FN’s styrke afhænger af stormagternes vilje

Onsdag formiddag inviterede Kongressen.com og Mogens Lykketoft til FN-debat på Christiansborg. I panelet sad fire forstandige mænd med hver deres perspektiv på FN, og blandt publikum, der fyldte det meste af Fællessalen, var diskussionslysten stor. FN har stadig en stor rolle at spille i dag, mente mange, men hvilken? Det var spørgsmålet, som blev vendt og drejet.

Af Mathias Skovgaard-Holm

Det var ikke en decideret dundertale, Mogens Lykketoft holdt, da han onsdag formiddag trådte op på talerstolen i Fællessalen på Christiansborg. Men at tale med store bogstaver, det var Folketingets formand nødsaget til at gøre for at overdøve moder naturs bulder og brag uden for Fællessalens vinduer.

I samarbejde med Kongressen.com havde Mogens Lykketoft inviteret til paneldebat om FN, og trods det stygge efterårsvejr var salen så godt som fyldt op, da Lykketoft skød debatten i gang. Lykketoft, der stiller op til posten som formand for FN’s generalforsamling i 2015-2016, både indledte og afsluttede sit oplæg således:
”FN vil aldrig være stærkere end summen af det, de store magter er villige til at gøre”.

Med de ord tog Lykketoft hul på et spørgsmål, der endnu engang er blevet uhyggeligt relevant i lyset af den aktuelle konflikten i Syrien, og som efterfølgende kom til at fungere som en rød tråd gennem hele onsdagens debatmøde: Hvilken berettigelse har FN i dag, hvis blot man ser til, mens konflikter som den i Syrien forværres dag for dag?

Reformer er vejen frem
Der er brug for reformer i FN, mener Lykketoft, hvis man igen skal genvinde fordoms magtposition, især en reformering af FN’s Sikkerhedsråd. Tiden er simpelthen løbet fra den måde, som Sikkerhedsrådet i dag er skruet sammen på, mener han. Det viser konflikten i Syrien med al tydelighed. Både Rusland og Kina vil ved hjælp af deres vetoret blive ved med at blokere for enhver fælles FN-indgriben i konflikter som den i Syrien. Noget må gøres.

”Det er bl.a. vetoretten i Sikkerhedsrådet, som man bliver nødt til at se nærmere på. Kan man i fremtiden forestille sig et Sikkerhedsråd, hvor der ikke er noget, som hedder vetoret? Og et Sikkerhedsråd, som er mere repræsentativt end det, vi ser i dag?” spurgte Lykketoft retorisk ud i salen, hvor ordene blev hængende i luften et kort sekund, før han selv punkterede boblen.

”Jeg håber det. Men jeg ved ikke, om det kommer til at ske i min levetid”, sagde han.

Glem ikke FN’s successer
Der er altså brug for en reformering af FN’s Sikkerhedsråd, så man i fremtiden åbner op for en bredere mulighed for, at FN kan høste internationale succeser. Og netop FN’s successer gennem årene, mener Lykketoft, er kommet til at stå i skyggen af fiaskoer som dem i Rwanda og Srebrenica. Man skal lade være med at udelukkende at definere FN ud fra de konflikter, som ikke er blevet løst, men huske på alt det gode, som også er sket og stadig sker.

”På fattigdomsområdet er der fx sket en masse, og FN har 120.000 soldater udsendt i fredsbevarende aktioner, der tøjler masser af store og halvstore konflikter rundt om i verden. Så FN er ikke mislykkes. Men FN’s mulighed for at være vellykket er begrænset til, hvad stormagterne kan blive enige om”, sluttede Mogens Lykketoft.

USA ser stort på FN
Debatstafetten blev derefter givet videre til Rasmus Søndergård, der er ph.d.-stipendiat ved Syddansk Universitet, hvor han forsker i amerikansk udenrigspolitik. Derudover er han diplomati-analytiker på Kongressen.com.

Søndergård lagde ud med at provokere Fællessalens publikum, hvoriblandt der naturligt nok befandt sig mange med tilknytning til FN:
”USA er i bund og grund ligeglad med FN”, sagde han.

Efterfølgende forklarede Søndergård dog, hvordan han mente, at USA’s forhold til FN er blevet bedre de seneste år under præsident Barack Obama. Hvor forholdet til FN blev nedprioriteret i årene under George W. Bush, har Obama vist, at han er villig til at sætte ressourcer ind på et bedre samarbejde med FN. Det viser bl.a. Obamas nylige udnævnelse af Samantha Power som USA’s nye FN-ambassadør.

”Der er ingen tvivl om, at Obama vil FN”, sagde Søndergård. ”Men man skal ikke lade sig narre. For Obama er FN stadig en brik i spil og underlagt USA’s egne interesser, bl.a. indenrigspolitiske anliggender”, sagde Søndergård, der derfor heller ikke mener, vi skal regne med at se Obama mere FN-pro end nu.

”Jeg tror personligt ikke på, at vi vil se yderligere ændringer i slutningen af Obamas præsidentperiode, og jeg ser heller ikke nogen grund til, at der skulle komme nogen nævneværdig ændring hos den efterfølgende præsident. Det skulle kun være til det værre – hvis pendulet svinger tilbage i retningen af republikanerne”, sagde Rasmus Søndergård.

