Stadig på jagt efter drømmen

50 år efter Martin Luther Kings berømte ’I Have A Dream’-tale, er racisme og forskelsbehandling langt fra forsvundet fra det amerikanske samfund. Tværtimod er der stadig lang vej før den afroamerikanske del af befolkningen får fuldgyldig del i friheden og ligheden i den amerikanske drøm, King talte om

De indtørrede gulbrune sennepsklatter er klasket ud over de blå valgplakater, som for længst er pillet ned og nu står spredt i det lille kontor. Valgteksten er stadig synlig: ”Obama, Obama, Obama!” Alligevel sender de overdængede og ødelagte plakater på gulvet et meget klart signal; her er en afroamerikansk, demokratisk præsident ikke velkommen.

Det er oktober 2012. Jeg er på besøg på et lokalt partikontor hos Demokraterne i den mellemstore texanske by Lubbock under valgkampen til det amerikanske præsidentvalg. Her i byen, som af mange betegnes som en af landets mest konservative, er det ikke unormalt, at folk chikaneres på grund af deres hudfarve eller partitilhørsforhold.

Det er et af mine første møder med den forskelsbehandling og racisme, som mange i USA sjældent støder på, men som stadig gennemsyrer store dele af det amerikanske samfund.

En ikonisk tale om frihed og rettigheder
I dag, den 28. august 2013, er det et halvt århundrede siden, at præst og menneskeretsforkæmper Martin Luther King Jr. talte om sin ’drøm’ til 250.000 mennesker foran Lincoln-monumentet i Washington. ’I have a dream’-talen, der var et led i borgerretsbevægelsens March on Washington for Jobs and Freedom, brændte sig ind i den amerikanske folkesjæl og karakteriseres sammen med Lincolns Gettysburg-tale som den bedste og mest mindeværdige tale i USA’s historie.

Kings tale blev legendarisk, fordi han var en enestående retoriker, der med fantastisk billedsprog indrammede den racisme, der havde domineret USA, særligt sydstaterne, siden landets fødsel. Også fordi King dels satte ord på de uretfærdigheder, som afroamerikanere dagligt oplevede, og dels præsenterede sine drømme, håb og visioner for en fremtid, hvor amerikanere ”will not be judged by the color of their skin, but by the content of their character”.

King repræsenterede dermed borgerretsbevægelsens kamp mod racemæssig undertrykkelse. En mission som oplevede markante sejre med vedtagelsen af Civil Rights Act (1964) og Voting Rights Act (1965), der på papiret ulovliggjorde racediskrimination og raceadskillelse på offentlige steder, og i praksis gjorde det muligt for afroamerikanere at registrere sig som vælgere.

Et vigtigt skridt i den rigtige retning
Det er uomtvisteligt, at USA har udviklet sig betragteligt på racespørgsmålet i de 50 år, der er gået, siden King talte på the Mall i 1963. Åbenlys racisme er ikke længere socialt acceptabelt, og mange afroamerikanere oplever en lang række af de samme universelle privilegier, som deres hvide landsmænd. Den foreløbige og symbolske kulmination på denne udvikling kom en novemberdag i 2008, da Barack Obama blev valgt som landets første afroamerikanske præsident.

Og i det hele taget går det ganske godt politisk set for den afroamerikanske minoritet, der i dag udgør 14 % af befolkningen. I Repræsentanternes Hus sidder 43 afroamerikanske politikere, svarende til 10 % af kammerets pladser. I 1963 var blot 5 af de folkevalgte afroamerikanere. Samtidig sidder flere afroamerikanere på borgmesterposter i større byer. Og ved sidste års præsidentvalg stemte en større procentdel af afroamerikanske vælgere end hvide.

Racelighed er stadig en flygtig drøm
Ikke desto mindre er det illusorisk at tro, at racisme og raceulighed ikke fortsat er en stor del af det amerikanske samfund. En ny rapport fra PEW Research Center bekræfter, at Kings vision om lige vilkår for afroamerikanere og hvide langt fra er en realitet. Ifølge undersøgelsen mener kun en tredjedel afroamerikanere, at der er sket en stor udvikling i forhold til at nå Kings drøm, og samtidig mener 4 ud af 5 af dem, at der skal gøres meget mere for at forbedre ligestillingen.

Og hvis man ser nærmere på nøgletal inden for lønninger, arbejdsløshed, uddannelse, kriminalitet, fængslede, teenagemødre, boligforhold og social mobilitet, er der da også grund til fortsat pessimisme på afroamerikanernes vegne.

I juli i år var arbejdsløsheden 6,6 % blandt hvide, mens den lå på 12,6 % for afroamerikanere. Og det er ikke en ny tendens. De sidste 50 år har arbejdsløshedsprocenten i gennemsnit været mere end dobbelt så høj hos afroamerikanere, sammenlignet med hvide. Afroamerikanere i arbejde får samtidig markant lavere lønninger. I 2011 var gennemsnitsindkomsten for afroamerikanske mænd 67 % af indkomsten for hvide, ifølge Time.

Heller ikke ghettoproblemet er USA kommet til livs. Store grupper af fattige afroamerikanere bor sammen i faldefærdige kvarterer i store byer som Washington DC, Los Angeles, Detroit og Chicago. I 2011 levede hele 28 % af afroamerikanere i, hvad der defineredes som fattigdom, mens tallet til sammenligning var 10 % for hvide. Og fordi den sociale mobilitet er meget begrænset, har mange unge afroamerikanere svært ved at komme ud af den negative spiral.

Også på uddannelsesområdet, som ellers kunne løfte folk ud af fattigdom, halter det. Mange afroamerikanere går på de ringeste statsejede skoler og kan derfor ikke hamle op med niveauet på de dyrere private uddannelsesinstitutioner. Fra 1960 til 2012 er andelen af afroamerikanere med minimum en bacheloruddannelse steget fra 4 til 21 %. Problemet er, at uddannelserne er fra de dårligste universiteter, og at andelen i perioden er steget fra 8 til 35 % for hvide, skriver Time.

Hertil kan tilføjes, at godt 850.000 afroamerikanere sidder i fængsel, svarende til 40 % af alle indsatte, og de er dermed kraftigt overrepræsenteret i forhold til hvide på fængselsgangene.

Tid til fejring – og refleksion
At der stadig er et problem med en underliggende racisme i USA blev tydelig sidste år, da den 17-årige afroamerikaner Trayvon Martin blev skudt ned i et lukket kvarter af vagtmanden George Zimmerman, som anså Martin som en trussel. Drabet på den uskyldige teenager symboliserede de fordomme, som mange afroamerikanere dagligt møder, og den efterfølgende frifindelse af Zimmerman skabte enorme protester landet over og har endnu en gang vakt racedebatten til live.

Det er en debat, som også påvirker 50-årsdagen for Kings tale, som fejres i hele USA. Særligt på the Mall, hvor hundrede tusinder ventes at marchere, og hvor præsident Obama skal holde tale netop på det sted, hvor King sagde sine berømte ord. Midt i fejringen er det nødvendigt, at amerikanerne ser sig selv i øjnene, for selvom meget er nået på et halvt århundrede, er afroamerikanere endnu ikke en fuldgyldig del af friheden og ligheden i den amerikanske drøm, som King forestillede sig.