Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Opinion

Hyldet Silicon Valley-iværksætter dømt for svig

Med sin sorte rullekravesweater plejede Elizabeth Holmes et tech-iværksætterimage inspireret af Steve Jobs. Nu er hun dømt for svig.

Med sin sorte rullekravesweater plejede Elizabeth Holmes et tech-iværksætterimage inspireret af Steve Jobs. Nu er hun dømt for svig.

Indlægget er skrevet af Søren Juul Jørgensen, forsker, Stanford Universitet og grundlægger af ForestAvenue

Elizabeth Holmes, den stormomsuste stifter af blodprøveanalysevirksomheden Theranos, er kendt skyldig i svig.

Det er resultatet efter at en jury i byen San Jose, i den sydlige udkant af Silicon Valley, har voteret i godt 50 timer om i alt 11 anklagepunkter mod Elizabeth Holmes

Juryen var enige om at erklære Holmes skyldig i fire tilfælde af svig mod Theranos-investorerne. Juryen fandt det derimod ikke bevist, at Holmes var skyldig i tre anklager om forsøg på svindel mod patienter, herunder to sager om patienter, der havde fået fejlagtige testresultater.

Hvad er grænsen for selvpromovering?

Det svære spørgsmål i straffesagen har været, hvordan man beviser forsæt til svig i et miljø, der bærer præg af blålys og en generel fake it till you make it-kultur. Hvor går grænsen for selvpromovering og anprisning i det investor-pitch, enhver entreprenør skal lykkes med for at finde kapital til at udvikle sin idé?

Domsafsigelsen finder sted på et retsmøde i næste uge, hvor der også træffes beslutning om tre udestående spørgsmål, som juryen ikke nåede til enighed om, og som anklagemyndigheden kan vælge at søge genoptaget. 

Hvert tilfælde af svig har en strafferamme på op til 20 år. Holmes kan under alle omstændigheder se frem til en fængselsstraf.

Elizabeth Holmes droppede ud af sine studier på Stanford og stiftede allerede som 19-årig blodanalysevirksomheden Theranos, der skulle disrupte blodprøveindustrien med ny teknologi og metoder.  

På højdepunktet i 2015 havde Theranos en markedsværdi på ni milliarder dollars. Holmes var den rigeste selfmade iværksætter i USA og omgikkes personer som Bill Clinton, de tidligere amerikanske udenrigsministre Henry Kissinger og George Schultz samt adskillige firestjernede generaler og Silicon Valley-ikoner.

Men hvordan kunne en 19-årig college-dropout uden noget, der ligner relevant faglig baggrund, overhovedet overbevise flere af Silicon Valleys mest erfarne investorer, offentlige sundhedsmyndigheder, politikere og en af USA’s største apotekerkæder om, at man havde opfundet et produkt, der på en helt ny og smart måde meget hurtigere kunne foretage klinisk analyse af blodprøver?

Grus i Silicon Valleys investormaskine

Der er givet flere forklaringer.  For meget testosteron er sjældent hensigtsmæssigt for beslutningsprocessen, og de første investorer i Theranos omfatter markante ronkedorer som Oracle-stifteren Steve Ellison, Rupert Murdoch og Tim Draper. Der har muligvis også været et ønske om at finde kvindelige superstjerner i det mandsdominerede, kønsskæve Silicon Valley, men grundlæggende må man sigte på uhensigtsmæssigheder i Silicon Valleys VC-machine.

Iværksættere, der søger finansiering i Silicon Valley til at udvikle deres ideer, henvender sig til verdens stærkeste og mest velsmurte investeringsmaskine. Samspillet mellem klodens bedste universiteter, de største tech-virksomheder og verdens klart mest erfarne investeringsfonde udgør en velbeskrevet og højt besunget accelereret metode for tech-iværksætteri.

Det er en maskine, der konstant leder efter guldet imellem tusinder af håbefulde iværksættere, der præsenterer alt fra next big thing-innovation til apps, der viser dig, hvor du finder de bedste boller i San Francisco. 

I bedste fald klarer ti procent af dem, der faktisk bliver finansieret, skærene. Set i forhold til den samlede mængde af håbefulde iværksættere, der prøver, men ikke lykkes med at finde finansiering her, er succesraten langt mindre.

Move fast and break stuff” sagde Facebook-stifteren Mark Zuckerberg, og fortsatte “if you’re not breaking stuff, you’re not moving fast enough”. På den måde lægger Theranos sagen sig blot i forlængelse af rækken af sager, der har skubbet til den generelle opfattelse af Silicon Valley og tech giganterne de seneste år.

Theranos-dommen kalder på selvransagelse

Det kræver lang forberedelse, meget teater og en del held at slippe igennem nåleøjet, og i det hypede investeringsmiljø bruger en iværksætter formentlig næsten lige så meget energi på sit slide deck og sin elevator pitch, som på reel produktudvikling. 

At blive finansieret er i høj grad strategi og spil, hvor man modtager undervisning af erfarne pitch-coaches og i timevis træner det investor-pitch, som skal overbevise investorerne.

Holmes tog den del ret langt. Med sin sorte rullekravesweater plejede hun et iværksætterimage inspireret af selveste Steve Jobs. Hun udvalgte med stor præcision de rette sværvægtere til at give sin bestyrelse troværdighed, og nøjedes ikke med at træne sit pitch, men modtog stemmeundervisning for at gøre sin stemme dybere og mere troværdig.

Så det svære spørgsmål for juryen har været at forholde sig til grænsen for en almindelige fake it till you make it-kultur til at løfte bevisbyrden for hensigt til svig.

Det er vigtigt at skabe rammer for den nødvendige innovation, og gøre op med gammeldags nulfejlskultur men det er også nødvendigt at drage den nødvendige lære af uhæmmet og ubetænksom innovation. 

Risikovillig kapital er livsnødvendig for innovation og iværksætteri, men Theranos-dommen er også et krav om selvransagelse og endnu en brik til den generelle etiske og moralske korrektion af Silicon Valleys innovationsmaskine.

Men Theranos sagen er selvfølgelig også blot endnu et eksempel på svindel, som vi i Danmark så det med IT-Factory. Verden vil bedrages – og også på den led er alt i Silicon Valley bare større.

Søren Juul Jørgensen er fellow ved Center for Menneskerettigheder og International Retfærdighed ved Stanford University. Han er grundlægger af strategifirmaet ForestAvenue etableret i Silicon Valley, Bruxelles og København. Tidligere har han blandt andet været generalkonsul i Californien og adm. direktør for Danish Innovation Center i Palo Alto. Han har desuden arbejdet som diplomat for den danske udenrigstjeneste og for internationale techvirksomheder som Mærsk Data og IBM.

Læs også:

Podcast

Anders Agner og Lars Mathiasen fortæller historien om Kennedy-mordet og dagene derpå i podcastserien her.

Politisk analyse

Matt Gaetz' exit er seneste eksempel på den armlægning, der er i gang mellem Trump og kongrespolitikerne, vurderer Camilla Sebelius.

Courtroom

Trump har udpeget den kontroversielle politiker til det magtfulde embede som justitisminister, selvom han er under undersøgelse for flere lovbrud

Podcast

Anders Agner og Camilla Sebelius analyserer ugens aktuelle begivenheder i amerikansk politik. Lyt med her

Copyright © 2021 Kongressen