Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Økonomisk analyse

Stadig grus i den amerikanske vækstmotor

Den amerikanske recession blev afsluttet for over 4 år siden, men den normalt så dynamiske vækstmotor er stadig ikke rigtigt kommet i gang. Vi kigger her på årsagerne til den svage vækst og udsigterne for 2014.

ØKONOMISK ANALYSE: Væksten har i de seneste 4 år svinget i overkanten af 2%. Det er overraskende svagt i lyset af, at væksten langsigtet kan være 2,4 -2,8% og burde have ligget over 3% i store dele af perioden. Amerikansk økonomi er som et dollargrin, der må køre 80 km i timen på landevejen, men tøffer afsted med 60 km. Farten bremses af en række forhold men første og fremmest af finanspolitikken. Under finanskrisen opbyggede regeringen massive underskud på statsbudget, og det har man siden arbejdet for at komme af med. I starten af i år hævede kongressen skatterne ganske kraftigt, og det ramte naturligvis privatforbruget og bremsede væksten. I miden af året slog de automatiske besparelser igennem, som rammer store dele af den statslige sektor. Det har også bremset væksten.

Begrænset spredning af opsvinget
Et andet problem for væksten har været den begrænsede spredning af opsvinget til alle dele af samfundet. Det er fint nok, at et par millioner får job hvert år. Men det er kun knap 2% af den samlede beskæftigelse, så det får de resterende 150 mio. lønmodtagere ikke fordel af. Ligeledes er stigninger i aktiekurser og huspriser også befordrende for opsvinget, men for specielt aktiekursernes vedkommende er aktierne samlet på hænderne af de allerrigeste og det begrænser også spredningen af opsvinget.

Det 3. problem er mere strukturelt – nemlig at dele af privatforbruget har været usædvanligt svagt. Det omfatter forbruget af serviceydelser, herunder boligydelser, transportydelser og lign. Det stadig svage boligmarked har dæmpet behovet for boligydelser og det at beskæftigelsen ikke er oppe på 2007-niveau endnu betyder også et mere afdæmpet behov for transportydelser.

Vækstbilledet næste år
Hvordan ser vækstbilledet så ud for det næste år? Det ser absolut bedre ud. De finanspolitiske opstramninger aftager kraftigt i styrke, og det vil løfte væksten. Samtidigt er der tegn på, at lønstigningerne er på vej til at tiltage i kølvandet på faldet i arbejdsløsheden. Det vil løfte reallønnen, og det får alle 150 mio. lønmodtagere fordel af. Endeligt er der udsigt til, at det opsparede forbrugs- og investeringsbehov vil bidrage til væksten. Mange amerikanere kører rundt i ældre biler (gennemsnitsalderen på den amerikanske bilpark er højere end den danske) og det ventes at løfte efterspørgslen efter biler. Det vil trække væksten op i 2014. Der er således gode vækstudsigter på vej.

Written By

Kim Fæster er makroøkonom hos Jyske Bank med speciale i amerikansk økonomi. Hver måned analyserer han den økonomiske situation i USA for Kongressen.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen