Den amerikanske administrations reaktion på det egyptiske militærkup den 3. juli har formået at skabe vrede blandt tilhængere fra begge stridende fløje og har genoplivet egyptiske frustrationer over amerikansk udenrigspolitik i Egypten.
AMMAN: Da Mohammed Morsi blev afsat af Egyptens væbnede styrker efter massive gadeprotester, blev verdenssamfundet – og ikke mindst det amerikanske lederskab – fanget i et kompliceret dilemma.
Den første demokratisk valgte præsident i Egyptens historie var blevet fjernet af landets militær. Morsis fald var ikke den naturlige forlængelse af et demokratisk valgnederlag, og dermed udgjorde General Abdel Fattah Al-Sisis intervention på den øverste politiske scene uvægerligt et brud (hvis ikke en direkte U-vending) på Egyptens vej imod demokrati. Det måtte Washington naturligvis principielt tage afstand fra. Men at kritisere kuppet (og dermed indirekte støtte Morsi) var heller ikke problemfrit, eftersom præsidenten fra Friheds- og Retfærdighedspartiet siden sin demokratiske valgsejr i juni 2012 havde forvaltet sit embede på en meget lidt demokratisk facon, men tværtimod forekom at videreføre en autoritær politisk kultur i Egypten.
Under Morsis styre degenererede landet i afgrundsdyb politisk polarisering. Præsidentens ekskluderende politiske fremfærd over for oppositionen, hans gennemtrumfning af en udskældt forfatning (efter en meget lidt konsensus-præget proces), udstedelsen af det kontroversielle dekret som (om end midlertidigt) garderede hans beslutninger imod juridisk appel, omfattende arrestationer samt sagsanlæg imod egyptere anklaget for at have ”fornærmet præsidenten” samt den manglende adressering af en markant forværret sikkerhedssituation (herunder et stigende antal angreb imod koptisk kristne egyptere) udgjorde til slut søm i hans kiste.
Et splittet Egypten
I Morsis kortvarige regeringsperiode fostrede han et samfund dybt splittet imellem to overordnede lejre; tilhængere og modstandere, og den amerikanske administrations forsøg på at navigere i dette polariserede farvand udløste vreden.
Morsis tiltagende autoritære styreform udspillede sig uden nævneværdig amerikanske kritik, hvilket lagde kimen til den modvilje imod USA, der akkumulerede i optakten til ”Tamarod (Oprør)”- bevægelsens planlagte massedemonstrationer på etårs-dagen for Morsis præsidentskab den 30. juni. Morsis forvaltning af magten vækkede bred mistillid, og i mange egypteres øjne begyndte præsidenten at fremstå som en islamistisk udgave af Hosni Mubarak (”Hosni Mubarak med skæg”). I det stadigt mere splittede og højspændte egyptiske samfund blev fraværet af kritik fra Washington fortolket som opbakning til Morsis styre og Det Muslimske Broderskab – og dermed manglende støtte til ægte demokrati i Egypten.
Amerikansk skepsis
Da Anne Patterson, USA’s ambassadør i Egypten, i opløbet til Tamarod – kampagnens første demonstrationer, udtrykte amerikanernes skepsis over for nye omfangsrige gadeaktioner, understregede Egyptens behov for stabilitet og forsvarede USA’s overvejende positive relationer til Morsis regering på baggrund af deres demokratiske legitimitet som folkevalgte, vakte det ophedet harme blandt protestbevægelsens støtter, beskyldninger om uvelkommen indblanding i egyptiske anliggender, partiskhed til fordel for Morsi og nærede konspirationsteorier med budskabet ”USA holder hånden over broderskabet”.
Ambassadørens forklaring, at USA siden afsættelsen af Hosni Mubarak havde lagt den politiske linje at samarbejde med enhver vinder af landets demokratiske valg – for dermed at støtte Egyptens demokratiske proces – fandt ikke et lydhørt publikum, og Anne Pattersons billede fandt hurtigt vej til protestskilte i demonstrationerne imod Morsis styre.
Obamas dybe bekymring
I det højspændte og polariserede politiske klima gjorde Barack Obamas erklærede ”dybe bekymring” over militærkuppet samt suspenderingen af den egyptiske forfatning den 3. juli, hans opfordring til at undgå massearrestationer af broderskabets ledere og hans fordømmelse af egyptiske sikkerhedsstyrkers nedskydning af civile Morsi – tilhængere efter rydningen af to islamistiske sit-ins i Kairo den 14. august den amerikanske præsident særdeles upopulær. Udsagn på demonstranters skilte beskyldte ham ligefrem for ”støtte til terror”, da detroniserede broderskabsfigurer efter militærets indgreb havde opfordret frustrerede tilhængere til at modarbejde kuppet, mens volden bredte sig i Egypten.
USA’s upopularitet i Egypten bunder i en kombination af faktorer; herunder opfattelsen af amerikansk dobbeltmoral, en ”USA ved bedst” – attitude fra ambassadørens side, USA’s historiske støtte til autoritære regimer i Egypten samt skuffelse over Obamas udenrigspolitik i Mellemøsten.
Siden Anwar Sadat (Hosni Mubaraks forgænger på den egyptiske præsidentpost) underskrev Egyptens fredsaftale med Israel i marts 1979 har Egypten udgjort den næststørste modtager af amerikansk bilateral assistance (kun overgået af Israel). Landenes stærke militære samt efterretningsmæssige partnerskab og amerikanernes årlige militære støtte til Egypten på $1,3 milliarder siden 1987 har spillet en central rolle i bestræbelserne på at fremme USA’s udenrigspolitiske mål i regionen, herunder vedligeholdelsen af Egyptens fred med Israel, sikringen af regional stabilitet, bekæmpelsen af terrorisme samt en privilegeret adgang til Suez-kanalen for den amerikanske flåde.
En ny begyndelse
USA’s strategiske samarbejde med Egypten har været gensidigt frugtbart, og amerikanske administrationers årlige levering af militær samt økonomisk assistance har været belønningen for egyptiske autokraters samarbejdsvillighed på centrale amerikanske sikkerhedsinteresser i regionen.
Da Obama i juni 2009 besteg talerstolen på Kairo Universitet varslede han en ny begyndelse. Han bekendtgjorde USA’s opbakning til regeringer, som ”reflekterer folkets vilje”, og han understregede, at Washington ville støtte demokratiske værdier og menneskerettigheder i Mellemøsten.
“… De er ikke bare amerikanske ideer. De er menneskerettigheder, og det er derfor, at vi vil støtte dem overalt”, sagde Obama fra talerstolen i Kairo.
Egyptisk skuffelse over Obama
Så kom de arabiske opstande i 2011 – og de bristede forventninger. Da det “Arabiske Forår” nåede Egypten skulle den amerikanske præsidents løfter stå deres prøve. Men Obamas administration skuffede. Mange egyptere følte, at Washingtons kritik af Hosni Mubarak, USA’s autoritære allierede i regionen, kom for tøvende, og Obamas løfter om opbakning til demokratiske frihedsrettigheder mistede deres glans.
På Egyptens tv-skærme fremstod USA’s forsinkede fordømmelse af Hosni Mubarak som en indikation på amerikanske præferencer for opretholdelsen af en langvarig alliance med en USA-venlig autokrat (som sikrede indfrielsen af USA’s strategiske interesser i regionen) frem for demokratiske rettigheder for Egyptens befolkning. At amerikanske diplomater formentlig (som den amerikanske analytiker Marc Lynch har påpeget) bag kulisserne spillede en nøglerolle i afsættelsen af Mubarak ved at presse den egyptiske hær til at vælge folkets side vil næppe ændre den følelse af svigt, som mange egyptere oplevede i de dramatiske dage.
Mistro over for amerikanske motiver
Den amerikanske reaktion på opstanden imod præsident Morsi og det efterfølgende militærkup fik igen mange egypteres mistro over for amerikanernes motiver til at stige op til overfladen. Den amerikanske tilbageholdenhed blev opfattet gennem samme prisme: At amerikanerne tilsyneladende kan tolerere diktatur i Egypten, hvis bare diktatoren føjer amerikanske interesser. For det havde Morsi faktisk gjort. På regionalt plan havde Morsi ledt en overvejende samarbejdsvillig kurs på amerikansk udenrigspolitiks sikkerhedspolitiske kernepunkter i Mellemøsten – ikke ulig sin forgænger Hosni Mubarak. Han vedligeholdt fredsaftalen (samt positive relationer på militært og efterretningsmæssigt niveau) med Israel, fastholdt Egyptens rodfæstede samarbejde med USA, bekæmpede terrorgrupper på Sinai-halvøen (dog med beskedent held) og mæglede sidste år en våbenhvile på plads mellem Israel og Hamas i Gaza-striben.
