Obama satser på de gamle dødsfjender i Somalia

Mens verdens øjne er rettet mod Syrien og Egypten, så har USA i al ubemærkethed investeret penge og militær i Somalia for at holde hånden under en ny skrøbelig regering. Målet er at inddæmme terrororganistionen Al-Shabaab

’Black Hawk Down, Black Hawk Down…..’ Alle kan huske de ydmygende billeder af døde amerikanske marinesoldater, der blev slæbt gennem Mogadishus gader af horder af somaliere for 20 år siden. Supermagten var tvunget i knæ af somaliske klaner iklædt løse gevandter og bevæbnet med Kalashnikov rifler.
Nu har alting forandret sig. Verden ser helt anderledes ud og de gamle dødsfjender er blevet forsonet.

I april annoncerede udenrigsminister John Kerry for første gang, at USA ville yde militær bistand til den somaliske regering ledet af Hassan Sheikh Mahmud. Meldingen blev senere fulgt op af talskvinden for det nationale sikkerhedsråd, Caitlin Hayden, som erklærede, at USA forpligter sig på at ’bevæbne, træne og professionalisere de somaliske styrker med henblik på at forbedre den skrøbelige og ustabile situation landet befinder sig i.’
Det amerikansk-somaliske samarbejde kan varsle nye tider for Somalia. For amerikanerne er der især to afgørende grunde til, at man har været ivrige for at ville etablere et bilateralt og officielt samarbejde med Somalia. For det første ophævede FN i 2012 den 19 år gamle våbenembargo mod Somalia, så USA nu kan genoptage sin militære bistand til landet. Og for det andet, så er der nu – set fra et amerikansk perspektiv – en legitim somalisk regering i Mogadishu, der kan bruges aktivt i bekæmpelsen af Al-Shabaab, den militære gruppering udsprunget af Rådet for Islamiske Domstole, der tidligere har siddet på magttaburetten i netop Mogadishu.

Hvorvidt samarbejdet vil blive et historisk vendepunkt for det østafrikanske land, der i de sidste tyve år har været plaget af borgerkrige, lovløshed, sult og pirateri, afhænger af om regeringen formår at oprette og opretholde et minimum af et funktionelt statsapparat overfor sine borgere. Netop det somaliske folks støtte og opbakning til regeringen er afgørende for om det overhovedet giver mening at tale om nye tider for Somalia. For at regeringen skal kunne få succes er det nødvendigt, at den kan skabe konsensus om det national-politiske projekt og især formår at tilgodese den mosaik af forskellige aktører der tegner sig i det somaliske politiske landskab.

Pirater er vokset ud af kaos
Siden 1991 har manglen på legitimitet for en somalisk samlingsregering skabt splittelse mellem de eksisterende politiske aktører og samtidig skabt en masse nye grupperinger, der har kastet landet ud i kaos og lovløshed. Landet har været plaget af en række humanitære katastrofer og manglen på lov og orden har akkumuleret problemerne og ud af kaos er vokset de somaliske pirater. Somalia er det afrikanske land med den længste kyst og har herigennem adgang til Adenbugten mod nord og det indiske ocean mod øst. Det giver landet en strategisk afgørende placering i forhold til søvejene mellem Europa/Mellemøsten og Asien.
Udover de humanitære udfordringer, har Somalia også i perioder været oppe imod naboerne fra Kenya og Etiopien, som har trængt ind i Somalia og ført ustabilitet og uro med sig. Det er ingen let opgave at skulle opbygge en centralstat på ny med den historie i bagagen. Den politiske legitimitet i Somalia er spredt ud mellem en række semi-autonome, politiske, økonomiske, sociale og militære enheder, heriblandt klanledere, krigsherrer og forretningseliten der brødfødes af netop krigsøkonomien.