Putin er oven på
I sit åbningsoplæg åbnede Mogens Lykketoft op for muligheden for en reformering af FN’s Sikkerhedsråd med fokus på Rusland og Kina. Formiddagens næste taler, Flemming Splidsboel, ph.d. i russisk udenrigspolitik fra Københavns Universitet og analytiker for Kongressen.com, var ikke afvisende over for idéen om, at de to lande i fremtiden vil være åbne over for reformer. Så længe det bare ikke svækker deres nuværende magtposition.

”Man er ikke afvisende over for reformer. Både Rusland og Kina er sådan set positivt indstillede. Det, der kan bremse det, er naturligvis, at de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, deriblandt Rusland og Kina, har forskellige opfattelser af, hvorledes Sikkerhedsrådet skal reformeres”, sagde Flemming Splidsboel.

Fx er Rusland og Kina uenige om, hvilke lande der skal inkluderes i Sikkerhedsrådet, hvis de skal udvides for at gøre det mere repræsentativt end i dag. Én ting er de to lande dog enige om:
”Vetoretten skal bestå. Den skal ikke udvandes, ved at man fx tildeler den til andre lande”, sagde Flemming Splidsboel, der desuden forklarede, at Ruslands præsident Vladimir Putin i øjeblikket har det lige præcis, som han gerne vil have det – altid med vetoretten i baghånden.

”Putin elsker, når vejen går gennem Moskva”, sagde Flemming Splidsboel.

FN er ingen fiasko
Derefter var turen kommet til Peter Kim Laustsen, der FN-analytiker ved Forsvarsakademiet. Han gik i fodsporene på Mogens Lykketoft, og listede bl.a. en lang række ting op, som FN igennem tiden er lykkedes med, men som måske er blevet overskygget af fiaskoerne:
Menneskerettighedserklæringen fra 1948, en række fredsskabende aktioner, fx i Congo, FN-soldater i Pakistan og Libanon og mange andre steder, ikke-spredningsaftalen om atomvåben, torturkonventionen, etc.

”Det her er selvfølgelig ting, som ikke nødvendigvis foregår i Sikkerhedsråd, men i FN’s Generalforsamling eller i en række af de underorganisationer, som vi måske ikke lige lægger mærke til i hverdagen”, sagde Peter Kim Laustsen og uddybede nærmere:
”Fx er det rart for os alle sammen, at der er en flyorganisation, der koordinerer tingene, når vi flyver til eksempelvis Lanzarote eller Mallorca – det er bl.a. en af FN’s specialorganisationer, der står for det. Det er noget, der ikke er synligt for os, men det er en af de mange successer, som jeg tror, vi skal være glade for, for det gør det nemmere at være borger i ikke bare Danmark, men også i verden”, sagde han.

Dybt bekymrende
Inden den frie debat blev sluppet løs i Fællessalen, stillede sidste mand i FN-panelet, Jeppe Kofod, sig op på talerstolen. Jeppe Kofod, der stiller op til Europaparlamentet for Socialdemokraterne, svingede pisken mod især de europæiske politikere.

”Vi mangler nogle europæiske ledere, der er villige til at se ud over deres nationale anliggender”, efterlyste han. ”Er fx Frankrig eller Storbritannien villige til at opgive deres permanente sæde i FN’s Sikkerhedsråd for et fælles EU-sæde? Nej!”

Men det var ikke kun de europæiske ledere, som fik en tur. Kofod satte ligesom resten af panelets deltagere også fokus på Ruslands og Kinas uforholdsmæssigt store magt i Sikkerhedsrådet – en magt, som han mener, svækker FN, og som er ”dybt bekymrende”.

”Hvor er vi på vej hen?” spurgte han ud i salen.

Rusland opgiver aldrig sin vetoret
Da Jeppe Kofod trådte af talerstolen, havde uvejret uden for Fællessalens vinduer lagt sig, og solen var begyndt at kigge frem. I salen blev stemningen også mere jovial, som den frie debat skred frem.

I salen sad repræsentanter fra bl.a. Forsvarsakademiet, FN Forbundet, FN Byen, Udenrigsministeriet, Det Udenrigspolitiske Selskab, Nordisk Råd, Red Barnet, Amnesty International. Det indviede publikum medførte, at en del af spørgsmålene til panelets fire deltagere blev særdeles lange, og mange af spørgsmålene havde mere karakter af monologer fra de spørgendes side end egentlige spørgsmål. Til tider måtte debattens to ordstyrere fra Kongressen.com, Anders Agner Pedersen og Jens Aagaard, skride ind og skarpvinkle spørgsmålene til panelet.

Bl.a. blev Rasmus Søndergård spurgt, om han mente, at USA’s og Ruslands nylige forbrødring i forhold til enigheden om afvæbningen af Syriens kemiske våben, er et tegn på, at de to lande er på vej mod et bedre samarbejde gennem FN. Det mente Søndergård ikke er tilfældet, og han blev bakket op af Peter Kim Laustsen.

Flemming Splidsboel fik stillet spørgsmålet: Er det tænkeligt, at Putin nogensinde vil afgive nogen form for magt i FN’s Sikkerhedsråd, hvortil Splidsboel svarede:
”Nej. Og i virkeligheden tvivler jeg på, at Rusland er rigtigt interesseret i reformer. Det skal i hvert fald kun være, hvis de selv kan få noget ud af det.” svarede Splidsboel.

Efter en lang og livlig debat løb tiden til sidst ud. Og længere nåede vi ikke onsdag formiddag i Fællessalen på Christiansborg, for som Mogens Lykketoft startede FN-debatten med at slå fast:
”FN’s mulighed for at være vellykket er begrænset til, hvad stormagterne kan blive enige om”.