FN kan stadig redde klimaet, hvis bare USA og Kina vil

Det er ikke for sent at redde klimaet endnu, men der er snart ikke flere sandkorn tilbage i timeglasset. Hvis ikke der findes en løsning inden max ti år, hvilket bliver vanskeligt. Nøglen til at FN kan løse klimaproblemerne, sidder USA og Kina med. For hvis de er med, er vejen banet for en FN-løsning, vurderer Dan Jørgensen

Forventningsniveauet var skruet helt op, da Danmark i december 2009 var værter for FN’s klimatopmøde, COP15. 120 stats- og regeringschefer kom til København, for nu skulle der laves en stor, juridisk bindende klimaaftale. For klimaforandringerne var så store og så omfattende, at det ikke kunne gå hurtigt nok med at få vendt skuden.
Men nej. Trods det historiske klimamomentum, røg aftalen på gulvet med et brag, COP’en var kikset og Hopenhagen blev til Brokenhagen.
Knap fire år efter topmødet i Bella Center, er klimaproblematikken fortsat højaktuel. Klimaforandringerne fortsætter, temperaturen stiger og det samme gør vandstanden i verdenshavene. Der burde altså være nok af grunde til at tage fat om nældens rod og indgå en global klimaaftale, der kan standse den ulykke, der forværres for hver dag, der går. Men hverken COP16, COP17,COP18, COP19 eller COP20 bliver topmødet, hvor verdenssamfundet i et fælles FN-regi indgår den store klimaaftale. Men måske det kan blive tilfældet ved COP21, som finder sted i Paris i 2015. Det er i hvert fald det topmøde, der lige nu fremhæves af diverse klimapolitikere rundt om i verden, som tidspunktet, hvor der omsider kan blive indgået en juridisk bindende klimaaftale.

En af de mange, der håber, at det vil lykkes FN’s medlemslande at nå til enighed om en fælles klimaløsning i Paris, er den socialdemokratiske Europaparlamentariker Dan Jørgensen, der til daglig er næstformand i Europaparlamentets miljøudvalg, og som fra oktober vil være fast klimaanalytiker her på Kongressen.com. Men selv om han håber på, at en aftale kan blive indgået i Paris, så erkender Dan Jørgensen, at det bliver vanskeligt og at meget kan nå at gå galt inden da:
”Jeg vil ikke sige at jeg er optimist, for det lyder forkert i en så alvorlig situation, men jeg tror på, at vi kan gøre det her. Der er jo nogen, der siger at vi har overskredet point of no return. Og hvis det er sandt, så er vi godt nok på den. For så skal vi til at snakke om tilpasning i stedet for at prøve på at begrænse. Analyserne fra blandt andet Verdensbanken og det internationale miljøagentur siger, at vi stadig har fem til ti år til at komme i gang med denne her grundlæggende omlægning. Hvis vi gør det, vil man kunne lave de her reduktioner, som gør at vi kan holde os under de to grader. Om det så kommer til at ske inden for de næste ti år, det er et andet spørgsmål. Og desværre ser det jo ikke sådan ud lige nu, men på den anden side må man også sige, at vi er inde i en tid, hvor priserne på råstoffer stiger eksplosivt og det fører i sig selv til at der vil være en mindre efterspørgsel efter fossile brændstoffer. Og for de aktører, som køber de her brændstoffer, er der god økonomi i at gå efter energieffektivitet og satse på grøn energi i stedet for. Så der er nogle økonomiske strukturer, som hjælper til. Derfor er spørgsmålet heller ikke, om vi skal lave en grøn revolution. For den kommer. Det klarer markedskræfterne helt alene for os. Det vi politikere skal gøre, er at vi skal skubbe processen, så det kommer til at ske nogle år hurtigere end det ville ske alligevel. Det er den gode nyhed.”

USA og Kina er både problemet og løsningen
De to helt store knaster i forhold til at der kan blive indgået en juridisk bindende aftale er, ifølge Dan Jørgensen, USA og Kina. Ingen af de to lande har indtil videre vist den helt store vilje til at underskrive internationalt bindende aftaler, og umiddelbart er der ikke meget, der taler for at det kommer til at ændre sig lige med det samme. Ganske vist har præsident Obama ved flere lejligheder talt om nødvendigheden af at håndtere klimaforandringerne, men det har indtil videre være begrænset, hvad præsidenten har foretaget sig på klimafronten. Det er dog ikke det samme som, at Obama ikke tager klimadagsordenen alvorligt, mener Dan Jørgensen:
”Jeg ser en bevægelse på fra amerikansk side på den måde at Obama gør hvad han kan. Han har via det amerikanske miljøagentur lavet forskellige former for reguleringen af kraftværker i USA, hvilket har stor betydning for nedbringelsen af CO2 udledning. Han har gjort alt det, han overhovedet kunne uden om Kongressen. Men så nærmer vi os også problemets kerne, nemlig det at det er ret begrænset, hvad han kan gøre uden om Kongressen. Så al ære og respekt for Obamas vilje og de ting han har gjort, men hvis man skal have bindende reduktionsmål som man kan bruge til noget i en FN-proces, så kræver det at det bliver stemt igennem Kongressen. Og der har han ikke engang formået at komme igennem med den oprindelige målsætning han havde, som var tre procent reduktion i 2020 sammenlignet med 1990. Det kunne han ikke engang komme igennem med. Og hvis FN’s målsætning skal lykkes, ja så skal vi have reduktioner på mellem 25-40 procent fra USA’s side. Så når han ikke engang kunne komme igennem tre procent, så er vi ret langt fra en løsning. Dertil kommer også, at der er store indenrigspolitiske slagsmål i USA om hvorvidt man skal tillade en stor olierørledning hele vejen fra Canada til Texas. Gør man det, hvilket jeg ikke håber, så er det klart, at det vil sætte alle de fremskridt Obama har gjort noget i relief, for det vil reelt set være en miljøkatastrofe.”

Obama vil gerne, men kan ikke selv
Selv om Dan Jørgensen gerne så, at hele verden, inklusiv USA og Kina, forfulgte det idealistiske spor og satte alle sejl for at indgå en omfattende og ambitiøs klimaaftale, så er det altså næppe realistisk. Primært på grund af den politiske dysfunktionalitet, der præger Capitol Hill, men også fordi Kina langt fra virker interesserede i at bære deres del af klimabyrden. Det vil dog ikke hjælpe noget, hvis resten af det internationale samfund begynder at lægge pres på de to stormagter. Hvis ikke de selv ser det grønne lys, så kan resten af FN’s medlemslande hoppe og danse. Det vil ikke ændre noget, vurderer Dan Jørgensen:
”Problemet er at så længe, der ikke er en klar og øjeblikkelig fare set fra et amerikansk synspunkt, så tror jeg ikke at det er det, der får dem til at agere. Det er nok ikke det, der skal bruges som pressionsmiddel. Det bliver ikke det, der kommer til at ændre deres syn på det her. Nej, det jeg tror man skal gøre er, at gå forrest med det gode eksempel. Der har EU en ret god mulighed, for hvis vi sætter den mest ambitiøse dagsorden i verden og både USA og Kina kan se, at det er noget vi tjener penge på og bliver mere konkurrencedygtige på, ja, så kunne det jo være, at USA og Kina ville gøre det helt frivilligt, fordi de på den måde kunne se en ide i det.”

FN har fortsat potentialet til at løse problemet
Hvorvidt det lykkes FN’s medlemslande at indgå en juridisk bindende klimaaftale på topmødet i Paris i slutningen af 2015, er altså mere end vanskeligt at forudsige. Der er dog ingen tvivl om, at FN fortsat er det rigtige forum til at løse klimaproblematikken. Selv om det i sidste ende afhænger af USA og Kina, mener Dan Jørgensen:
”Det, der er den store mulighed ved at bruge FN er at vi potentielt kan få alle de store udledere af CO2 med, forstået på den måde, at hvis vi laver en global juridisk bindende aftale som har reduktionsmål for CO2 for alle de lande og grupperinger af lande som udgør problemet i dag, så undgår vi at der er en negativ konkurrence som vil straffe dem, der gør noget og belønne dem, der ikke gør noget. Det er selvfølgelig derfor at det vil være den ideelle løsning. Og det potentiale har FN jo. Hvis den politiske vilje var til stede, så ville man faktisk i FN regi kunne lave den løsning som kunne sikre at vi holdt temperaturstigningerne på et acceptabelt niveau. Men det er jo ikke lykkes at komme frem til den type af løsning endnu. Det tætteste vi har været var i København i 2009 med COP15, hvor der op til mødet var en stor opbakning til, at vi skulle have en juridisk bindende aftale. Oven i købet skulle man holde temperaturstigningerne under to grader. 120 statsledere dukkede op. Der var masser af prestige på spil. Videnskaben var soleklar i sine anbefalinger. Men alligevel skete der jo ikke noget. Og jeg tror at man skal se det som et udtryk for to ting. For det første at der ikke er den politiske vilje hos de store nøgleaktører, primært USA og Kina. Det hænger sammen med at det stadig er sådan, at det på kort sigt vil kræve investeringer. På lang sigt tror jeg at alle kan se, at man vil tjene penge på at lave en grøn omstilling. Men på kort sigt vil det kræve investeringer. Hvilket vil blive modarbejdet af store interesser, eksempelvis olieindustrien i USA. Den anden grund er selve strukturen i FN. Når du træffer beslutninger med enstemmighed og lave overnationale regler som skal implementeres i et meget stort antal lande, så bliver det meget komplekst og bureaukratisk, mere end effektivt. Og det er de to store udfordringer, og to store problemer som gør, at vi ikke har fået en løsning endnu.”