskelig værdighed. Altså en balancegang mellem klassiske hårde og bløde værdier. Dette ønske om en balancegang blev understøttet af forsvarsminister Chuck Hagel som ved et arrangement i Washington talte om at USA skulle føre en udenrigspolitik baseret på ”principfast og engageret realisme”.
USA’s politik i Asien er netop eksempel på denne balancegang. På den ene side ønsker man at inddæmme Kina, men på den anden side ønsker man at få Kina til at spille med på de internationale spilleregler og indordne sig via etablerede diplomatiske systemer.

Ved et netop overstået møde mellem udenrigs- og forsvarsministrene fra USA og Australien blev det da også endnu en gang understreget hvor meget de to lande satser på at udvide deres samarbejde, både politisk, økonomisk og militært.
Samme gør sig gældende med en ny aftale mellem USA og Canada, om et tættere samarbejde i Stillehavs-området. Dette samarbejde skal især koncentrere sig om katastrofehjælp, men skal også ses i sammenhæng med USA’s ønske om i højere grad at trække på allierede i regionen til at løse, eller hjælpe med at løse, diverse opgaver.

For yderligere at styrke samarbejdet med regionale allierede, har indtil flere medlemmer af Obama-administrationen planlagt rejser til regionen. Udenrigsminister Kerry rejser til regionen i december, det samme gør vicepræsident Joe Biden.
Deres rejser følges op af præsident Obama som rejser til regionen til april, i stedet for den rejse som måtte aflyses i oktober pga. lukningen af den føderale regering.

En ven i nøden
I begyndelsen af november ramtes Filippinerne af tyfonen Hayian. Her viste USA klart og tydeligt at de er en stormagt i Stillehavet, og en trofast filippinsk allieret.
Man iværksatte den største amerikanske nødhjælpsoperation nogensinde, og i løbet af få dage lå et amerikansk hangarskib ud for den filippinske kyst og bidrog til leveringen af nødhjælp. Op til 2500 amerikanske marinesoldater blev sendt til landet for at hjælpe med arbejdet i de ramte områder, samt transportfly af forskellig størrelse som kunne bringe nødhjælp til landet og senere ud til de ramte landområder.

Til sammenligning var Kinas første reaktion at sende $100.000 til Fillippinerne, som resultat af det dårlige forhold mellem de to lande. Beløbet blev dog senere sat op, men signalværdien var tydelig. Filippinerne skulle ikke regne med noget fra Kina. Her viste USA sig som den troværdige allierede.

Dette signal om at USA stadig er en troværdig allieret er en af hovedårsagerne bag hele USA’s fokusskifte til Asien. Man skal genvinde de regionale allieredes tillid, efter USA har underprioriteret regionen i mere end 10 år pga. engagementerne i Irak og Afghanistan. I denne periode har Kina øget sin indflydelse i regionen, og det er denne indflydelse USA søger at mindske.

B-52 baseret diplomati
Den 23.november gav Kina endnu en lejlighed for USA til at markere sig. Kina erklærede en unilateral zone omkring en omstridt øgruppe i det østkinesiske hav, og krævede at alle fly som befinder sig indenfor zonen skal identificere sig overfor de kinesiske myndigheder. Både Kina og Japan mener, at øgruppen hører til deres territorium, og øgruppen ligger indenfor en luftzone som Japan har lavet, baseret på deres krav på øerne. Dermed er der lagt op til en højspændt situation mellem de to lande.

Her var USA hurtig til at erklære sin utilfredshed med Kinas zone. Og hvordan udtrykker man bedst sin utilfredshed, når man i øvrigt søger at vise sin militære overlegenhed i regionen. Man flyver to B-52 bombefly gennem zonen.
Det skal siges at begge bombefly var ubevæbnede og uden eskorte, så ingen reel militær trussel mod kinesiske interesser.

USA nægter at anerkende luftzonen, og ved gennemflyvningen med B-52 bombemaskiner viser USA klart, at man er utilfreds med udviklingen og står bag sin japanske allierede.

Asien-strategien lever – endnu i hvert fald
Den seneste måned har altså budt på flere lejligheder for Obama-administrationen til at vise, at dens fokusskifte til Asien stadig er en hovedprioritet for administrationen. Men gennemførelsen af strategien er stadig ikke sikker.
På trods af de mange politiske tiltag, og aftaler mellem USA og regionale allierede, samt de mere håndgribelige tiltag den seneste måned i Filippinerne og det Østkinesiske Hav, så er der stadig en trussel som kan ødelægge det hele. It’s the economy, stupid.

Hvis ikke Kongressen ophæver den såkaldte ”sequestration”, der pålægger Pentagon at spare $500 mia oveni de planlagte $487 mia. så kan fokusskiftet være truet. Det skyldes at Pentagon i værste fald ikke har ressourcer til de omfattende forpligtelser man har på globalt plan, samtidig med at man udvider i Asien. Derfor skal man ikke satse hele sin formue endnu på at det lykkes, men med den seneste måneds begivenheder ser det helt klart ud til at der stadig er liv i fokusskiftet. En god nyhed for USA’s allierede i regionen.