Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Snowden har givet Kina esser på hånden

Obama har ikke været sen til at pege fingre af Kina. Skandalen om USA’s omfattende spionage udstiller hans hykleri og giver skurken Kina mulighed for at fortsætte aggressiv fremfærd i cyberspace

Som en lysende engel var det ikke kun Obamas budskab om forandring, der fængslede hele verden. Han var selve personificeringen af forandring.

Obama fremstod som den frelser, der kunne redde USA og Verden efter 8 år, med George W. Bush, cowboy retorik og forfejlet udenrigspolitik. Obama var ren og god, og så var han mega tjekket.

I dag har den amerikanske præsident fået mere end et par ridser i lakken. Den seneste skræmme er nok snarer en smadret forrude end en rids. Efter USA kolliderede med whistlebloweren Edward Snowden.

Obama har i sin tid ved magten ikke været bange for, at kritisere Kinas noget lemfældige forhold til hvordan man skaffer sig informationer. Han har beskrevet Kinas opførsel som George Orwellsk og kritiseret Beijings omfattende overvågning, industri og militærspionage.

De slemme kinesere skulle blive mere lige som ham selv og den vestlige verden. De skulle leve op til vores standarder.

Nu er det uheldige så sket, at Edward Snowden har hevet dynen væk og afsløret USA og i særdeleshed Obama som hyklere med meget til fælles med sine orientalske modstandere. Og selv om han ganske vist ikke har groet horn endnu, så stråler Obamas glorie mindre klart, end da han først satte sig tilrette i det ovale kontor.

USA har mistet værdifuld politisk kapital
Det er dog ikke kun Obamas omdømme, der lider under amerikanernes behov for at kende Merkel og en masse andre mindre kendte personers mest intime hemmeligheder. Nej USA har tabt agtelse og værdifuld politisk kapital udenlands.

I Kina kører debatten, og det svækker USA’s fremtidige troværdighed. Både Obamas og USA’s ord har ganske enkelt mister integritet og dermed vægt og gennemslagskraft.

”Fordi USA ser sig selv som en supermagt, så har de den arrogante holdning, at det ikke er nogen alvorlig sag, at stjæle andre landes informationer, lyder det for eksempel fra Shi Yinhong,” der er ekspert i amerikanske studier ved Renmin Universitetet.

Virkeligheden er dog, at kineserne ikke er et hak bedre. Det er ganske tydeligt, at kinesisk industrispionage trives i en helt ekstrem gad, og det har længe været meget åbenlyst, at kinesiske firmaer stjæler med arme og ben. Den kinesisk regering er heller ikke spor bedre. Kina fører en meget aggressiv kamp i cyberspace og hacker sig ind, hvor end de lyster.

Obama fanget i Orwellsk plot
Det er der bare ikke noget nyt i. Det ved alle. Obama ville derfor gerne have kineserne til at forlade 1984, og blive en retsstat, der lever op til vores standarder. Nu har Snowden dog blotlagt paradeforestillingen og alle kan i dag se, at storebror Obama selv er fanget i et George Orwellsk plot.

Obama og USA har forsøgt, at forklare deres spionage med, at det jo alt sammen er en del af den verdensomspændende krig mod terror. Det er muligvis også sådan det hele er startet, og så er der bare ikke nogen i Washington, der råbt vagt i gevær, før de har siddet og lyttet med på Angela Merkel, der forklarer sin mand, hvad for en shampoo hun foretrækker, eller at hun nok ikke kan nå hjem til spisetid. Næppe informationer, der stopper 11. september fra at gentage sig.

Snowdens læk er en sejr for Kina
I Kina er de selvfølgelig utrygge ved amerikanernes færden, men for dem er Snowdens læk en stor sejr. Endnu engang er USA afsløret som en magtsyg politimand, der ikke skyr nogen midler for at nå sine mål og ser stort på andres rettigheder med den aldrig aldrende undskyldning om det fælles bedste.

USA’s fremtræden legitimerer Kinas kontrol med etniske minoriteter og politiske modstandere. Blandt dem der har kritiseret USA er også den kinesiske dissident og kunstner Ai Wei Wei.

Han skriver i en kronik i The Guardian, at i Sovjet Unionen før, Kina i dag og selv i USA tænker embedsmænd altid, at de kun gør, hvad der er nødvendigt, men historien lærer os, at vi må mindske statens magt.

Det er formentligt ikke drømmen for USA at blive sat i bås med USSR og Kina, af en mand, der kender alt til at blive overvåget af det kinesiske styrer.

Forræder eller helt
Økonomisk skader afsløringerne også USA. Således kan både Cisco og IBM melde om tilbagegang. De to giganter har nemlig siden skandalen kommet frem, fundet det vanskeligt, at afsætte, deres produkter på det amerikanske marked. Således falder Ciscos overskud for det seneste kvartal med 10 procent. Til gengæld eksploderer salget for den kinesisk koncern Huawei.

Tidligere var det ellers amerikanerne, der advarede mod at handle med Huawei på grund af frygt for sikkerhedsbrister og faren for, at kinesisk spionage gennem de kinesiske produkter. Nu har Snowden blandet kortene igen. Og umiddelbart sidder de høje herre i Beijing i dag med flere esser på hånden, end de gør i USA.

I Rusland sidder jokeren Snowden og følger med, mens den amerikanske offentlighed prøver at nå frem til en forståelse af, hvorvidt han er en forræder, der fortjener bålet, eller om han er en helt, som har kastet lys over landets leders galoperende hykleri.

Jonas Løvschall-Wedel er uddannet cand.public fra Syddansk Universitet og UTS Sydney med kinesiske forhold som speciale. Har desuden en bachelorgrad i kinesiske studier fra Aarhus Universitet. Han har tidligere boet, studeret og arbejdet i Kina og Australien og blandt bidragyderne til ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, ‘Glimt Af Amerika’ og senest ‘Den Amerikanske Drøm’. Dækker fast forholdet mellem USA og Kina for Kongressen.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen