Er Republikanerne ved at gå i opløsning?

Man skal passe på med at male fanden på væggen i forhold til de store amerikanske partiers beståen, men der sker noget særligt i disse år, og risikoen for, at Republikanerne inden for en overskuelig årrække bliver splittet i to eller flere partier, kan ikke længere afvises som urealistisk.

Der har længe været spekulationer om, hvad den fastlåste politiske situation i Kongressen ville føre til på sigt. Den meget negative stemning de to partier imellem har medført, at lovgivningsarbejdet nærmest er gået i stå, og mange har peget på særligt den hos Republikanerne kompromisløse indstilling til samarbejde som uholdbar for det amerikanske demokrati. Men en heftigt partisk og til tider ligefremt krigerisk tone er ikke noget nyt i byen. Nogle af nationens mest hyldede koryfæer har været med på den: John Adams anklagede eksempelvis sin med-grundlægger Thomas Jefferson for at være svækling såvel som ateist, libertiner og kujon, mens Jefferson på sin side kaldte Adams for fjols, hykler, kriminel og tyran, da de to tørnede sammen ved præsidentvalget i 1800.

Det er før sket, at det ene parti i en periode har opført sig ekstremt partisk for derefter at rette ind og blive mere samarbejdsvilligt – det så vi senest i midten af 1990erne, hvor Republikanerne fløj ind i Repræsentanternes Hus med overvældende flertal, anført af Newt Gingrich, og forsøgte at gennemføre, hvad der blev betragtet som voldsomme forandringer under deres såkaldte ‘Contract with America’-program. Gingrich og hans kohorte havde god grund til at føle, de havde et solidt mandat til at ændre radikalt på tingenes tilstand, for valget flyttede markant på skellet mellem de to partier: sammenlagt måtte Demokraterne afgive mere end en tiendedel – 54 ud af 435 – af deres pladser til Republikanere, der også opnåede magten i Senatet.

Ny politisk virkelighed
Særligt i Repræsentanternes Hus vurderede man, at der var sket et skred, at magtbalancen havde rykket sig for alvor, og at en ny politisk virkelighed var kommet til Washington. De næste år blev et markant opbrud med tidligere samarbejdsvilje mellem partierne, hvor republikanere og konservative demokrater ellers siden 1930erne havde samarbejdet henover midten om at gennemføre lovgivning, der hvilede stabilt på opbakning fra bredden af befolkningen. Mange af de nyvalgte Republikanere – hvoraf en stor del hørte til partiets kristne højrefløj – var unge, helt nye ansigter på den nationale politiske scene, fulde af idealer og var fast besluttede på at gennemføre deres ambitioner om at trække lovgivningsarbejdet til højre.

Men den amerikanske befolkning reagerede på den nye partiske linje, som den så ofte har gjort før: den ville ikke have det. Ved næste valg genvalgte vælgerne Bill Clinton til det Hvide Hus – manden som havde nedlagt veto mod en stor del af de lovforslag, der var blevet gennemført af det nye, republikanske flertal i Kongressen, og selvom Republikanerne i første omgang beholdt deres flertal, mistede de stemmer i begge kamre. Den såkaldte ‘republikanske revolution’ blev kortvarig.

Op gennem historien har der været flere perioder med nærmest (eller helt) ondsindet stemning og voldsomme stridigheder både partierne imellem og internt i partierne, hvilket har ført til både afvikling af partier og dannelse af nye. I et historisk perspektiv er det faktisk perioden fra 1930erne og frem mod slutningen af det 20. århundrede, der er usædvanlig: her var der en længere periode, hvor de to store partier – Republikanerne og Demokraterne – samarbejdede henover midten på en hel række centrale områder. Det kunne ikke mindst lade sig gøre, fordi det amerikanske demokrati på væsentlige punkter fungerer anderledes end det danske. Det er et politisk system, der teknisk set er dømt til at gå i stå igen og igen, og som kun fungerer i praksis, når alle involverede parter er indstillet på samarbejde.

Den amerikanske tredeling
Det spiller en ikke ubetydelig rolle, at den amerikanske tredeling af magten gør det muligt for en præsident at lede landet, selvom han har et overvældende parlamentaristisk flertal imod sig, at Kongressens to-kammer-system fordrer en vis træghed i lovgivningsarbejdet, og at præsidentens vetoret på sin vis repræsenterer et ‘tredje’ kammer involveret i lovgivningsarbejdet. Men vigtigst af alt har det amerikanske system med flertalsvalg i enkeltmandskredse været afgørende for udviklingen af et reelt to-parti-system, og samtidig har landets geografiske størrelse, socio-økonomiske spændvidde og kulturelle diversitet nødvendiggjort en meget inkluderende kultur indenfor de to partier: når der kun er to partier til at favne en hel befolkning, er de hver især nødsaget til at kunne rumme et bredt politisk udsnit af samme, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at samle tilstrækkeligt med stemmer til at gøre sig gældende. USA har historisk haft partier, der internt har dækket over et bredt spektrum af politiske standpunkter, og den traditionelt løse partistruktur og -disciplin har betydet, at det ikke alene har været tilladt, men bredt accepteret, at en del partimedlemmer stemte imod deres partis linje også i forbindelse med selv partipolitisk højtprofilerede lovgivningsforslag. Samtidig har den store spredning i synspunkter internt givet gode muligheder for, at bestemte fraktioner indenfor ét parti kunne finde sammen med med en modsvarende fraktion fra det andet: politikere fra landbrugsstater har fundet sammen om fødevarepolitik på tværs af partiskel, politikere fra våbenproducerende distrikter har skabt alliancer i forhold til forsvarsbudgetterne, abortmodstandere fra begge partier er gået sammen osv.

Krigerisk tone ikke et særsyn
Selvom den aktuelle krigeriske tone partierne i mellem og de store forskelle internt i særligt det republikanske parti altså langtfra er et særsyn i historisk perspektiv, peger den nuværende situation alligevel på store forandringer i det politiske landskab i USA. Den grimme tone partierne imellem behøver ikke i sig selv være andet end et forbigående – og tilbagevendende – fænomen. Det grundlæggende problem er derimod den tiltagende disintegration af det republikanske parti. Lederne af Republikanerne i Repræsentanternes Hus, John Boehner og Eric Cantor, har ingen kontrol over deres bagland. Det har gjort det umuligt for dem at indgå kompromisser med Demokraterne på vigtige områder – og denne sommer var det fx medvirkende årsag til, at USA fik et voldsomt hak i sin internationale troværdighed som militær supermagt, da Boehner og Cantor selv bakkede solidt op om præsident Obamas ønske om at få Kongressens støtte til militær indgriben i Syrien, for siden at se utallige af deres partimedlemmer løbe i den stik modsatte retning.

Hvor Republikanerne i perioden fra midt-80’erne og indtil for nylig fx havde en indflydelsesrig intern fraktion bestående af den kristne højrefløj, der gav plads til, at den mere økonomisk-konservative orienterede del af partiet kunne finde sammen om at samarbejde med Demokraterne, er der i dag tale om langt mere kaotiske tilstande. Partiet fremstår nu som en diffus blanding af bl.a. konservative, libertære og folk fra den delvist hensygnende, men dog langtfra afdøde, Tea Party-bevægelse. Og i modsætning til den tidligere så stærke kristne højrefløj har ingen af disse dele formået klart at afgrænse de områder, de vil gøre deres indflydelse gældende på, i forhold til andre områder, de er villige til at samarbejde indenfor. Til sammenligning havde den kristne højrefløj godt fast i sin del af befolkningen og kunne gennem en uforholdsmæssig stor indflydelse i primærvalg påvirke partiets overordnede politik – men gjorde det alene på en relativt begrænset række for dem centrale, værdipolitiske områder, således at det stadig kunne lade sig gøre at samarbejde på en række andre områder.

