Obama vender Syrien ryggen

Borgerkrigen raser fortsat i Syrien, millioner er drevet på flugt og landet ligger i ruiner. Spørgsmålet er nu, hvad det internationale samfund vil gøre for at få afsluttet konflikten. FN har netop vedtaget en resolution omkring Assads brug af kemiske våben. Men derfra og til at finde en politisk løsning på konflikten er der lang vej endnu

Det var hverken kønt eller stilsikkert, men med lodder og trisser lykkedes det USA og Rusland at nå til enighed om en aftale, der skulle forhindre Syriens præsident Assad i at bruge kemiske våben. En aftale, der blev fulgt op med en FN resolution og som Assad indtil videre har indvilliget i at overholde. Men var det så det? Var det, hvad Obama, Putin og resten af den vestlige verdens statsoverhoveder har tænkt sig at bruge af politisk energi på Syrien? Noget kunne tyde på det. I hvert fald har det været så som så med de store visionære udmeldinger fra Det Hvide Hus efter FN resolutionen kom i hus. For Syrien er, og har aldrig været, en sag, som stod højt på præsident Obamas dagsorden. End ikke da bølgerne gik højest hen over sommeren, var der opbakning i befolkningen eller på Capitol Hill, til et amerikansk engagement i Syrien. Derfor skal man næppe heller forvente, at det nu bliver præsident Obama, der går forrest i arbejdet for at bringe borgerkrigen i Syrien til ende. Den opgave har han nu overladt til FN.
I FN er man fortsat dybt bekymrede for situationen i Syrien. De to et halvt år med borgerkrig har haft så omfattende konsekvenser, at konflikten både er humanitær og sikkerhedspolitisk, da den destabiliserer hele regionen.

FN: Akut behov for politisk løsning
Vicegeneralsekretær i FN’s udviklingsprogram UNDP, Sima Sami Bahous, var torsdag i København, hvor hun talte ved en konference i FN-Byen om netop Syrien.
”Det vi bliver præsenteret for i overskrifterne her i Vesten, er kun toppen af isbjerget. Under overfladen er der et bjerg af problemer og vold i Syrien som eskalerer dag for dag. Der er et akut behov for en politisk løsning på konflikten. Hvis der ikke findes en politisk løsning nu, så vil volden blot eskalere yderligere,” sagde Sima Sami Bahous blandt andet i sit indlæg. Her påpegede hun desuden, hvor massivt et pres, borgerkrigen lægger på nabolandene Jordan og Libanon. Et pres, der nu har stået på i flere år, og som, ifølge Sima Sami Bahous, ikke kan blive ved ret meget længere:
”Det jordanske civilsamfund er presset til det yderste. Eksempelvis oplever mange jordanere at de har svært ved at få hjælp på sygehusene, fordi sengene er optaget af syriske flygtninge. Samtidig har der været eksempler på, at syriske oprørere søger tilflugt i flygtningelejrene i Jordan, hvor de dels hviler ud, men også benytter lejligheden til at rekruttere nye oprørere blandt børn og unge drenge. Hvad Libanon angår, er situationen lige så spændt. Det hænger sammen med, at grænsen til Syrien er meget svagt bevogtet, så libaneserne har stort set ingen styr på, hvem der kommer ind i deres land. Derfor oplever man i Libanon et stigende pres på forskellige ydelser. På bundlinjen har de to lande ekstraudgifter, på grund af borgerkrigen i Syrien, på 9,2 milliarder Dollar ifølge FN’s opgørelse.”