En funktionel og legitim regering
Den nuværende regering i Somalia er afløseren for overgangsregeringen, TFG (Transitional Federal Government), der blev etableret i 2004 med støtte fra FN, USA og den Afrikanske Union. I 2011 lykkedes det TFG-soldater i samarbejde med soldater fra den Afrikanske Union at fordrive Al-Shabaab fra hovedstaden og generobre Mogadishu. Men på trods af succesen lykkedes det ikke TFG at få folkets opbakning, fordi den var belastet af beskyldninger om korruption og nepotisme.
Ifølge Somaliaanalytiker og teamleder for den nye Somalia tænketank Sahan Research, Joakim Gundel, så er der nogle få, men afgørende opgaver, den nuværende regering må tage sig af, hvis situationen i landet ikke skal gå fra dårlig til værre:
”Det håb og den forventning, befolkningen havde for regeringen, er ikke blevet opfyldt indtil videre. Regeringen lovede, at den vilel opbygge en finansiel administration der fungerer, men dette er ikke sket og det har en stor betydning for sikkerheden i landet. Det handler nemlig om, at så længe pengene forsvinder, så bliver sikkerhedsstyrkerne ikke betalt. Det betyder at sikkerhedsstyrkerne ofte sætter checkpoints op for at skaffe penge fra folk der passerer dem. Der er stor utilfredshed med regeringen internt, til trods for, at USA og EU betaler for en stor del af sikkerhedsstyrkernes løn, men udbetalingerne er alligevel uregelmæssige, fordi pengene forsvinder andre steder hen end til lønninger,” siger Joakim Gundel til Kongressen.com.

Når man tænker på Somalias historie, så er det afgørende at den somaliske regering og amerikanerne tager problemerne med sikkerhedsstyrkerne alvorligt, hvis USA vil sikre sine interesser i landet. At sikkerhedsstyrker i landet misbruger deres magt til at tjene til det daglige brød er én ting, men det er mindst lige så vigtigt at centralregeringen er opmærksom på, hvordan den forvalter sin magt i landets regioner, der er domineret af lokale klaner, vurderer Joakim Gundel:
”Regeringen har fejlet, når det gælder om at skabe en forsoningsproces og en dialog om at skabe fred i landet. Regeringen har i stedet for forsøgt at udbrede dens suveræne magt via en central udpegning af guvernører og regionale kommandanter og andet officielt mandskab. Denne strategi har udløst stor utilfredshed både i den region som regeringen har sit hovedsæde i, Jubaland, men også i Baidoa Bay region. Set fra en somaliske vinkel er regeringens legitimitet derfor ikke kun lav i forhold til måden den forvalter sin magt og indflydelse på, men bunder også i at dens tilblivelse var et resultat af en masse tvivlsomme traditionelle lederes beslutninger, hvoraf de fleste reelt er politiske betalte proselytter fra politiske forretningseliter i landet. Det betyder alt sammen at tilliden til regeringen fra et somalisk borgersynspunkt er droppet til et nulpunkt. ”

Et tredje spørgsmål er, hvordan og hvor tæt USA skal læne sig op ad regeringen i Somalia. Til dette siger Gundel:
”Hvis USA ukritisk støtter regeringen i Mogadishu, så risikerer de at bidrage til mistilliden blandt somalierne generelt, idet de ser at den internationale støtte reelt tilfalder en regering som af store dele af den somaliske offentlighed bliver set mere som en fraktion i den somaliske konflikt end en ”national” enhedsregering der arbejder for Somalias samlede interesse”.

Hvis det skal lykkes USA at bekæmpe Al-Shabaab og skabe fred og stabilitet i landet, så ligger hemmeligheden ifølge Gundel i at ”man skal opbygge et korps af nationale sikkerhedsstyrker med alle de klanbaserede grupper for at sikre konsensus. Hvis regeringen derimod fortsætter med at skabe mistillid og ubalance så kan klanledere i værste fald sende deres militser til Al-Shabaab i vrede.
Hvis USA’s samarbejde med den somaliske regering virkelig skal munde ud i nye tider med fred og stabilitet i landet, så er det ikke kun nødvendigt med et godt samarbejde med centralregeringen. Så er det afgørende at amerikanerne formår at rumme alle klaner i landet, så de ikke bliver skubbet væk og potentielle partnere bliver til direkte fjender.