Government of the people, by the people, for the people

150 år efter Abraham Lincolns berømte Gettysburg-tale, er de 272 ord, fremsagt en kold november eftermiddag under Den Amerikanske Borgerkrig fortsat en af de mest ikoniske taler i verdenshistorien. Og står den dag i dag som et af de klareste symboler på Lincolns præsidentembede

Godt to minutter. Eller mere præcist, 272 ord. Det var alt, hvad Abraham Lincoln skulle bruge for at holde en af de mest legendariske taler i amerikansk historie og i verdenshistorien generelt. Det lå ellers ikke i kortene, at Lincoln, denne torsdag eftermiddag den 19. november 1863 havde en retorisk perle med til tilhørerne i Gettysburg, Pennsylvania.
Hvorvidt Lincoln selv var klar over, hvor stor en tale, han havde planer om at holde den dag, er uvist. Noget kunne tyde på, at det ikke helt var tilfældet. For ikke nok med, at det ikke var ret mange, der kunne høre, hvad Lincoln sagde, mens han holdt talen. Lincoln var samtidig ramt af sygdom, hvorfor fremførelsen heller ikke stod mål men hans ellers normalt dynamiske talestil.

Derfor blev det kun en mindre gruppe af de soldater, der kæmpede for den nordlige del af USA i den på det tidspunkt tre år lange borgerkrig, der reelt kunne høre guldkornene. Men de der kunne, var over godt to minutter vidner til en tale, som stort set alle taleskrivere siden hen har drømt om at gøre efter.
Helt nøjagtigt lød talen således:
”Four score and seven years ago our fathers brought forth on this continent a new nation, conceived in liberty, and dedicated to the proposition that all men are created equal.
Now we are engaged in a great civil war, testing whether that nation, or any nation so conceived and so dedicated, can long endure. We are met on a great battlefield of that war. We have come to dedicate a portion of that field, as a final resting place for those who here gave their lives that that nation might live. It is altogether fitting and proper that we should do this.
But, in a larger sense, we can not dedicate, we can not consecrate, we can not hallow this ground. The brave men, living and dead, who struggled here, have consecrated it, far above our poor power to add or detract. The world will little note, nor long remember what we say here, but it can never forget what they did here. It is for us the living, rather, to be dedicated here to the unfinished work which they who fought here have thus far so nobly advanced. It is rather for us to be here dedicated to the great task remaining before us—that from these honored dead we take increased devotion to that cause for which they gave the last full measure of devotion—that we here highly resolve that these dead shall not have died in vain—that this nation, under God, shall have a new birth of freedom—and that government of the people, by the people, for the people, shall not perish from the earth.”

Ingen klappede
Selv om der siden hen er blevet tolket flittigt på talen, og de fleste, der har sat deres fødder til en forelæsning om enten amerikansk politik, politisk kommunikation eller retorik, er blevet sat til at analysere talen, så er der fortsat flere ting, der aldrig er definitivt afklaret. Blandt andet, hvorvidt der rent faktisk blev klappet, da Lincoln var færdig med at holde sin tale. Adskillige Lincoln-historikere synes, noget bemærkelsesværdigt, at være enige om, at dette ikke var tilfældet.
Siden hen er der dog blevet klappet flittigt af talen. Blandt de mange, der den dag i dag hylder talen som en af de største i amerikansk historie, er Kristoffer Raun Thomsen, retoriker hos Rhetorica med speciale i amerikansk politiske taler:
”En af grundene til, at den fik så stor betydning er fordi den fik momentum fra starten af. Lincoln talte lige efter en mand, der netop havde holdt en to timer lang tale. Og så stillede han sig op og holdt en tale, der varede to minutter. Det er en af talens styrker. Den er så klokkeklar. Der er ikke lagt alt muligt oven i for at fylde noget tid ud. Der er kun det, der skal være. Det synes jeg er talens største kvalitet,” siger Kristoffer Raun Thomsen og uddyber:
”Talen handler om frihed og lighed. Det er også grunden til, at den bliver ved med at brænde igennem. Den giver et fælles mål. Den peger ikke fingre af nogen. Selv om det havde været rimelig åbenlyst at gøre, eftersom de fejrer et slag, de netop har vundet. Så han havde rig mulighed for at pege fingre af andre, men det han i stedet gør er, at holde en tale der er fælles for alle.”

Følelsen af nært fællesskab med præsidenten
Ifølge Kristoffer Raun Thomsen er det netop fordi Lincoln modstår fristelsen med at pege fingre af sin modstander, men i stedet taler om fællesskabet og befolkningen om en enhed, der er med til at gøre talen ekstraordinær. For det er ikke sikkert, at talen var blevet lige så ikonisk, hvis Lincoln havde talt om fjenden fra sydstaterne, vurderer Kristoffer Raun Thomsen:
”Lincoln formår at balancere det med at have en fælles værdi, som vi alle sammen bør tilslutte os. Uden at han støder folk fra sig. Han er hård, men samtidig blød. I Gettysburg talen, så siger han blandt andet ’now we are engaged in a great civil war’. Han siger ikke ’now we are engaged with our enemies’ eller at nu er vi en delt nation. Han siger, at vi er alle sammen i borgerkrig. Og der i ligger den pointe, at han trækker alle folk ned i den samme båd. Selv om man godt er klar over, at folk i virkeligheden er i to forskellige både, der ligger i det samme farvand. Han formår at holde en tale fyldt med patos, men som samtidig skaber en følelse er nært fællesskab med præsidenten. Det er en svær øvelse, men det lykkedes for ham.”