Striden om gældsloftet
Store dele af det republikanske parti anno 2013 forekommer i modsætning hertil i vid udstrækning at definere sig selv ud fra, hvad de er modstandere af, snarere end hvad de er tilhængere af. Og det besværliggør mildt sagt mulighederne for finde meningsfæller henover midten. De første alvorlige tegn på denne problematiske tendens sås i forbindelse med forhandlingerne om forhøjelse af gældsloftet for lidt over to år siden. Her havde Republikanernes ledelse mere end almindeligt svært ved at overbevise de forskellige fraktioner i partiet om at stemme for det, der skulle have været blot den seneste i en lang række af historisk set relativt ukontroversielle forhøjelser. Eftersom gældsloftet alene forhøjes for at betale gæld, som nationen allerede har stiftet, har det ikke tidligere været en mærkesag for fx besparelses-entusiaster, men derimod traditionelt været et emne, der kunne opnås bred enighed om mellem de to partier uden større polemik.

Efter midtvejsvalget sidste efterår så det i en kortere periode ud til, at Republikanerne var på vej tilbage til en mere samarbejdsorienteret indstilling. Mange af partiets mere etablerede og erfarne kræfter vurderede med præsident Obamas genvalg – og ikke mindst den demografiske udvikling som lå til grund herfor – at der måtte slås ind på et overordnet set mere moderat og samarbejdsvilligt spor, hvis partiet også fremover skulle appellere til en tilstrækkelig stor del af vælgerkorpset. En af de store knaster løste også sig selv med valgets udfald – det flertal af medlemmer af Repræsentanternes Hus, der havde tilsluttet sig Grover Norquists rabiate manifest mod enhver form for skattestigning (også i forbindelse med skatteomlægninger, der ville betyde et lavere samlet skattetryk) blev decimeret, og det åbnede mulighed for at indgå bredere kompromisser med Demokraterne på nogle af de helt centrale og reformkrævende økonomiske områder. Men bortst fra, at en vigtig aftale i forbindelse med forsøg på at afværge den såkaldte fiscal cliff blev indgået ved årets begyndelse, er kompromisserne udeblevet. Den såkaldte sequester (automatiske grønthøster-besparelser), som i sin tid blev gennemført alene med det formål at skræmme de to partier til at finde indgå kompromisser for at undgå at den trådte i kraft, blev en vedvarende realitet, immigrations-reformen som blev betragtet som helt afgørende af partiets etablerede kræfter, er gået i stå – og nu står landet overfor en nedlukning af den føderale stat, fordi partierne ikke kan opnå enighed om hverken midlertidige eller længerevarende budgetter.

Værre i Huset end i Senatet
Repræsentanternes Hus har historisk set været et langt mere eksplosivt sted end Senatet – fordi medlemmerne er på valg hvert andet år og fordi de vælges enkeltvis i distrikter. Det tvinger de enkelte politikere til at være ekstremt lydhøre overfor lokale interesser såvel som aktuelle enkeltsager, og konsekvensen er et kammer, hvis sammensætning ofte afspejler pludselige og kortvarige strømninger i samfundsdebatten.

Det helt store problem for Republikanerne netop nu er, at de ikke har én fraktion, som kan udgøre en fremtidens kerne i partiet, og som de andre dele med tiden kan rette ind efter. Den brede fundamentalistisk-kristne koalition, som partiet har baseret sine sejre på gennem de sidste 20-25 år, undgår store generationsmæssige forandringer og repræsenterer en stadigt mindre del af befolkningen. Tea Party-segmentet er et morads af modsatrettede og ofte selvmodsigende interesser, den libertære fløj ligger for langt fra det, de fleste opfatter som ærkerepublikanske grundprincipper, og den konservative del af partiet er gået i stå på en linje, der i retorikken forsøger at tage arven op fra Reagan, men som i praksis hverken er forenet, har et klart budskab, eller evner at appellere bredt.

Parallelt med denne udvikling har USA økonomisk set udviklet sig dramatisk de senere år. Sammenhængskraften i befolkningen er alvorligt truet af den voldsomt stigende afstand mellem de allerrigeste og resten af befolkningen – en afstand der i forvejen var væsentligt større end fx herhjemme, men som i kraft både af generel økonomisk fremgang for alle grupper op gennem det 20. århundrede og en udpræget individualistiske samfundskultur har været bredt accepteret af en befolkning, der har troet på, at alle havde en chance for at opnå den amerikanske drøm. Dén sociale kontrakt opleves af stadigt flere amerikanere som en teoretisk floskel fremfor en praktisk virkelighed, og det peger historisk set mod mere omsiggribende politiske forandringer.