Ikke mere i det for Obama
Meldingen fra FN er altså klar og tydelig. Der skal findes en politisk løsning med det samme. En vurdering, som præsident Obama utvivlsomt vil være enig i. Han har bare ikke tænkt sig at være ham, der tager teten, vurderer Kongressen.coms diplomati-analytiker Rasmus Søndergaard:
”Det er bemærkelsesværdigt, så få vurderinger der generelt er af, hvad Obama nu har tænkt sig at gøre med hensyn til Syrien. Det er et udtryk for, at der ikke er meget mere i det for Obama. Man skal huske på, at Obama var meget modvillig med hensyn til at involvere sig i Syrien fra starten og nu hvor det er lykkedes ham at få en resolution på plads, vil jeg forvente, at han vil gøre alt hvad han kan for at holde USA ude af videre engagement i Syrien. Med FN resolutionen har han formået at få vægt bag sine ord om at man har denne her røde linje med hensyn til brugen af kemiske våben. Det er noget nær det optimale han kunne få ud af denne her situation.”

Overlader Syrien til FN
Ifølge Rasmus Søndergaard er der flere grunde til, at Obama næppe vil investere mere politisk kapital i Syriens-spørgsmålet nu. Men når hverken befolkningen eller hans politiske kolleger på Capitol Hill mener, at USA har noget at gøre i Syrien, så er det en politisk tabersag for Obama, hvis han bliver ved med at fokusere på Syrien, nu hvor FN-resolutionen er vedtaget:
”Obama har uden tvivl sin tvivl om, hvorvidt Assad rent faktisk mener det, når han siger at han nu vil samarbejde med FN, men det kan han for så vidt være ligeglad med i forhold til den politiske situation og sit eget bagland. Han vil nu overlade opgaven til FN. Det er en sejr for ham at kunne sige, at der er en kommet en fælles løsning fra det internationale samfund og USA har, i hans version, presset på ved at true med brugen af militær magt. Det fik processen på sporet og gjorde at det her endte med at blive en vindersituation på noget, der ellers var en tabersag. Han havde jo hverken opbakning i befolkningen eller i Kongressen til at gøre noget i Syrien,” siger Rasmus Søndergaard og uddyber:
”Det vi kommer til at se fra Obamas side nu, bliver den klassiske fremgangsmåde, hvor USA lader det være op til FN, og siger at man naturligvis gerne vil hjælpe til, men at opgaven og ansvaret for at finde en løsning i Syrien nu ligger hos FN. Men der er meget dårlige forudsætninger for at få oprettet et bare nogenlunde velfungerende samfund i Syrien efter Assad, og det er Obama selvfølgelig bevidst om. Men nu hvor man ikke selv har været inde og intervenere, og nu hvor FN har fået ansvaret, så kan man med en hvis overbevisning trække sig tilbage og sige, at man har løst problemet med de kemiske våben. Nu er det FN, der står for at få det til at fungere. USA er bare i baggrunden for at observere.”

Obama vægter ikke Syrien særlig højt
Selv om præsident Obama altså næppe kommer til at være den, der slår ivrigst på tromme for at finde en politisk aftale omkring konflikten i Syrien, så er det ikke ensbetydende med, at Syrien forsvinder helt fra præsidentens radar. Men det er ikke længere i centrum, som det var tilbage i slutningen af august, da det kom frem at Assad havde brugt kemiske våben. Og kommer det næppe heller igen, med mindre der sker noget uventet, vurderer Rasmus Søndergaard:
”Han vægter ikke Syrien særlig højt. Der er ikke opbakning til at gå ind og gennemtvinge et regimeskifte. Han har hele tiden sagt, at hvis USA overhovedet ville gøre noget, så ville det være en straffeaktion på grund af brugen af kemiske våben. Og det lykkedes jo, eftersom man nu har fået Assad til at love samarbejde om at afgive kemiske våben. Men en intervention for at skille sig af med Assad og måske efterfølgende indføre demokrati, det er ikke et mål, der rigtig har været på bordet for Obama, og heller ikke noget, der er politisk opbakning til. Både John Kerry og Susan Rice har sagt, at USA forbeholder sig retten til at gribe ind, hvis ikke FN resolutionen overholdes. Og flåden bliver også i området. Men det er for at holde Assad på sit løfte. Og samtidig så flugter et engagement i Syrien meget dårligt med Obamas overordnede strategi om at rette fokus mod Asien. Set i det lys vil et engagement være ti skridt i den forkerte retning.”