Men i Egypten videreførte Morsi i mange egypteres øjne en autoritær politisk kultur, direkte i modstrid med revolutionens forhåbninger om demokratisk fremgang, og da den amerikanske administration undlod åbent at kritisere Morsis styre, så vakte diskrepansen imellem USA’s erklærede værdier og deres handlinger igen forargelse i Egypten. Fraværet af amerikansk kritik blev igen fortolket som en stiltiende opbakning til et autoritært styre, og den amerikanske passivitet styrkede igen mange egyptere i den opfattelse, at amerikanske regeringers interesse i Egypten (kun) bunder i landets potentiale for at tjene Washingtons regionale strategiske interesser – ikke i en oprigtig bekymring for almindelige egypteres håb, drømme og levevilkår.
Washington tøvede efter kuppet
Washingtons tøvende kurs i Egypten fortsatte efter militærkuppet. Obama valgte at udsætte en planlagt militær øvelse med Egypten, men undlod at betegne det egyptiske militærs afsættelse af Morsi som et kup – formentligt fordi det mærkat ifølge amerikansk lovgivning ville forpligte ham til at stoppe den årlige militære assistance til Egypten (hvilket potentielt kunne forværre landenes relationer). Hjemme i USA advokerede senator John McCain for en tilbageholdelse af den bilaterale militærstøtte som en fordømmelse af militærkuppet, men ingen ændringer er endnu blevet annonceret. Den amerikanske ”gåen på listesko” formåede til gengæld (også) at gøre dem upopulære i den islamistiske lejr, som ikke mente, at USA’s ageren i forløbet forsvarede Morsis demokratiske legitimitet samt den påbegyndte demokratiske proces i Egypten ihærdigt nok.
”Egypterne ønsker en mere stringent politik fra USA”, sagde DR’s mellemøstreporter Michael S. Lund i P1 Morgen, da han kommenterede den stigende anti-amerikanisme i Egypten. Mange egyptere efterspørger simpelthen større overensstemmelse mellem erklærede amerikanske principper og amerikansk handling. De ønsker et USA, som lever op til egne værdier om demokrati og menneskerettigheder – selv når det indebærer, at de må kritisere ”deres venner”: USA – allierede præsidenter, som føjer amerikanske interesser i regionen.
Det finansielle aspekt
Med en forventet bilateral støtte på $1,55 milliarder ($1,3 milliarder i militær støtte og $250 millioner i økonomisk støtte) for finansåret 2014 vil amerikanerne formentlig stadig have noget at forhandle med i relationerne med Egypten. Men USA’s troværdighed i Egypten er ikke ligegyldig af den grund.
Som DR-journalisten påpeger i benævnte interview, så kan fremtidige egyptiske ledere ikke længere fuldstændig ignorere deres befolkning, og derfor spiller den aktuelle folkestemningen imod USA immervæk en rolle for Washingtons mulighed for at påvirke Egyptens fremtid. Ikke mindst på et tidspunkt, hvor regionale aktører for alvor har meldt sig på banen og kan udfordre USA’s langvarige rolle som indflydelsesrig sponsor.
Problematisk situation for USA i Mellemøsten
I kølvandet på Morsis afsættelse lovede olierige arabiske Golf-stater (Saudi Arabien, Kuwait og De Forenede Arabiske Emirater) at levere $12 milliarder i lån og bevillinger, og særligt Saudi Arabien var kvik til at udnytte situationen omkring militærkuppet til at proklamere deres villighed til at godtgøre Egyptens tab forbundet med potentielle neddroslinger af udenlandsk støtte (herunder den amerikanske) som ”straf” for militærkuppet.
At Washingtons berøringsangste reaktion på afsættelsen af Morsi (igen) bliver fortolket som en blotlæggelse af amerikanske regeringers enøjede fokus på indfrielsen af egne strategiske mål – på bekostning af demokratisk udvikling i Egypten – bør tages alvorligt. Den slags karakteristik af USA’s udenrigspolitik lever allerede i bedste velgående i Mellemøsten, og Washington bør undgå at give den unødig næring.
You must be logged in to post a comment Login